Rusland vil drøfte militære anliggender i Arktisk Råd

Blinken: Vi ønsker et forudsigeligt og stabilt forhold til Rusland. Det er bedst for alle.

- Vi ønsker et forudsigeligt og stabilt forhold til Rusland. Vi mener, at det er det bedste for vores befolkning, for det russiske folk og for resten af verden, sagde USA's udenrigsminister, Antony Blinken, da han torsdag mødtes med sin russiske modpart, Sergej Lavrov.
- Vi ønsker et forudsigeligt og stabilt forhold til Rusland. Vi mener, at det er det bedste for vores befolkning, for det russiske folk og for resten af verden, sagde USA's udenrigsminister, Antony Blinken, da han torsdag mødtes med sin russiske modpart, Sergej Lavrov. Foto: Pool/Reuters.

Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, opfordrede torsdag de arktiske stater til fremover også at tale om militære anliggender, når de fører politiske drøftelser om regionens fremtid. Det skriver Reuters.

Det er vigtigt at udvide de positive relationer, som vi har i Det Arktiske Råd, til også at omfatte den militære sfære, sagde Lavrov i en tale ved rådets møde i Reykjavik torsdag.

Det Arktiske Råd blev oprettet i 1996 for at få etableret en fredelig dialog mellem de arktiske lande og den oprindelige befolkning om miljøbeskyttelse og bæredygtig udvikling. Men militære spørgsmål og sikkerhedspolitik var ikke omfattet. Det er der et behov for efter år med tiltagende spændinger.

Lavrov foreslog mandag, at lederne af de respektive væbnede styrker mødes jævnligt for at mindske spændingerne i regionen. Samtidig gav russerne udtryk for, at forhandlingerne mellem Lavrov og hans amerikanske modpart, Antony Blinken, var forløbet meget postivt, hvilket på et tidpunkt kan bane vej for et topmøde mellem præsident Joe Biden og præsident Vladimir Putin.

Relationerne mellem de to store har været på et lavpunkt, efter at Biden i marts sagde, at han opfattede Putin som en "dræber". "Putin kommer til at betale en pris. Det vil I se inden længe," sagde USA's præsident i et interview med tv-stationen ABC

Blinken sagde til sin russiske modpart, at de sammen kan gøre verden til et tryggere sted, men han advarede samtidig om, at Washington vil svare igen på "aggressive handlinger."

- Vi ønsker et forudsigeligt og stabilt forhold til Rusland. Vi mener, at det er det bedste for vores befolkning, for det russiske folk og for resten af verden, sagde Blinken.

Forinden havde USA undtaget selskabet bag gasledningen Nord Stream 2, som skal forsyne europæiske lande med naturgas fra Rusland, fra sanktioner.

Det fremgik af en rapport fra USA's udenrigsministerium. Det sker, på trods af at rapporten finder, at Nord Stream 2 AG har taget del i aktiviteter, der i udgangspunktet skal sanktioneres.

/ritzau/Reuters