Ruslands opposition vil kæmpe imod sort liste for medier

"I kan ikke lukke munden på alle!", står der på et skilt ved den demonstration i Moskva, som journalister og oppositionsfolk havde arrangeret for at vise deres modstand mod, at kritiske medier stemples som "udenlandske agenter".
"I kan ikke lukke munden på alle!", står der på et skilt ved den demonstration i Moskva, som journalister og oppositionsfolk havde arrangeret for at vise deres modstand mod, at kritiske medier stemples som "udenlandske agenter". Foto: Natalia Kolesnikova/Ritzau Scanpix.

Journalister og oppositionsfolk samledes lørdag i Ruslands hovedstad, Moskva, for at protestere mod præsident Vladimir Putins regerings pres på uafhængige medier.

Det sker, to uger inden at russerne skal stemme ved parlamentsvalget.

Myndighederne har stemplet en række journalister og medier som "udenlandske agenter".

- Putin har sat sig et personligt mål om at knuse alle medier, fordi de generer ham, siger oppositionskandidaten Marina Litvinovitj.

- Mine venner, vi må kæmpe imod, mens vi kan. Mange medier bliver nødt til at gå under jorden, siger hun i en tale til de omkring 200 mennesker ved demonstrationen.

Blandt dem var mange journalister og omkring 12 kandidater, der stiller op for et oppositionsparti ved parlamentsvalget om to uger.

En russisk lov fastslår, at personer og organisationer, der er involveret i politiske aktiviteter og modtager økonomisk støtte fra udlandet, skal registreres som "udenlandske agenter".

Det indebærer, at de skal aflægge detaljeret rapport om deres aktiviteter og økonomi.

Siden loven blev indført i 2012, er næsten 50 journalister og medier sat på denne liste.

Kritikere af loven mener, at det er en tilbagevenden til den form for forfølgelse, der fandt sted i det tidligere Sovjetunionen under Josef Stalins tid.

- Der var engang, da de brugte betegnelsen "folkets fjende". Nu er det "udenlandske agenter", siger pensionist Marina Artamonova, der deltog ved lørdagens demonstration.

Putins regering afviser, at den forfølger medier af politiske grunde.

Nogle af de kandidater, der stiller op for oppositionen ved det kommende valg, lover at arbejde for at afskaffe loven.

- En så skamfuld og diskriminerende lov burde ikke eksistere i nogen form, siger Irina Dolinina, som er journalist ved et mindre medie og i sidste måned blev stemplet som "udenlandsk agent".

Valget til det russiske parlament, Dumaen, holdes 17.-19. september.

/ritzau/Reuters