Abort er på ny blevet et eksplosivt emne, og Mette Frederiksen (S) har på sin Facebook-profil meddelt, at der i denne debat ikke er plads til nuancer. Enten er man for eller imod. Og statsministeren er så meget tilhænger, at hun faktisk ikke mener, spørgsmålet kan diskuteres. I Morgenavisen Jyllands-Posten kalder tidligere Venstreminister Birthe Rønn Hornbech den besked for ”et mundkurvsdekret”. Ja, Hornbech mener, at Frederiksens tankegang er af enevældig karakter:
”Det er ikke kun fostrene, der slås ihjel, statsministeren forsøger også at slå det frie ord ihjel.”
Under et spinkelt dække af frisind, åbenhed og idealisme røber statsministeren stor uforstand, mener Anna Libak. Weekendavisens redaktør trækker på egne erfaringer i kritikken af Frederiksen. Hun fortæller, hvordan hun blev ufrivilligt gravid på et tidspunkt, hvor der var krise i parforholdet. Der var kun én ting, som gjorde, at Libak afstod fra abort:
”Var det nu ikke, fordi min stærkt troende mor havde hamret ind i hovedet på mig fra barnsben, at abort er mord; jamen, så havde jeg da fået en abort.”
Derfor fødte den 24-årige Anna Libak en datter:
”Jeg overdriver ikke, når jeg siger, at min datter, der i dag er 27, og som jeg – ja – elsker over alt på jorden, skylder sin forstokkede bedstemor sit liv; og at jeg formodentlig skylder min mor både børn og et ægteskab, som jeg i dag er lykkelig for.”
Weekendavisens redaktør vil ikke forbyde abort, men maner til eftertanke. Især i Statsministeriet:
”Statsministeren har tidligere ment at vide, at ethvert dødsfald er en tragedie. Må jeg ikke tilføje, at enhver abort er en sorg. Så enten spiller statsministeren naiv. Eller også er hun naiv. Der er ingen mellemvej.”
Statens Museum for Kunst politiserer kunsten
Berlingskes chefredaktør har været på Statens Museum for Kunst. Den aktuelle udstilling med de to tyske ekspressionister Ernst Ludwig Kirchner og Emil Nolde er den konkrete anledning til besøget. Men Tom Jensen forlader museet i fortørnet og forarget stemning:
”Man skal pædagogisk opdrages på Statens Museum, og det på en måde, der ikke efterlader megen plads til at tænke selv. I stedet er der fuld plade i den identitetspolitiske bingohal.”
Sagen er den, at udstillingen af de to tyske kunstnere er ledsaget af en række forklaringer, hvor ”enhver refleksion [bliver] kværket i forforståelser, der truer med at suge al liv ud af værket”. En video meddeler således den besøgende, at han eller hun lever i en verden, der er lige så præget af racisme og imperialisme som det 19. århundrede.
Tom Jensen konkluderer, at kunsten politiseres på samme måde som under munkemarxisternes hærgen i 1970’erne. I dag handler det dog mere om at skamme sig over sin hvide hudfarve, og chefredaktøren noterer sig, at en af bidragyderne til udstillingen er professor Rikke Andreassen på RUC, som tilsyneladende har en ”forkærlighed for at skrive forskningsartikler om sperm og hvidhed”.
Udstillingen forener to af vor tids værste laster – akademisk snobbisme og identitetspolitisk humbug – og minder os om, at vi befinder os i en kulturkamp af stormstyrke, konstaterer Berlingskes chefredaktør.
Stram fremmedpolitik er nødvendig
Bogaktuelle Lars Olsen var med DSB forleden, beretter han i Morgenavisen Jyllands-Posten .
En indvandrer uden billet beskadigede togdøren, kaldte DSB’s medarbejder for en luder og udløste en gevaldig forsinkelse – og refleksioner over indvandringens mange problemer. Det har vist sig ”svært at omplante titusinder fra førmoderne kulturer, præget af patriarkalske normer og religiøs ortodoksi”, skriver Olsen.
Derfor er det nødvendigt med Socialdemokratiets stramme fremmedpolitik, der af to af erhvervslivets topfolk nyligt blev kritiseret i Morgenavisen Jyllands-Posten, men ”erhvervsspidserne kører nok også mere i Tesla end i tog. Ifølge medier, støttepartier og ’anstændige’ borgerlige kan vi tilsyneladende føre udlændingepolitik efter den gamle Rexona-reklame – ’Der er altid plads til én til’. Men det sker ikke, for dér er danskerne ikke, virkeligheden heller ikke”.
Det blev Lars Olsen mindet om på en togtur mellem Holbæk og København.
Ugens debat skrives på skift af tidligere højskoleforstander Jørgen Carlsen og sognepræst og anmelder på Kristeligt Dagblad Kristian Østergaard.