It was on a dreary night of November that I beheld the accomplishments of my toils. With an anxiety that almost amounted to agony, I collected the instruments of life around me, that I might infuse a spark of being into the lifeless thing that lay at my feet.

Den romanfigur, der her på det smukkeste dannede engelsk beskriver den frygtelige novembernat, hvor regnen trommer på ruderne, og lysene næsten er brændt ud, da han med en ængstelse grænsende til pine samler ”livets instrumenter” i håb om at kunne tilføre et livløst væsen en ”gnist af eksistens”, bærer navnet Victor Frankenstein.

I den virkelighed, som ligger bag romanen, var det ikke november, men juni. Året var 1816, og trods årstiden var vejret dunkelt og gyseligt, for et udbrud fra den indonesiske vulkan Tambora året før havde ført til, at sommeren udeblev over det meste af kloden.

Det berettes, at i alt fem unge, belæste og kunstneriske briter en mørk og stormfuld aften samledes i huset Villa Diodati ved Genève-søen i Schweiz og aftalte, at de, som en art dannet selskabsleg, hver især skulle prøve at skabe en uhyggelig fortælling.

Huset var lejet af digteren Lord Byron. Han og hans ven Percy Bysshe Shelley var de mest anerkendte skribenter af de fem. Men de var mere poeter end historiefortællere, og deres interesse flyttede snart andre steder hen. Heller ikke Claire Clairmont, Lord Byrons elskerinde, fik skrevet noget mindeværdigt. Lægen John Polidori skabte en vampyrhistorie, hvis hovedperson – den lige så forførende og charmerende som farlige og blodsugende aristokrat – var inspireret af Lord Byron. Polidoris historie udkom senere med titlen ”Vampyren” og leverede inspiration til Bram Stokers roman ”Dracula” fra 1897.

Den mest vellykkede uhyggelige fortælling fra Villa Diodati var dog ubetinget den, som Claire Clairmonts halvsøster og Shelleys senere hustru, Mary Wollstonecraft Godwin, fandt på. Med sin historie om en ung mand, som skaber liv, bliver forfærdet over det, forlader sit eget skaberværk, mister kontrollen og går til grunde, lykkedes det den kvikke og særdeles belæste 18-årige pige at skabe en fortælling med en overordentlig kraftig ”gnist af eksistens”.

Gnisten var så kraftig, at ”Frankenstein” i dag ikke kun er titlen på en roman, hvis første udgave udkom i London den 11. marts 1818 og siden er udgivet igen og igen og omsat til en endeløs række af teaterstykker, film og tegneserier. Den lille historie skabte helt nye litterære genrer, og Frankenstein og hans navnløse monster er siden blevet to figurer, som alle mennesker i vores kultur kender til, selv hvis de hverken har læst bogen eller set en af filmene. Frankenstein er samtidig som sprogligt begreb blevet synonym med videnskab og anden foretagsomhed, der går til og langt over grænsen for menneskelig etik.

Derfor er det ikke kun alverdens litterater med hang til det gyselige, der i år markerer bogens 200-årsfødselsdag. På det amerikanske Arizona State Universitet har man for eksempel iværksat det storstilede Frankenstein Bicentennial Project, som især fokuserer på etik inden for videnskab og teknologi og blandt andet omfatter udgivelsen af en særlig udgave af bogen, hvor fiktionsteksten er ledsaget af grundige, videnskabsetiske kommentarer henvendt til ”forskere, ingeniører og skabere af enhver art”.

At det skulle komme så vidt, var selvfølgelig umuligt at forudse den mørke, stormfulde aften. Men et stykke hen ad vejen havde den unge Mary og det poetiske selskab i Villa Diodati en ængsteligt-spændt forudanelse af, at her var fundet nogle virksomme ”livets instrumenter”, som var værd at arbejde videre med.

Mary, som allerede senere på året hjemme i England giftede sig til efternavnet Shelley, gik i gang med at skrive sin historie ned som romanmanuskript, fik sin berømte ægtemand til at skrive introduktionen – men udelod beskedent sit eget navn på bogens omslag – hvorefter ”frugten af hendes anstrengelser” for præcis 200 år siden lå klar fra trykkeriet med titlen ”Frankenstein eller den moderne Prometheus”.

