Ordet

Dette siger Herren: Den vise skal ikke være stolt af sin visdom, den stærke skal ikke være stolt af sin styrke, den rige skal ikke være stolt af sin rigdom. Nej, den, der er stolt, skal være stolt af dette, at han har indsigt og kender mig. For jeg, Herren, øver trofasthed, ret og retfærdighed på jorden; det er, hvad jeg ønsker, siger Herren.

Jer. 9, 22-23

Med udgangen af helligtrekongertiden går vi ind i forfastetiden med søndagene septuagesima og seksagesima de latinske ordenstal for 70 og 60, runde tal, som angiver nedtællingen til hvide lørdag, lørdag efter påske. Det kan man læse sig klogere på med henblik på kirkeårets gang og indhold i det store værk Højmessen i den danske folkekirke og Året og dagen af Ole Brinth, Helle Christiansen, Henrik Christiansen og Marianne Christiansen.

En fordybet indsigt i gudstjenesten er en kilde til åndelig berigelse, som langt overgår tidens mange letkøbte opskrifter på spiritualitet og livskvalitet. Der er visselig mange tomme kalorier i omløb, når det drejer sig om åndelig føde. Der er just ikke nogen grund til, at folkekirken med sin rige tradition i liturgi og salmer, skal stå med hatten i hånden og bukke for tidens åndløshed.

Profeten Jeremias advarer mod indbildskhed og opblæsthed i enhver henseende, hvor det drejer sig om alt det, vi kan og vil, det være sig aldrig så fantastisk. Hvis vi glemmer den sande ydmyghed, at vi har vort liv i ansvar over for Gud, bliver vi blinde for, hvad der tjener til livets trivsel og vækst: trofasthed, ret og retfærdighed på jorden.

Jeg ser en jord, en grundfæst bold,

i dette store runde,

fyldt op med forråd tusindfold

for alle liv og munde.

Din rundhed gav mig mer,

end jeg fornøden ser,

men var al jorden skabt for mig,

jeg var dog arm foruden dig.

Salmebogen nr. 20, vers 3

Søren Lodberg Hvas