Glade studenter må køre byerne tynde igen

Gymnasieelever får til sommer lov at køre studenterkørsel. Silkeborg Gymnasium bliver ramt af deltagerloft ved dimissioner og overvejer at sprede fejringer ud.

Også i år får studenter lov at køre på tur gennem byerne i vogne. Det er kutyme, at der gøres kortere stop ved hver elevs bopæl, hvor der ofte er disket op med en let madanretning og drikkevarer. (Arkivfoto)
Også i år får studenter lov at køre på tur gennem byerne i vogne. Det er kutyme, at der gøres kortere stop ved hver elevs bopæl, hvor der ofte er disket op med en let madanretning og drikkevarer. (Arkivfoto). Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

Om blot en måneds tid kan festglade studenter køre rundt på store, åbne vogne, mens der bliver dyttet og sunget med på tidens mest populære pop- eller rapnumre.

Der er nemlig nu givet grønt lys til den traditionsrige studenterkørsel og til dimissionsfester.

Det viser retningslinjerne for sommerens afgangselever, som torsdag er offentliggjort.

Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) mener, at der er fundet en god balance mellem afgangselevernes mulighed for fejring og kravene til at begrænse virusspredning.

- Vi ville helst kunne gøre alt på normal vis. Men jeg synes, vi kommer ret tæt på.

- Eleverne er vant til at blive testet og ikke at være sammen med de andre klasser. Får man hue på, kan det lade sig gøre, og man kan køre studenterkørsel og holde dimission, siger ministeren.

Og særligt tilladelsen til vognkørslen er Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) rigtig glad for, lyder det fra formand Ingrid Kjærgaard.

- Vi er rigtig glade for, at der er kommet noget, der gør det muligt at fejre det i et stort omfang. Og det er en fest uanset hvad. At man nu kan få lov at køre studenterkørsel, få hue på med familien og holde dimission betyder bare meget, siger hun.

Retningslinjerne minder en del om sidste år, hvor det også var muligt at køre studenterkørsel trods coronaepidemien.

Dengang hed det, at en ædru person - foruden klassen og chaufføren - kunne slutte sig til kørslen for at øge trygheden og eksempelvis træde til, hvis en elev udviste symptomer.

Det er ikke nævnt i dette års udgave af retningslinjerne, hvor deltagerne til gengæld anbefales at blive coronatestet forud for turen.

De, der afslutter en gymnasial uddannelse til sommer, har haft et specielt forløb, da knap halvdelen af perioden har været præget af coronapandemien med virtuel undervisning og færre eksamener.

Men selv om de studerende snart kan fejre uddannelsens afslutning, sætter coronavirusset også ind med nogle benspænd her.

Eksempelvis må den studerende ikke have mere end fem gæster med, når huen skal sættes på, og dimissionsfester må ikke overskride 500 gæster.

Men blandt andre Silkeborg Gymnasium må tænke kreativt, for det store gymnasium bliver ramt af deltagerloftet, fortæller vicerektor Brian Krog Christensen.

Omkring 500 elever ventes at få en studenterhue på i år, så det er umuligt for dem at samles alle elever og deres familier for at markere, at tre års arbejde er overstået.

- Vi vil med meget stor sandsynlighed lave nogle arrangementer for en delmængde af vores knap 500 studenter, så de i lidt mindre grupper kan komme på skolen med nogle pårørende og fejre deres eksamen, siger Brian Krog Christensen.

Intet er dog endeligt på plads endnu.

Det er ikke kun elever på gymnasiale uddannelser, der får mulighed for at fejre en afsluttet uddannelse.

Også grundskolerne må markere de ældste elevers afgang til sommer.

Her vil karameller traditionen tro flyve gennem luften, når afgangsklasserne går rundt til de øvrige årgange og kaster søde sager ind i lokalerne.

/ritzau/