I do know that for the sympathy of one living being, I would make peace with all. I have love in me the likes of which you can scarcely imagine and rage the likes of which you would not believe. If I cannot satisfy the one, I will indulge the other.

Her er det ikke Victor Frankenstein – den unge student, der forlader sine medicinske eller kemiske universitetsstudier i den sydtyske by Ingolstadt for i ensomhed at forfølge drømmen om at skabe liv – der taler. Det er derimod det væsen, som det lykkes ham at frembringe. Monsteret.

I forhold til senere tiders fremstillinger af monsteret vil det måske overraske, at det oprindelige monster på et formfuldendt, velartikuleret engelsk fortæller, at kunne han blot få ét levende væsens sympati, ville han holde fred med alle. For han rummer både ”en kærlighed, hvis lige er svær at forestille sig” og ”et raseri, hvis lige ikke er til at tro på”. Kan det første ikke blive tilfredsstillet, vil han give sig hen til det andet.

”Mary Shelley skriver ikke ret meget om, hvordan Frankenstein giver monsteret liv, eller hvordan monsteret ser ud. Det overlader hun klogt til læserens forestillingsevne. Men hun beskriver processen som noget, der ligger et sted mellem kemi og alkymi, og monsteret som et meget menneskeligt og meget veltalende væsen, der med citater fra John Miltons ’Det tabte paradis’ reflekterer over sin egen position som udstødt af paradis og opgivet af sin skaber. Det er korrekt, at monsteret ender med at gøre monstrøse ting, men først efter at være blevet forladt,” siger Laura Søvsø Thomasen, mag.art. og ph.d. i litteraturhistorie, der blandt andet har undersøgt den udvikling, figurerne Frankenstein og monsteret har gennemgået fra det litterære forlæg til de mest berømte filmatiseringer.

”Spørgsmålet har hele tiden været, hvem af de to der er den mest skræmmende. Vi tror, det er monsteret, men jeg mener, at historien oprindeligt er tænkt sådan, at det er konsekvenserne af, at Frankenstein forlader monsteret, der er det skræmmende. Det er grundlæggende en historie om et menneske, der vil lege Gud og selv skabe liv, men som svigter, da han indser, at det, han har skabt, ikke er perfekt. Det rejser nogle interessante spørgsmål om, hvor langt et menneske skal og vil gå for at skabe, hvad det tror, er smukt, også selvom det markerer et opgør mod Gud og den herskende samfundsorden,” forklarer hun.

Laura Søvsø Thomasen anser ikke Mary Shelleys Frankenstein og monster så endimensionelt som den gale videnskabsmand og det skræmmende misfoster, som populærkulturen efterhånden transformerede de to figurer til. Og hun tilføjer, at måske er historien især et billede på kunstnerisk skaben med Frankenstein som kunsteren og monsteret som hans værk.

“Man,” I cried, ”how ignorant art thou in thy pride of wisdom!”

”Menneske, hvor er du uvidende i stoltheden over din visdom,” siger skabningen på et tidspunkt til sin skaber.

Med bogens undertitel henviser Mary Shelley direkte til den græske myte om Prometheus, som stjal ilden fra guderne og for det blev straffet i al evighed. Men den romerske digter Ovid har også en Prometheus-fortælling, hvor hovedpersonen skaber et levende væsen af ler – ligesom den mystiske Golem-figur, som optræder i jødisk fortælletradition og går flere århundreder tilbage. Og Percy Bysshe Shelley udgav i 1820 det lyriske drama ”Prometheus Unbound”, hvor hovedpersonen gør sig fri af guderne.

Måske er det grundlæggende filosofiske spørgsmål, om det tilkommer mennesket at gøre sig fri af det, som opfattes som en gudindstiftet orden. Og her mener Laura Søvsø Thomasen, at værket nok kan læses som en fortælling om, at menneskets store svaghed er dets uvidende indbildsked. Om et hovmod, der står for fald. Men ikke nødvendigvis med en moralsk løftet pegefinger om, at mennesket derfor helt skal afholde sig fra videnskabelig eller kunstnerisk skaben. Det er et værk, der stiller filosofiske og etiske spørgsmål. Ikke et, der fælder klare domme.

