Med et stort banner på muren ud mod Frederiksholms Kanal reklamerer Nationalmuseet for tiden for, at man kan komme til ”Banko & Bobler” på museet, og der udbydes både ”Matadorbanko”, ”Fodbold-banko”, ”Pride-banko”, ”Kongehus-banko”, ”Melodi Grand Prix-banko” og ”Ekspeditions-banko”.
Man må spørge sig selv, hvad meningen efterhånden er med den linje, som Nationalmuseets direktør, Rane Willerslev, har lagt an for Danmarks historiske hovedmuseum. Han har forsøgt at popularisere stedet kraftigt med blandt andet Jim Lyngvilds festlige – men fagligt stærkt problematiske – fortolkninger af vikingerne og meget nutidige historiske udstillinger som ”Din ting – vores historie”, som viser forskellige genstande, udvalgt af publikum, der skal fortælle om vores helt egen Danmarkshistorie fra 2000-2020. Der har også været blandt andet den næsten genstandsløse, fantasy-prægede udstilling om mørket, og hvad man kan opleve af uhyggelige væsener der.
Virker det? Det er der ikke meget, der tyder på. Fornylig kom der statistik for museumsbesøgende i krise- og coronaåret 2020. Det er interessant, fordi der sidste år nærmest var støvsuget for udenlandske turister i Danmark, så tallene afspejler formentlig i nogen grad, hvad danskerne selv har mest lyst til at opleve. Det er ikke så ligetil, fordi hovedstaden en stor del af tiden var underlagt noget hårdere restriktioner end resten af landet.
Men alligevel er det tankevækkende, at Nationalmuseets hovedafdeling i Prinsens Palæ ligger nede på en tiendeplads over de populære museer, langt efter Louisiana, ARoS, Den Gamle By og Moesgaard, som topper listen, men også væsentligt lavere og med et betydeligt større fald i besøgende end Statens Museum for Kunst, som jo også ligger i København. Prinsens Palæ havde 159.000 gæster i 2020, et fald til omkring en tredjedel fra 464.000 i 2019, mens Statens Museum for Kunst lå på 293.000 i 2020 og kun er faldet med knap 100.000 besøgende siden 2019, hvor de havde 391.000 besøgende.
Vil ”Banko & Bobler” redde butikken for Rane Willerslev? Det tvivler jeg stærkt på. Let underholdning og mousserende vin kan man få så mange steder, og et museum, der ser ud til at have tabt troen på sig selv og sin samlings evne til at interessere og begejstre, det er på en meget farlig kurs. Nationalmuseet er økonomisk presset efter år med faste toprocentbesparelser, og ønsker naturligvis flere besøgende gennem tælleapparaterne. Men at kaste fagligheden og omsorgen for sine egne samlinger overbord, er ikke vejen frem, og besøgstallene tyder da også på, at det ikke engang trækker flere mennesker til.
En række af de ovennævnte museer, som har haft ganske fine besøgstal i 2020 på trods af corona, er netop ikke faldet i den populistiske grøft, men har dygtigt styrket formidlingen af deres samlinger og fokusområde med bibeholdelse af en stærk museumsfaglighed. Hvorfor kan Nationalmuseet ikke finde ud af det?
Man får let den mistanke, at det faktisk er et ledelsesproblem, og har man fulgt Rane Willerslevs hyppige tv-optrædener ved man, at han er en festlig, men måske ikke så fagligt interesseret type, og der er ikke rigtig nogen tegn på, at Willerslev har den store forståelse for den fortid, som han er sat til at forvalte. Indimellem er der rygter om, at hele samlingen skal genopstilles, og man kan kun være bekymret for, hvordan det kommer til at gå under Rane Willerslevs ledelse.
På andre af Nationalmuseets afdelinger, Krigsmuseet og Frihedsmuseet, er man blevet grebet af tidens triste tendens til stærkt at nedtone samlingen til fordel for andre formidlingsformer. Hovedparten af samlingerne, som man tidligere kunne opleve en stor del af, er nu sendt på magasin. Det vil forhåbentlig ikke ske på hovedmuseet i Prinsens Palæ. Danskerne har ret til at se genstandene fra deres fortid, og de skal ikke pakkes væk og erstattes af mere pjat og gøgl. Samarbejdet med Jim Lyngvild, som man lige nu kan se på Kronborg, der også hører under Nationalmuseet, er et tydeligt symptom på, at noget er galt. Når man synes, det er fint, at Lyngvild frit sampler historien og blandt andet gør Frederik II til centrum i et homoerotisk tableau med tigre og nøgne mænd, så er man gået for meget på kompromis med sin faglighed.
Nationalmuseet er grundlæggende et fantastisk sted med enestående og utroligt spændende samlinger, og jeg synes, det har fortjent bedre end den nuværende kurs. Danmarks historie skal formidles på nye, spændende måder, javel, men ikke ved at lave banko og undergrave respekten for institutionen med selvpromoverende fladpandethed.
Nikolaj Bøgh (K) er rådmand på Frederiksberg.