Tilbage i 1600-tallet var forholdet mellem broderfolkene i Danmark og Sverige særdeles anspændt. Ikke alene stødte de to nationer sammen på slagmarken flere gange
— der var også en rivalisering mellem de to nationer om, hvilken kongeslægt, der kunne spores længst tilbage i historien.
Takket være denne rivalisering er en imponerende stor samling af primært islandske skrifter fra middelalderen bevaret helt frem til nutiden. Skrifter, der i dag betragtes som helt centrale kilder til vores viden om nordisk mytologi og Norden i vikingetiden.
”Det er helt unikt for den nordiske kultur, at man har så mange håndskrifter fra middelalderen på folkesprog frem for latin, og at de er bevaret så godt. Det skyldes, at der allerede så tidligt som i 1600- og 1700-tallet var en videnskabelig interesse for dem,” fortæller Katarzyna Anna Kapitan, specialist i bevaringshistorie og postdoc ved det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot i Hillerød.
Nu er den polskfødte historiker blevet tilbudt støtte fra både Danmarks Frie Forskningsfond og Carlsbergfondet til et nyt forskningsprojekt, som tager afsæt i verdens allerførste egentlige sagaforsker, Thormod Torfæus. Katarzyna Anna Kapitan overvjer nu, hvilket af de to fondes tilbud på tilsammen to millioner kroner, hun skal vælge.
”Idéen med mit projekt er digitalt at samle og rekonstruere de håndskrifter, som Torfæus arbejdede med og forsynede med sine egen håndskrevne noter i marginerne, og analysere, hvilke tanker han gjorde sig om teksterne,” forklarer Katarzyna Anna Kapitan, som har været i Danmark, siden hun for fem år siden kom til Den Arnamagnæanske Samling ved Københavns Universitet for at skrive ph.d.-afhandling.
Hun påpeger, at projektet ”Virtual Library of Torfæus” skal være med til at skabe et overblik over et meget tidligt videnskabeligt arbejde, som bevares i håndskrifter, der blev opdelt i mindre ”brochurer” efter Torfæus’ død og i dag findes dels i Reykjavik, dels i København efter aftale mellem de to lande.
I dag er det især en anden islænding i den danske konges tjeneste, Ární Magnússon (1663-1730), som er berømt for at have indsamlet og bevaret gamle skrifter, og som lægger navn til den samling af skrifter på universiteterne i København og Reykjavik, som er erklæret verdensarv.
Men Torfæus var tidligere på færde med sit videnskabelige arbejde, og det interesserer Katarzyna Anna Kapitan, hvis forskning ikke fokuserer direkte på middelalderskrifternes indhold, men på de videnskabelige tanker og overvejelser, skrifterne vakte hos historikere i 1600- og 1700-tallet. Først og fremmest, hvor meget af indholdet de betragtede som historiske kendsgerninger, og hvor meget de betragtede som fiktion.
Thormod Torfæus hed egentlig Þormóður Torfason og blev født på Island i 1636. Allerede i 1660 begyndte han at fordybe sig i islandske middelalderskrifter, idet den videnskabs- og kongeslægtsinteresserede kong Frederik III ansatte ham som antikvarius til at oversætte gamle oldnordiske tekster. I 1682 blev han af kong Christian V udnævnt til kongelig historiograf for Kongeriget Danmark-Norge og fik yderligere mulighed for at fordybe sig i gamle islandske skrifter.
Torfæus fik overdraget klenodier som Edda-digtene, Flatøbogen, kongesagaerne og flere andre islandske sagaer og annaler, og gennem 20 år passede han på dem og studerede dem.
”Torfæus havde et stort videnskabeligt netværk. Han og Ární Magnússon har udvekslet breve, hvor de diskuterede, hvilke tekster, der kan betragtes som pålidelige historiske kilder, og hvilke, der må ses som fiktion. Her var Torfæus ofte tilbøjelige til at se sagaerne som historiske kendsgerninger, mens Arní Magnusson forholdt sig mere kritisk.”
Katarzyna Anna Kapitan har i sit postdoc-forskningsprojekt, ”Writing (Hi)stories” undersøgt synet på sandhed og fiktion i sagaerne og de andre gamle tekster hos de tidlige historikere.
Når der i dag er stor folkelig interesse for for eksempel en figur fra disse tekster som Ragnar Lodbrog, hænger det sammen med, at denne figur er gjort til hovedperson i den populære tv-serie ”Vikings”. Serien ses i dag som fiktion, men hverken i 1700-tallet eller i dag er det helt klart, hvor meget af middelalderens beretning, der var fiktion og hvor meget, der kunne være historiske kendsgerninger.
Katarzyna Anna Kapitan konkluderer, at både Torfæus og Magnusson læste og forstod de islandske sagaer på en anderledes måde og havde en anden skelnen mellem fakta og fiktion end moderne forskere. Deres arbejde med teksterne var dog hverken ukritisk eller indforstået, men derimod særdeles nuanceret.
”Der blev allerede på dette tidlige tidspunkt grundlagt en kildekritisk tradition i Danmark. Indtil da var man tilbøjelige til at betragte legendariske beretninger som for eksempel Saxos Danmarkskrønike som lig med sandheden om, hvad der var sket i fortiden. Nu gav man sig til at argumentere med hinanden om, hvad der kunne være sandt og dermed kan bruges som kilde til viden om vikingetiden.”