Tilsvarende var det med en anden – meget beslægtet – fortælling i datiden, ”Faust”, som fortæller om alkymisten doktor Faust, der sælger sin sjæl til djævelen for at stille sin livs- og kundskabstørst. I sin oprindelige folkeudgave er historien entydigt fordømmende over for Faust, men den tyske digter Goethes værk ”Faust – der Tragödie erster Teil” fra 1808 er langt mere tvetydigt.

Rikke Schubart er lektor, ph.d. i medievidenskab ved Syddansk Universitet, forsker i gysergenren og har blandt andet udgivet bogen ”I lyst og død – fra Frankenstein til splatterfilm”. Hun betegner ”Frankenstein” som ”genremæssigt set en kernetekst”. Hun peger på, at der er forskere, der betegner den som det første science fiction-værk i litteraturhistorien, og selvom bogen naturligvis ikke er den første uhyggelige historie, der er udtænkt, flyttede den gysergenren et helt andet sted hen, end den havde været før.

”Indtil da havde gyserfortællingen som genre altid fundet det uhyggelige i den overnaturlige, magiske eller religiøse forestillingsverden. Historierne byggede traditionelt på, at man vitterligt langt op i 1600-tallet og 1700-tallet troede, at der fandtes væsener som dæmoner. Da ’Frankenstein’ bliver skrevet, i romantikken, er man i færd med at omdanne de overnaturlige, mørke fortællinger til en litterær genre, den gotiske fortælling. Men hos Mary Shelley er det ikke trolddom og magi, men videnskaben, som anvendes til at lave noget fantastisk,” forklarer hun.

Rikke Schubart peger på, at det nye, som ”Frankenstein” introducerer i genren, er det såkaldte overreacher plot. En person søger efter at overskride grænserne til en skjult, forbandet eller forbudt indsigt. Det lykkes, men selvom det ikke var tilsigtet, slipper det kræfter løs, som er stærke, onde eller i hvert fald ukontrollerbare, så de bliver en trussel og typisk hovedpersonens undergang. Denne type plot kendetegner også for eksempel Robert Louis Stevensons ”Dr. Jekyll og Mr. Hyde” fra 1886.

Og hun tilføjer, at mens gyserfortællinger – og romangenren som helhed – i 1818 blev betragtet som meget mindre fint og dannet end digte og filosofiske essays, så blev bogens omdømme løftet af den yderst dannede Mary Shelley – som kendte alle klassikerne, læste 200 bøger om året og helt bogstaveligt var gift ind i den allerfineste poesi.

”’Frankenstein’ er måske ikke i sig selv et finlitterært værk, men det har en forfatter, som færdedes i de finlitterære kredse. Det er i øvrigt en meget velskrevet roman, som dels rummer en enkel, god fortælling, dels mange begavede etiske og filosofiske reflektioner om liv og død, og hvor grænserne går for den menneskelige adfærd. Havde forfatteren været en anden, havde historien måske bare cirkuleret lidt i nogle bestemte kredse. Men Mary Shelley havde både kilderne, evnerne, omgangskredsen og fantasien til at skabe en historie, der skulle få stor betydning,” siger Rikke Schubart.

It’s alive! It’s alive! It’s alive!

Hvis ovenstående citat – ”Den lever”, gentaget om og om igen af den manisk råbende og grinende videnskabsmand i den hvide kittel – forekommer at ligge i et andet stil-leje end de foregående engelske citater, så har det en naturlig forklaring. Efter at Frankenstein og hans skurkagtigt udseende assistent Fritz har ledt elektriciteten fra et lynnedslag igennem en død krop, er miraklet sket, og med vanviddet lysende i øjnene udtaler videnskabsmanden:

”Min Gud! Nu ved jeg, hvordan det føles at være Gud!”.

