De jødiske bosættere i Gaza og på Vestbredden er ved at miste tålmodigheden med den israelske regerings afventende politik. Næsten dagligt bliver bosættere såret eller dræbt af palæstinensiske skudbaghold på Vestbreddens veje, og i Gaza fortsætter palæstinensernes morterangreb mod besættelsen trods våbenhvilen.
Noam Arnon, der er talsmand for de cirka 400 jødiske bosætterne i Hebron, kalder situationen »latterlig«.
Han sidder på et lille kontor i Avraham Avinu-kvarteret i hjertet af Hebron. Ved siden af receptionen på vej til hans kontor hænger en plakat i røde farver, hvor der står, at Oslo-processen er skyld i Shalhevets død. Shalhevet var det spædbarn, der blev dræbt af en palæstinensisk snigskytte for godt to måneder siden.
På opslagstavlen på kontoret ved siden af Noam hænger otte billeder af den nuværende amerikanske præsident. Billederne viser, hvordan George Bush i løbet af otte billeder gradvist bliver forvandlet fra USA´s præsident til en abe. Bosætterne i Hebron nyder den tvivlsomme ære at være regnet for de mest militante og yderligtgående af alle Israels cirka 200.000 bosættere på Vestbredden og i Gaza.
Bosætterne er den største fare
På Noam Arnons eget kontor er der ingen propaganda at finde. Han mener, at det nu endelig er bevist, at bosætterne havde ret i deres kritik af Oslo-processen.
Ifølge størstedelen af Israels bosættere var processen en fatal fejltagelse, hvor Israel selv var med til at skabe et »monster af et selvstyre, der i dag truer Israels borgere«.
Andre israelere mener, at det netop er bosætterne, der udgør den største fare for Israels sikkerhed.
Yossi Sarid, der er leder af venstrefløjspartiet, Meretz, kalder bosættelserne for en anden slags vold.
Han anklager de forskellige israelske regeringer for at have snydt sig selv og hele det internationale samfund ved ikke at drøfte hele spørgsmålet omkring de jødiske bosættelser på et tidligere tidspunkt. Samtlige israelske regeringer har været med til at udvide de jødiske bosættelser, inklusive de to regeringer, Yossi Sarid selv var del af, i løbet af 1990´erne.
I dag er spørgsmålet om de jødiske bosættelser mere akut end nogensinde før. Både for palæstinenserne, der med starten af intifadaen valgte at lægge pres på den israelske regering gennem angreb på bosættere. Men også for den israelske befolkning.
Den palæstinensiske vold har påvirket den offentlige debat i Israel. På den ene side står bosætterne, der føler, at det værste, der overhovedet kan ske, er at give Arafat en pris for den palæstinensiske vold ved at rømme bosættelser.
På den anden side står en stadigt voksende gruppe israelere, der mener, at de jødiske bosættelser er hovedårsagen til, at Israel er gået gennem otte måneders voldelig intifada, og at det eneste, der for alvor kan ændre situationen, er, at rømme de israelske bosættelser så hurtigt som muligt. Efter deres mening er prisen for at bevare bosættelserne alt for høj.
Oprørthed over Sharon
Ved valget i februar stemte så godt som alle israelske bosættere på Ariel Sharon, fordi han lovede dem den sikkerhed, Ehud Barak ikke kunne give dem.
Nu, fire måneder senere, siger ministerpræsident Ariel Sharon, at han er ked af, at han endnu ikke har løst problemet omkring bosætternes sikkerhed. Og bosætterne er oprørte over, at Sharon overhovedet overvejer at forhandle med Yassir Arafats selvstyre.
Er bosætterne ved at miste tålmodigheden med Israels egen regering?
- Israel er forvirret og svagt i øjeblikket og mangler visioner og mål. Regeringen tror stadig på Arafat, der ikke har ændret sig siden PLO´s første manifest blev offentliggjort i 1964. Arafats mål er ligesom dengang at udrydde staten Israel. Hans mål er at oprette en palæstinensisk stat ved siden af Israel, som han også ønsker at gøre til en arabisk stat gennem implementering af de palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage, siger Noam Arnon, talsmanden for de jødiske bosættere i Hebron.
Hvis ikke Israel kan tro på Arafat, hvad er løsningen så?
- Vi kan godt tale om sameksistens med dem, der ønsker at leve sammen med os jøder. Men med terroristerne kan vi ikke tale om sameksistens. Jeg tror, det er muligt at opnå en relativ normal tilværelse med mange af palæstinenserne, men aldrig med terroristerne. Jeg kan endda fortælle dig, at der er mange af Hebrons palæstinensere, der selv siger, at de lider meget under volden fra den palæstinensiske side, påpeger han.
