Gratis hjemmetest for klamydia på vej

Tal viser, at klamydia, der ikke bliver behandlet i tide, fører til omkring 480 tilfælde af ufrivillig barnløshed om året. (Arkivfoto).
Tal viser, at klamydia, der ikke bliver behandlet i tide, fører til omkring 480 tilfælde af ufrivillig barnløshed om året. (Arkivfoto). Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix.

Klamydia er en kønssygdom, som Sundhedsstyrelsen vurderer rammer omkring 50.000 danskere om året.

Men symptomerne på sygdommen og risikoen for at smitte andre er langt fra de eneste kedelige konsekvenser af klamydia.

For de fleste personer med sygdommen har ingen symptomer, og behandles den ikke i tide, kan den føre til sterilitet.

Derfor vil Danske Regioner sætte ind med gratis hjemmetest til klamydia for unge mellem 15 og 29 år i hele landet.

Regionerne vil afsætte ti millioner til at udbrede testene over de næste fire år.

- Vi håber, at flere opdager, at de har klamydia. Så får man bragt smitten ned, så det bliver en god spiral, hvor færre og færre får klamydia, og der er færre, som vil opleve problemer på grund af klamydia, siger Karin Friis Bach.

Hun er formand for Danske Regioners Sundhedsudvalg.

80 procent af dem, som bliver smittet med klamydia, er i aldersgruppen 15 til 29 år, og det er derfor, tilbuddet målrettes dem.

Organisationen Sex og Samfund udbyder allerede testene i flere danske kommuner.

Bjarne B. Christensen, som er generalsekretær i Sex og Samfund, fortæller, at de har haft positive erfaringer med projektet i blandt andet Københavns Kommune, hvor det har været muligt at tage testen hjemme siden 2008.

- Vores testtilbud virker særdeles godt. Vi finder en stor gruppe, der ikke ellers ville være blevet testet, og vi finder procentuelt flere positivt smittede, end de praktiserende læger finder, siger han.

Derfor er han glad for, at det er en ordning, som Danske Regioner vil udbrede til hele landet.

Sex og Samfunds evaluering af ordningen viser, at cirka 38 procent af de unge, der svarede på spørgeskemaet, ikke ville være blevet testet, hvis muligheden for at blive testet derhjemme ikke fandtes.

Mange unge oplever det som en barriere at skulle gå til lægen for at få en test.

Bjarne B. Christensen fortæller, at det både er selve ideen om at gå til lægen og rent praktisk at finde en tid, som kan være en barriere.

Hjemmetesten er anonym og er den samme test, som den man kan få hos lægen.

Testene derhjemme kan også afsløre, om man har kønssygdommen gonorré.

Ud over Københavns Kommune findes tilbuddet også i seks andre kommuner i dag ifølge Sex og Samfunds hjemmeside.

En rapport fra Vidensråd for Forebyggelse vurderer, at klamydia hvert år er skyld i, at 320 kvinder bliver gravide uden for livmoderen.

Karin Friis Bach påpeger, at der er sket en stor stigning i antallet af unge par i fertilitetsbehandling.

Tallene viser også, at klamydia er årsag til cirka 480 tilfælde af ufrivillig barnløshed og omkring 600 tilfælde af kroniske underlivssmerter årligt.

Der er desuden omkring 4000 årlige tilfælde af underlivsbetændelse som følge af ubehandlet klamydia.

Regionerne mener, at hjemmetest er en af de ting, som kan være med at forebygge sterilitet efter klamydiasmitte.

- Det er vores erfaring, at det fungerer. Derfor vil vi nu brede det ud til hele landet, så endnu flere kan få gavn af det, siger Karin Friis Bach.

Indsatsen fra regionerne er en del af et større udspil på fertilitetsområdet.

/ritzau/