”Midt i det uperfekte liv er Gud hos os med sin fred”

Ordene sank ind i mig, og jeg mærkede en dyb fred. Ikke fordi jeg skubbede det uperfekte og svære til side. Men fordi jeg mærkede, at Gud omsluttede det med sin kærlighed, skriver journalist Malene Fenger-Grøndahl

Når virkeligheden ikke helt står mål med vore forventninger - kan vi så alligevel finde den indre fred her op til den stundende højtid? Journalist Malene Fenger-Grøndahl mener, at megen fred udspringer af tillid til Gud.
Når virkeligheden ikke helt står mål med vore forventninger - kan vi så alligevel finde den indre fred her op til den stundende højtid? Journalist Malene Fenger-Grøndahl mener, at megen fred udspringer af tillid til Gud.

"Mange af jer skal sikkert hjem og fejre jul sammen med mennesker, I holder af. Men nogle af jer skal holde jul i familier, hvor alt ikke er, som I ville ønske. Nogle er blevet skilt, andre er i tvivl, om ægteskabet holder. Der er familier, som er bragt sammen på kryds og tværs og ikke lever op til idealet, hverken kirkens eller samfundets. Så kan det være svært at mærke julefreden."

Jeg husker ikke ordene præcist, men de faldt omtrent sådan, da jeg for et par år siden var til messe lillejuleaftensdag. På bænkene omkring mig sad mennesker i alle aldre. Nogle udstrålede glæde, andre så bekymrede og plagede ud. Selv var jeg opfyldt af glæde over julen, men også af sorg over at min familie ikke kunne samles og dele juleglæden. Konflikter mellem generationer og en skilsmisse satte præg på min familie og betød, at ikke alle kunne fejre julen sammen.

Vi har alle vores at slås med

Blandt nogle af de kirkegængere, jeg kendte godt, fik jeg øje på mennesker, som led under sygdom og familiekonflikter.

Præsten fortsatte: ”Husk på, at Gud lod sig føde i verden midt i kaos. Han kom tilmed ind i en familie, som langtfra var perfekt. Målt ud fra datidens normer var den hellige familie ikke perfekt, for Josef var ikke barnets far. Da Maria fortalte ham om barnet, var han tilmed tæt på at stikke af. Han var bange og tvivlede.

Sådan kan vi også opleve perioder, hvor vi har lyst til at stikke af og ikke lever op til det, vi gerne vil. Men netop der - midt i det uperfekte liv - er Gud hos os med sin fred. Vi skal blot tage imod ham, lade ham fødes i os.”

Ordene sank ind i mig, og jeg mærkede en dyb fred. Ikke fordi jeg skubbede det uperfekte og svære til side. Men fordi jeg mærkede, at Gud omsluttede det med sin kærlighed. Jeg kiggede mig omkring og så glæde og fred i mange af de øjne, jeg mødte.

En personlig genkaldelse af fred

Og jeg huskede, hvordan jeg flere år tidligere var gået ud af Fødselskirken i Betlehem med samme fornemmelse af glæde midt i en verden præget af kaos.

Det var juleferie, og jeg var med min ældste datter på dengang 4-5 år på rejse i Israel og Palæstina for at se de steder, hvor Jesus var født, havde levet og var død. Vi vandrede korsvejen, vi var på Golgata, og vi besøgte Betlehem, hvor vi boede hos birgittiner-nonner i deres gæstehus midt i byen.

Konflikten mellem israelere og palæstinensere var intens, og vi måtte igennem flere checkpoints på vejen til Betlehem. Undervejs forsøgte jeg at svare på min datters spørgsmål om, hvorfor mennesker her levede adskilt af mure, hegn og pigtråd, hvorfor de skød på hinanden og sprængte bomber.

En tidlig morgen, inden Fødselskirken blev åbnet for besøgende, inviterede en af nonnerne - en ganske ung kvinde - os med til morgenmesse i krypten under kirken. Messen var præget af en ubeskrivelig stemning af fred. Og den varede ved, da vi gik gennem byen mod klostret.

Undervejs legede den unge nonne tagfat med min datter, og jeg tænkte et øjeblik, at hun levede så isoleret i klostret, at hun ikke for alvor forholdt sig til den alvorlige politiske situation.

Men da hun på turen hjemad hilste på både kristne og muslimer og senere fortalte mig om konflikterne, der prægede livet i byen, forstod jeg, at hendes glæde ikke udsprang af naivitet eller uvidenhed, men af den fred, der kommer af dyb tillid til Gud, og som derfor ikke bliver slidt ned af nok så meget uperfekt liv.

Malene Fenger-Grøndahl er katolik, journalist og panelist ved kristendom.dk.