Forklaringen er, at Mary Shelleys roman fra 1818 hverken indeholder en mystisk assistent, en hvid kittel, et industrielt udseende laboratorium eller de pågældende citater. Alt det stammer fra James Whales film ”Frankenstein” fra 1931 med Boris Karloff i rollen som monsteret. Det er fortsat den mest berømte filmversion, og dens berømmelse har overskygget romanen, som den mildt sagt ikke er nogen særligt tro gengivelse af.

”De første illustrationer til bogen afbilder monsteret som et smukt væsen, der minder om en klassisk græsk statue. Men allerede i de tidlige teateropsætninger af historien begynder man at spille på, at monsterets fremtoning i sig selv skal vække gru, og med Boris Karloffs udgave går det helt galt,” siger Laura Søvsø Thomasen.

Hvis ”Frankenstein” i de første cirka 100 år var en begavet roman, der blandede en skræmmende handling med dyb reflektion, så gik der i de efterfølgende 100 år mere overfladisk gys og tegneserie i historien. Allerede i en stumfilm fra 1910 lignede monsteret et fugleskræmsel, og i langt hovedparten af den enorme mængde senere populærkulturelle Frankenstein-historier er monsteret mere præget af stupid ondskab end af at have læst John Miltons smukke blankvers fra 1600-tallet om ”Det tabte paradis”.

Litteraturforskeren tilføjer, at ikke kun fremstillingen af personerne og sproget, men hele plottet og værkets budskab i filmudgaverne er ændret til ukendelighed.

”Hvis det er en historie om, at mennesket ikke skal være så bange for det, det skaber, at det svigter det og vender det ryggen, så er budskabet siden vendt helt på hovedet. Det billede af videnskabsmanden som én, vi andre skal nære mistro over for, som i dag fremmanes, når man for eksempel bruger Frankenstein-metaforen om genmanipulerede fødevarer, bygger på filmen,” siger hun.

Samtidig konstaterer Laura Søvsø Thomasen, at hver tidsperiode kan bruge Frankenstein-fortællingen på sin måde. I romantikken handlede det om en begavet modstilling mellem menneskets og Guds skaberkraft. I industrialiseringens epoke var det en fortælling om elektricitet, kraft og maskiner, der løb ud af kontrol. I 1994 skabte Kenneth Branagh en filmudgave med sig selv i rollen som Frankenstein og Robert De Niro som monsteret. Titlen ”Mary Shelley’s Frankenstein” lagde op til, at nu blev historien ført tilbage til sit udgangspunkt, men det var en sandhed med modifikationer.

”Denne filmudgave skulle være mere tro mod bogen, og Robert De Niros monster er da også mere menneskeligt end Boris Karloffs. Men nu er elektriciteten erstattet af, at der ved monsterets skabelse er store kar med fostervæske, og en stor mistro til videnskaben er også til stede i dette værk. Nu er det blot 1990’ernes angst for biologiske fænomener som genmanipulation og kloning, der slår igennem,” forklarer Laura Søvsø Thomasen.

Frankensteins afsmitning i populærkulturen begrænser sig ikke kun til de talrige mindre vellykkede og slet ikke vellykkede filmatiseringer, dramatiseringer og parodier, der er lavet, som direkte refererer til navnet. Motivet indgår for eksempel også i film som Ridley Scotts ”Blade Runner” fra 1982 med de meget menneskelignende robotter, replikanterne, og James Camerons ”Terminator” fra 1984, hvor maskinerne tager magten fra menneskene.

”Hvis temaet i 1990’erne var kloning og genmanipulation, så er der i nutiden et stærkt fokus på kunstig intelligens, når der skabes fortællinger om videnskaben, der løber løbsk, fordi den ikke bliver holdt i tøjlerne. Og det kan man ikke kun se på film, men også i virkeligheden, når det kunstige menneske Sophia betragtes som så menneskelignende, at det for nylig er blevet tildelt statsborgerskab i Saudi-Arabien,” siger hun.

Meget har forandret sig, siden Frankenstein og hans monster fik den første ”gnist af eksistens” for 200 år siden. Ikke mindst det konkrete handlingsforløb. Men om de centrale figurer, tematikken, gruen, fascinationen og lysten til at omsætte dette til stadig nye fortællinger, er der kun ét at sige:

”Den lever! Den lever! Den lever!”

---