For et år siden talte Hongkong-aktivisten Joshua Wong ved Copenhagen Democracy Summit (CDS). Alt, hvad han sagde om den fremtidige udvikling, har siden holdt stik, og Wong sidder nu fængslet som politisk fange, uden at Vesten har haft midler til at imødegå denne udvikling. CDS, der blev afholdt igen i denne uge, kunne konstatere, at repressionen i både Kina og Rusland er taget voldsomt til det seneste år. Joshua Wong i Hongkong og Aleksej Navalnyj i Rusland er kendte fængslede, men der er mange, mange flere.
Demokratikonferencen CDS er et initiativ, initieret af tidligere statsminister og Nato-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen, og ikke et arrangement, der normalt påkalder sig verdens opmærksomhed. I år var det anderledes, da en af de virtuelle talere var Taiwans præsident, Tsai Ing-wen, og da også den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), talte, påkaldte det sig Kinas vrede. Det stilfærdige arrangement ved Ofeliaplads, hvor der serveres kølig hvidvin i pauserne, var pludseligt blevet til politisk aktivisme.
Demokratiet er i tilbagegang i verden. Der er flere autokratier end demokratier globalt set. Tidligere har det været omvendt, og særligt Kina og Rusland er i fokus. Rusland i forhold til Ukraine, Hviderusland, Georgien og med udenlandsk valgindblanding og misinformation. Kina blandet andet i forhold til Hongkong og Taiwan og ved i stigende grad at straffe demokratier både økonomisk og personligt. Det har blandt andre de danske parlamentarikere Uffe Elbæk (løsgænger) og Katarina Ammitzbøll (K) måttet sande, nu da regeringen i Hongkong er ved at undersøge mulighederne for at retsforfølge de to for deres medvirken til Hongkong-aktivisten Ted Huis besøg i Danmark i december 2020.
Kina forventes i 2028 at blive verdens største økonomi, og det 21. århundrede er allerede døbt det kinesiske århundrede. Bliver det også autokratiets århundrede?
De vestlige demokratier har i årevis vurderet både Kina og Rusland på forkerte præmisser og set på landene ud fra et moderniseringsperspektiv om, at når velstanden breder sig, vil befolkningerne også kræve og få mere demokrati og flere menneskerettigheder. Det er gået modsat. Ruslands præsident, Vladimir Putin, og Kinas præsident, Xi Jinping, har skruet uset op for repressionen og agerer aggressivt geopolitisk.
Under den kolde krig stod den globale kamp mellem den vestlige verden og kommunismen. Kommunismen tabte, fordi dets økonomiske system, planøkonomien, viste sig markedsøkonomien underlegen. I dag er markedsøkonomien globaliseret, men antagelsen om, at markedsøkonomi og demokrati hører naturligt sammen, er bristet.
Direktør Nico Jaspers fra konsulenthuset Latana præsenterede resultaterne fra dette års Democracy Perception Index om udviklingen i over 50 lande. Den største overraskelse for ham selv var, at undersøgelsens globale respondenter identificerede økonomisk ulighed som den største trussel mod demokrati – det burde det ikke.
Demokrati forudsætter stærke og uafhængige institutioner, men disse kan undermineres og overtages af autokrater, hvis de politiske processer ikke løser befolkningens vigtigste problemer. Det har vi de senere år set i blandt andet Tyrkiet, Ungarn og Polen – og ingen af delene er Xi eller Putins værk.
Hvad der adskiller Xi og Putin fra de vestlige demokratiers ledere er, at begge har en geopolitisk handlingsplan. Xi investerer globalt i infrastruktur, Putin støtter ustabile autokratier, senest Myanmar, med militær rådgivning og isenkram.
Demokratiske idealer sælger ikke sig selv. Det er en myte, Vesten har lullet sig ind i siden Murens fald i 1989. Vesten må udvikle en strategi for at sælge den demokratiske pakke, og her spiller mere økonomisk lighed en nøglerolle – både internt i de enkelte demokratier, men også globalt set mellem lande.
Vi skal ikke blot beskytte os mod Kina og Rusland sikkerhedspolitisk, vi har brug for at gentænke bistandspolitikken fundamentalt og investere markant mere i at udvikle pakker, der kan konkurrere med Xi og Putins tilbud.