Byen Hebron er en af Den Islamiske Modstandsbevægelse, Hamas´, højborge. Groft sagt regner man med, at bevægelsen har opbakning fra cirka 70 procent af byens 120.000 indbyggere.
Noam Arnon mener, at Israel er det eneste sted i verden, hvor regeringen tvinges til at forhandle med terrorister.
- Over hele verden bekæmper regeringer terrorisme med alle midler, men her må vi ikke. Det er en tragedie, som Oslo-processens arkitekter bærer ansvaret for, siger han.
Den sidste besked på personsøgeren får Noam til at tage en dyb indånding, inden han med lav stemme fortæller, at en bosætter er blevet skudt af palæstinensere ved bosættelsen Ofra.
- Jeg kender hende. Hun er hårdt såret.
Jeg overværede en bosætterdemonstration for et par dage siden foran Sharons hus. Her var masser af skilte med skriften »hævn«. Hvad betyder det, er bosætterne ved at tage sagen i egen hånd?
- Når du ser skilte med skriften »hævn«, vil jeg blot tilføje, at der ikke findes noget mere moralsk end at hævne og straffe terrorister. Israel har endnu ikke straffet palæstinenserne for selvmordsbomben i Tel Aviv, og det er umoralsk efter min mening. Når der ikke er nogen straf for det onde, vil det fortsætte med at eksistere og måske endda blive forstærket.
Bibelen taler om den israelske nations pligt til at bekæmpe »amalek« (Det onde, satan, red.). Derfor er det i dag vores pligt at bekæmpe det onde. I stedet er vi med til at holde et af verdens mest korrupte og farlige styrer ved magten, understreger Noam Arnon.
Handling bag ordene
Noget tyder på, at visse kredse blandt bosætterne allerede er i færd med at sætte handling bag de bibelske ord. I sidste uge blev en palæstinenser skudt og to andre såret i et bagholdsangreb på hovedvejen mellem Jerusalem og Det Døde Hav.
Sagen er endnu ikke opklaret, men en bosættergruppe har taget ansvar for aktionen som hævn for mordet på Shalhevet i Hebron.
Den israelske ekspert i jødisk terror, Ehud Sprinzak, mener, at sandsynligheden for, at der eksisterer en militant jødisk undergrundsbevægelse i øjeblikket er meget stor.
- Vi føler os i samme situation som profeterne, fortsætter Noam Arnon.
Hvad mener du?
- Flere af profeterne blev fængslet for at tale om den katastrofe, de vidste, ventede ude i fremtiden. Vi bliver også fængslet for at sige sandheden. Katastrofen er her allerede. Men det gør ondt at se, at Sharon falder i de samme fælder, som de tidligere ministerpræsidenter, siger han.
Men måske er det jer, der tager fejl. Der er bred konsensus i det israelske samfund om, at prisen for fred blandt andet er bosættelserne, eller i hvert fald størstedelen af dem.
- De fleste israelere forstår ikke, hvad det vil sige at rømme bosættelserne. De tror, det er et spørgsmål om et par skurvogne her og der. Men faktisk er der tale om 200.000 indbyggere i byer med egne synagoger, industrikvarterer, skoler, og kulturcentre. Hvem kan overhovedet forestille sig en rømmelse, spørger Noam Arnon.
Ser du en eventuel fremtidig rømning som en fare for Israels eksistens?
- Ja, til en vis grad.
Hvordan forklarer du det faktum, at de israelske regeringer, også dem, der har talt varmest for en fredsaftale med palæstinenserne, allesammen har været med til at udvide bosættelserne. Selv Ehud Barak, der som bekendt tilbød at rømme de fleste bosættelser sidste år ved Camp David forhandlingerne?
- Efter min mening er der ingen af Israels ministerpræsidenter, der nogensinde har forestillet sig, at en rømning af bosættelserne vil blive relevant, mener han.
Nu kommer en af stedets sekretærer. Hun spørger, hvad Noam foreslår at gøre ved rampen. Rampen, de taler om, er en række palæstinensiske forretninger, der ligger lige uden for Avraham Avinu kvarteret. De blev brændt af efter drabet på Shalhevet af de jødiske bosættere.
Og nu er nogle af stedets bosættere i færd med at reparere forretningerne på rampen. De israelske soldater på stedet siger, at der ikke vil blive bygget noget som helst på stedet. Trods det holder der en varevogn med byggematerialer, og adskillige kinesiske gæstearbejdere har travlt med at arbejde inde i de afbrændte forretninger. Det ser ud til, at bosætterne i Hebron fortsætter med at udvide og skabe deres egen virkelighed for næsen af 120.000 palæstinensere og den israelske regerings accept af Mitchell-rapporten, der kræver total fastfrysning af alt byggeri i de jødiske bosættelser.