Mænd på knallert stikker hundelufter med kniv i Roskilde

Ifølge politiet er en mand blevet stukket med kniv i Roskilde. To mænd er set køre fra stedet på knallert.

En ung mand er torsdag aften blevet stukket med kniv og slået i hovedet med en flaske af to mænd på en knallert.

Episoden skete, da den 29-årige mand var ude og gå med sin kæreste og deres hund i Roskilde.

Det fortæller Lars Galaz ved Midt- og Vestsjællands Politi kort efter midnat natten til fredag.

Manden, der blev ramt med kniven i armen og ved brystet, er blevet bragt til Rigshospitalets traumeafdeling, hvor han er uden for livsfare. Mandens kæreste kom ikke noget til.

Ifølge vagtchefen gik der en diskussion forud for knivstikkeriet.

- To mænd på knallert kommer kørende voldsomt stærkt. Det bliver den forurettede sur over, så han påtaler det, og så opstår der diskussion og tumult, og han bliver stukket to gange og bliver slået i hovedet med en flaske, siger Lars Galaz.

Gerningsvåbnet er ikke nærmere defineret, da politiet har ikke fundet kniven.

Politiet har igangsat en større efterforskning for at finde de to mænd, der bliver beskrevet som cirka 20-årige udlændinge. Den ene har langt, olieret hår, fortæller vagtchefen.

- Der er nok nogle, der har set dem i Roskilde, og de må gerne kontakte os, så vi kan få dem fundet, siger Lars Galaz.

Episoden blev anmeldt klokken 21.47, og efter midnat har politiet afsluttet sine undersøgelser på stedet.

Efterforskningen vil fortsætte fredag.

- Vi tager sagen meget alvorligt. Det skal ikke være sådan, at folk bliver stukket ned på den måde, siger vagtchefen.

/ritzau/