Kort nyt

Odin Teatret på turné

Det navnkundige teater fra Holstebro opfører i disse dage sin nyeste ensembleforestilling, Det kroniske liv, på den internationale teaterfestival i Porsgrunn i Norge. I sidste måned blev stykket opført på Festival de Otoño i Madrid, hvor Odin Teatret var hovednavn med Peter Brook og Théâtre des Bouffes du Nord og Simon McBurney og hans Company Complicite. Snart vender Odin Teatret hjem for at lægge sidste hånd på før-åbningsarrangementet den 22. juli af Spejdernes Lejr 2012 i Holstebro for 35.000 spejdere. Det kroniske liv kommer i øvrigt til København 18. september-7. oktober.

Teater for de små

På Marionetteatret, det traditionsrige teater for de små i Kongens Have i København, vises denne sommer to forestillinger. I Helten i køleskabet følger vi en lille rund dreng, som slet ikke kan følge med de andre børn, hverken i skolegården eller i gymnastiksalen. Men efter mange drillerier sker en dag noget uventet. I den anden forestilling, Hvem tar skraldet, er vi på R. Ottesens Genbrugsplads hvor en lunefuld chef hundser med sine to medarbejdere. Helten i Køleskabet vises til den 15. juli, og fra den 17. juli til den 31. august kan man se Hvem tar skraldet. Forestillingerne er gratis.

Ny forstander for Balletskolen

Kongelig solodanser Thomas Lund danser af lørdag den 29. september efter 19 år som danser ved Den Kongelige Ballet, fordi han fra sæsonen 2012/2013 skal være forstander for Det Kongelige Teaters Balletskole i København. Thomas Lund afløser Niels Balle, der har været forstander for Det Kongelige Teaters Balletskole i København siden 2006.