Kære læser
Det undervurderes tit, hvor meget kirke og kristendom betyder i et sekulariseret samfund som det danske.
Men en ny undersøgelse viser, at 77 procent af danskerne har været i kontakt med folkekirken inden for et år. Ofte ved konfirmation, begravelse eller lignende.
Omkring 43 procent af medlemmerne siger, at de er med på grund af den kristne tro. Måske er det ikke nok. Men det er mere, end mange forestiller sig i et land, der beskrives som kulturkristent.
Tro er også kultur. Kristendom er altid også kulturkristendom. Og hele 60 procent siger også, at de er med i folkekirken for at bevare de historiske bygninger.
Der er dog mørke skyer i horisonten. Den faldende dåbsprocent peger mod en fremtid, hvor folkekirken kan blive mindretalskirke. Og det skyldes ikke bare indvandring, som folkekirken selv har lagt meget vægt på i undersøgelsen. Det skyldes også, at medlemmerne ikke finder det nødvendigt at give tilknytningen til folkekirken videre. Dåbskulturen bliver svagere. Det undervurderes også tit.
Glem ikke at høre ugens udgave af ”Tro om”, Kristeligt Dagblads podcast, der findes her.