I 1960'ernes raceadskilte sydstater kom sorte så let som ingenting på den forkerte side af loven

Elwood Curtis vokser op i 1960’ernes raceadskilte sydstater. Han er fast besluttet på at blive til noget, men pludselig ødelægges hans mulighed for at komme på college, og han anbringes på en opdragelsesanstalt for "drenge på afveje", alt i mens han forsøger at fastholde i Dr. Kings næstekærlige idealer. Læs et ddrag fra bogen "Drengene fra Nickel" her

"Elwood kunne se det hele for sig: Hvordan slaverne fra Afrika var blevet udnyttet og forfulgt af de hvides syndige slavesystem, hvordan de sorte blev holdt nede og ydmyget af racelovene, og endelig, det lysende billede af det, der skulle komme,
når alle de steder, der var lukket for folk af hans race, blev åbnet for dem." - Colson Whitehead
"Elwood kunne se det hele for sig: Hvordan slaverne fra Afrika var blevet udnyttet og forfulgt af de hvides syndige slavesystem, hvordan de sorte blev holdt nede og ydmyget af racelovene, og endelig, det lysende billede af det, der skulle komme, når alle de steder, der var lukket for folk af hans race, blev åbnet for dem." - Colson Whitehead. Foto: Carlo Allegri/Reuters/Ritzau Scanpix.

Følgende boguddrag er fra s. 18-19 i "Drengene fra Nickel"

Julemorgen 1962 fik Elwood den bedste gave, han havde fået i hele sit liv, selv om de tanker, den fyldte hans hoved med, også blev hans ulykke. Martin Luther King at Zion Hill var den eneste grammofonplade, han ejede, og den forlod aldrig pladespilleren. Hans mormor, Harriet, havde et par gospelplader, som hun kun lagde på, når verden havde fundet en ny måde at gøre hende livet surt på, og hun havde forbudt Elwood at høre motown eller den slags popmusik på grund af deres umoralske tekster. De andre gaver det år havde været bløde pakker – en ny, rød sweater og sokker – og dem gik han da også med, til de var slidt op, men intet holdt til så langvarig og flittig brug som den plade. Hver eneste ridse, den fik i løbet af de måneder, markerede et nyt trin på hans oplysningsvej, gemte og lagrede de gange, han nåede frem til nye indsigter fra pastorens ord. Den skrattende sandhed.

De havde ikke fjernsyn, men dr. Kings taler udgjorde så levende en fortælling – om alt det, de sorte havde været, og alt det, de skulle blive til – så den plade kunne være næsten lige så god som et fjernsyn. Måske endda bedre, mere storslået, som det kæmpe filmlærred, de havde hos Davis Drive-In, hvor han havde været to gange. Elwood kunne se det hele for sig: Hvordan slaverne fra Afrika var blevet udnyttet og forfulgt af de hvides syndige slavesystem, hvordan de sorte blev holdt nede og ydmyget af racelovene, og endelig, det lysende billede af det, der skulle komme, når alle de steder, der var lukket for folk af hans race, blev åbnet for dem.

Talerne var blevet optaget alle mulige steder, i Detroit, i Charlotte og i Montgomery, og på den måde forbandt de ham til borgerretskampen over hele landet. En af talerne havde fået ham til at føle sig som et medlem af familien King. Alle børn kendte Fun Town, hvad enten de selv havde været der eller misundt en, der havde. I tredje skæring på A-siden fortalte dr. King om, hvor meget hans datter drømte om at få lov til at komme en tur i forlystelsesparken på Stewart Avenue i Atlanta. Yolanda tiggede og plagede sine forældre om det, hver gang hun fik øje på det store skilt ude fra landevejen, eller når der kom reklamer for parken i fjernsynet. Og dr. King blev med sin dæmpede, sørgmodige, dybe stemme nødt til at forklare hende, hvordan systemet med raceadskillelse var sat i verden for at holde farvede drenge og piger ude på den anden side af hegnet. Forklare, hvordan nogle hvide – ikke alle hvide, men nok hvide – havde lært at tænke så forkert, og hvordan det blev både sandt og meningsfuldt for dem. Han rådede sin datter til at stå imod fristelsen til at blive hadefuld og bitter og forsikrede hende om, at “Selv om du ikke har lov til at komme ind i Fun Town, så vil jeg have, at du skal vide, at du er nøjagtig lige så meget værd, som hver eneste af dem, der gerne må komme derind.”

Det var Elwood også – nøjagtig lige så meget værd – som han sad der tre hundrede og halvtreds kilometer syd for Atlanta i Tallahassee. Han havde somme tider set reklamerne for Fun Town, når han var på besøg hos sine fætre og kusiner i Georgia. Halsbrækkende forlystelser og glad musik, oprømte, hvide børn i kø foran Wild Mouse-rutsjebanen og Dick’s Minigolf. Set dem spænde sig fast i Atomraketten før turen til månen. En pletfri karakterbog gav gratis adgang, sagde de i reklamen, hvis ens lærer stemplede den med et rødt mærke. Elwood fik topkarakterer i det hele og gemte alle sine karakterbøger som bevis til den dag, Fun Town blev åben for alle Guds børn, som dr. King havde lovet. “Jeg kan komme gratis ind hver dag i en hel måned,” betroede han sin mormor nede fra tæppet i stuen, hvor han lå og fulgte det nedslidte mønster med tommelfingeren.

Harriet havde reddet tæppet fra smøgen bag Richmond Hotel efter den seneste renovering. Skuffedariet inde på hendes værelse, det lille natbord ved siden af Elwoods seng og tre lamper var også noget, hotellet havde smidt ud. Harriet havde arbejdet på hotellet, siden hun var fjorten, hvor hun var begyndt at gøre rent sammen med sin mor. Da Elwood kom på high school, havde hoteldirektøren, mr. Parker, lovet at ansætte ham som piccolo, så snart han var klar til det; han kunne godt bruge en klog dreng som Elwood, og den hvide mand var blevet skuffet, da drengen begyndte at arbejde i Marconi’s Tobacco & Cigars. Men mr. Parker havde altid behandlet familien godt, selv efter at han var blevet nødt til at fyre Elwoods mor for at stjæle. Elwood kunne godt lide Richmond Hotel, og han kunne også godt lide mr. Parker, men at skulle være fjerde generation på hotellets lønningsliste gjorde ham utilpas på en måde, han havde svært ved at beskrive. Selv før det med leksikonet skete. Da han var yngre, plejede han at sidde på en trækasse i hotellets køkken efter skole og læse tegneserier og Hardy-drengene, mens hans mormor skrubbede og gjorde rent ovenpå. Med begge hans forældre ude af billedet, foretrak hun at have sit niårige barnebarn i nærheden, så han ikke skulle være alene hjemme. Hver gang hun så Elwood sammen med mændene i køkkenet, tænkte hun, at de eftermiddage godt kunne regnes med som en slags skolegang, at det var godt for ham at omgås mænd. Kokkene og tjenerne betragtede drengen som en slags maskot; de legede skjul med ham og fyldte ham med tvivlsom viden om forskellige emner: Hvordan de hvide tænkte, hvordan man behandlede en glædespige, de bedste steder at gemme penge i et hus. For det meste forstod han ikke så meget af det, mændene snakkede om, men han nikkede indforstået, før han vendte tilbage til sine eventyrserier.