Kort nyt

Efterlyste fanger er vendt tilbage i Randers

De tre mænd, som søndag aften stak af fra psykiatrisk afdeling i Randers, meldte sig i går eftermiddag på afdelingen igen, meddeler Østjyllands Politi. /ritzau/

Nødhjælp til fordrevne syrere

Dansk Flygtningehjælp udvider sit hjælpearbejde i Syrien med omkring seks millioner kroner. Pengene, som kommer fra FN, EU og Danida, skal give fordrevne i hovedstaden Damaskus og Deraa i den sydlige del af landet nødhjælp og husly. En af de vigtigste udfordringer lige nu er at skaffe nødhjælp og tag over hovedet til de mange fordrevne, og med de nye donormidler kan vi udvide arbejdet med at løse den opgave, siger leder af Dansk Flygtningehjælps internationale afdeling Ann Mary Olsen. /ritzau/

Lidt færre må forlade hus og hjem

Juli bragte en anelse færre tvangsauktioner end måneden før. Korrigeret for normale sæsonudsving blev der registreret 443 tvangsauktioner mod 451 i juni, oplyser Danmarks Statistik. Det seneste halvår er det sæsonkorrigerede antal tvangsauktioner svinget mellem 397 og 486 med et gennemsnit på 443. Siden man begyndte at lave statistik i 1979, er 2006 året med det laveste gennemsnit på 103 om måneden. Det højeste antal tvangsauktioner bød 1990 på med gennemsnitligt 1695 om måneden. I år ligger det sæsonkorrigerede gennemsnit indtil nu på 438 tvangsauktioner månedligt. /ritzau/

S-togsdrift ventes normal sådan da

Københavns Kommune forventer at blive færdige natten til i dag med at trække de nødvendige kørestrømsledninger til S-banen på i hvert fald det ene S-togsspor i forbindelse med anlæggelsen af Nordhavnsvejs tunnel. Dermed vil pendlere mellem Hellerup og Svanemøllen igen kunne komme med S-tog her til morgen som minimum med 20 minutters drift. Det var ventet, at S-togene ville køre normalt fra i går morges, men Banedanmark kunne ikke åbne strækningen. Det skyldtes, at det ikke var lykkedes Nordhavnsprojektet at blive færdige med arbejdet som planlagt. /ritzau/

Rekordmange turister til København

Der er stadig massevis af turister, der ønsker at se den danske hovedstad. For turismen i København er steget med over 12 procent om året de seneste to år. Så høje vækstrater er aldrig før set i hovedstaden, siden man begyndte at måle turismen i 1985, skriver Politiken. Strømmen af gæster placerer samtidig København helt i toppen over europæiske storbyer, som har mest vokseværk i turismen, viser tal fra Danmarks Statistik og en rapport fra organisationen European City Marketing (ECM), som er de europæiske storbyers turismesammenslutning.