Storbritannien vil granske egen håndtering af coronakrise

Premierminister Boris Johnson varsler, at der næste forår iværksættes undersøgelse af håndteringen af corona.

En undersøgelse af Storbritanniens håndtering af coronakrisen kan få betydning for Boris Johnsons politiske fremtid.
En undersøgelse af Storbritanniens håndtering af coronakrisen kan få betydning for Boris Johnsons politiske fremtid. Foto: Alastair Grant/Ritzau Scanpix.

Storbritannien vil næste forår tage hul på en offentlig undersøgelse af landets håndtering af coronapandemien.

Det meddeler premierminister Boris Johnson.

Undersøgelsens nærmere udformning skal efter planen være på plads næste forår, og en formand skal være fundet, meddeler Johnson.

- Den her proces kommer til at undersøge landets handlinger med et mikroskop, forsikrer Johnson det britiske parlament.

Storbritannien har generelt været hårdt ramt af coronavirusudbruddet.

Landet har registreret næsten 128.000 coronarelaterede dødsfald, viser de seneste tal fra Johns Hopkins University. Det er femteflest af noget land i verden og det højeste antal i Europa.

Målt per 100.000 indbyggere er det 15.-flest globalt.

Storbritannien er samtidig dog også et af de lande, der er længst fremme med at vaccinere sin befolkning.

35,5 millioner briter - over halvdelen af befolkningen - har fået mindst ét vaccinestik. 18 millioner af dem har fået begge stik.

Resultatet af den varslede undersøgelse ventes at have afgørende betydning for Boris Johnsons politiske eftermæle. Det vil - afhængigt af tidspunktet for en endelig konklusion - også kunne påvirke det næste britiske valg.

Oppositionsleder Keir Starmer fra Labour-partiet siger onsdag, at han ikke forstår, hvorfor en undersøgelse ikke kan sættes i gang allerede i år.

/ritzau/Reuters