MIKKEL: Når man for eksempel kigger ud ad vinduet i dag, er det jo vidunderligt. Solen skinner, og fuglene fløjter. Det er da livsmodsgivende, bare det at se på et træ eller fortabe sig i musikken eller kunsten. Der er nogle ting, som kan give den følelse af, at sjælen bliver tanket op, mens andre ting mere hører til de overfladiske glæder. Det er rart at kigge på ens bankkonto, hvis den giver overskud, men det er nok ikke noget, der giver mig livsmod. Det giver mig måske en tryghed for, at jeg ikke havner i Ribers. Det lyder jo indlysende og banalt, men alligevel er der så mange, der hæfter sig mere ved det med pengene end det med livsglæden.
BODIL: Ja, det handler måske om at forbinde sig til det evige. Pengene forsvinder jo igen på bankkontoen ligesom alt andet, vi kan gå og regne ud. Det er jagen efter vind at ville bygge livet kun på det. Pludselig kommer der alligevel en finanskrise eller en coronakrise og tømmer vores pensionsopsparing. Pludselig kan man miste det hele. Der er nogle kræfter
, som bor i en, og som forbinder os til evigheden, og man bliver dybt berørt deraf. De kræfter er det værd at tære på og lede efter. Især hvis man har det som i sangen Ind under jul, hvor er det trist, hvor der i første strofe står: ”Ind under jul, hvor er det trist, snefog og kulde og korte dage, sindet bøjer sig ned til sidst, véd ikke, hvor det skal modet tage. Mindre og mindre af dag det lyser, hjertet i kulde og mishåb gyser, kommer ej jul?” Altså, kommer det ikke snart? Det, der skal til, for at jeg ikke uddør. Men så kommer håbet i fuldstændig uventet form. Gud lader sig føde som menneske, som et lillebitte barn. Man behøver ikke være kristen, man skal bare høre historien. At der fødes et barn. Kristus vokser op og kan sådan set ingenting. Han er ikke uddannet, han har ingen bankkonto, han har ikke noget at give. Ud over sin kærlighed som et barn, der lægger sig i sin mors arme.
MIKKEL: Det er magtesløst.
BODIL: Ja, men det er også dér, vi skal hente kræfterne. Ved juletid holder jeg af at høre Bachs juleoratorium, Jesus bleibet meine Freude. Det er, som om man bliver fyldt af det håb, som musikken er skrevet ind i, historien om Jesu fødsel, og som har inspireret de største historiefortællere. H.C. Andersen – og Selma Lagerlöf, som også trækker sine små geniale Kristuslegender ud af samme historie.
MIKKEL: Det er jo mærkeligt, at noget, der for dig og mig er det ultimativt mest håbsgivende i verden, kommer til verden på en så tilsyneladende hjælpeløs måde. For mig er der på en måde også en vej til selvforglemmelse i det. Jeg kommer til at vende blikket ud mod andre.
BODIL: Min far talte tit om, at man har en forpligtethed, som jeg ikke engang ved, om er et rigtigt ord, men jeg kan godt lide det. Han havde en forpligtethed. For eksempel over for min mor, som han passede i alle de ti år, hun var dement. Og han sagde altid, at det ikke var en pligt. Han sagde: ”Tilfældet accepterer vi bare. At jeg mødte mor, det var jo fantastisk.” Der var flere, som sagde til ham: ”Ej, Frede, lad hende bare sidde! Hun opdager ikke, om du er der eller ej.” Men min far sagde altid: ”Jo, det kan I tro, hun gør.” Han var stærkt overbevist om, at det gjorde hun. Han blev også spurgt, om han ikke skulle med på tur til Provence med gamle lærerkolleger, men det ville han ikke. Han ville følge mor det sidste stykke vej. Og for ham var genkendelsens glæde, når hun så ham, vigtigere end at se nye steder. Nogle gange kom han til København og besøgte os, men efter et par dage skulle han hjem til mor, og hun genkendte ham og sagde: ”Nå, der er du!”
MIKKEL: Ja, og det er nemlig en forpligtethed, som ligger i tilværelsen.
BODIL: Der er en stor fornøjelse i den forpligtethed. Det skal vi aldrig glemme. For det er det liv, vi har mellem mennesker. Og vi har i virkeligheden ikke nok i at være os selv nok. (…) men det er netop et udtryk for kærlighedens udadvendthed, at vi vil noget med hinanden.
MIKKEL: Jeg er mig selv, når jeg glemmer mig selv i kærligheden. Vi taler ikke om udslettelse af mig selv, men netop, at jeg kommer til mig selv i kærligheden, som ikke rummer en eller anden selvspejlende indadvendthed.
BODIL: En bog, jeg ofte læser i – og hver gang jeg læser bliver klogere af – hedder Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen, hvor Kierkegaard beskriver den uforfængelighed, som en lilje står på marken med. Den ved ikke, at den står der og er smuk, og den ved ikke, at den falder om en dag. Af den kan vi lære om tavshed, glæde og skønhed, siger han, for liljen spørger ikke utålmodigt, hvornår kommer foråret, hvornår får vi dog regn, hvornår solskin, eller nu regner det for meget, nu er heden for stærk. Den spørger ikke forud, hvorledes sommeren bliver, den tier og bier og går derfor, ifølge Kierkegaard, aldrig glip af øjeblikket, fordi den er tavs. Den skal være vores læremester udi tavshed, for kun ved at tie træffer man øjeblikket, hvor man kan fornemme Gud i naturen, og derfor skal du lære af fuglen og af liljen, tavshed. At du må lære at blive tavs for Gud.
MIKKEL: Jeg kan sagtens forestille mig nogle i en sjælesorgssamtale sige: ”Betyder det, at jeg skal sidde og kigge på et træ?” Så ville jeg svare: ”Ja, det ville da være en god begyndelse. Det synes jeg faktisk, du skal gøre. Sæt dig en halv time hver morgen og kig på et træ.”
BODIL: Det er en god øvelse, og så er der pludselig et egern og en fugl, der lander på træet.
MIKKEL: Ja, der er noget, jeg skal konfrontere mig med, som jeg kun kan gøre i stilheden. Stilheden har et rum, som gør, at jeg sanser noget, jeg ikke kan sanse i travlheden.
BODIL: Det er, som om livet pludselig bliver fyldt med små mirakler. Men man kan kun mærke den glæde, hvis man er til stede og er tavs. Alle ved, hvordan det er at vente som nummer 24 i køen. Men hvis man ikke når at opdage, at der står en foran, som har problemer med at samle noget op nede på gulvet, så er man slet ikke til stede. Så er man fortabt på en eller anden måde. Det er derfor, vi ikke skal betragte livet som en endeløs kø til noget, der kommer til at foregå engang, uden at lægge mærke til dem, der står lige foran og rummer en flig af det uendelige. For så kommer livet til at virke endeløst på en kvælende måde – livet får mening, når det endeløse bliver sat i forbindelse med det evige. En bankkonto kan hurtigt blive tom, men vi bliver for alvor rigere, når vi giver kærlighed til andre ved at være til stede for dem. Livsmod er også at være til stede i verden.