Jeg var på arbejde, da min mobil ringede. På det tidspunkt var jeg ansat som gartner i Allerød Kommune, og sammen med to kolleger var vi i gang med at fjerne ukrudt ved nogle flygtningeboliger. På coveret kunne jeg se, at det var Tine. Det undrede mig, for det var formiddag, og Tine ringer aldrig i arbejdstiden – i hvert fald ikke for at hyggesnakke. Et eller andet sagde mig, at noget var galt, og jeg blev derfor glad, da jeg hørte hendes stemme i telefonen. Så vidste jeg i det mindste, at hun var okay efter omstændighederne. I telefonen forklarede Tine, at hun for tredje gang pludseligt var faldet om på sit arbejde, og at hun ligesom de foregående gange var blevet hentet i en ambulance. Denne gang var hun imidlertid ikke blevet kørt på skadestuen, men ambulanceføreren havde i stedet transporteret hende til Glostrup Hospitals psykiatriske akutmodtagelse, hvor hun ventede på at blive tilset af en læge.
’Hvad? Hvor er du henne’, spurgte jeg og trak vejret en ekstra gang. Det var, som om spørgsmålene hobede sig op. Hvad fejlede Tine? Hvor slemt var det, og hvad skulle der nu ske? Hvad kunne jeg gøre?
I næste øjeblik kom lægen, og vi lagde på. Mine kolleger kunne se, at jeg var påvirket af situationen, og havde svært ved at samle mig om arbejdet. Min teamleder var forstående, og snart efter sad jeg i bilen på Hillerødmotorvejen på vej mod sygehuset.
Jeg har kendt Tine, siden hun blev født i 1992, og hun har altid været en af mine nærmeste. Selvom vi ikke er blodsbeslægtet, så ser vi hinanden som bonussøstre, og selvom der er 16 år imellem os, så har vi altid holdt kontaktet og ringet til hinanden i tide og utide for at dele både stort og småt. Stort set hele vores liv har vi kunnet tale om alt, men vi har også bare hygget os i hinandens selskab og holdt sommerferier og jul sammen. Jeg tror, vi er lige tossede. For nogle år siden flyttede Tine fra Odense til Rødovre på Københavns Vestegn. På det tidspunkt boede jeg selv i Helsinge i Nordsjælland, så den kortere afstand mellem os, gjorde, at vi oftere kunne ses. Tine var netop blevet færdiguddannet som jurist og havde fået job som anklagerfuldmægtig ved politiet, hvor hun mødte for retten ved straffesager.
Tredje kollaps blev dråben
Det er altid svært at sige, hvorfra angsten opstår. Når Tine og jeg kigger tilbage på hele forløbet, tænker vi, at det begyndte kort efter, hun var flyttet til Sjælland. Som så mange dage før var hun ude at cykle, da en bildør pludseligt gik op, og hun kollidererede og fløj og slog hovedet. Faldet resulterede i en alvorlig hjernerystelse, og pludseligt stod hun i en situation, hvor hun var sygemeldt på ubestemt tid. Vi talte meget om det, og Tine fortalte, hvordan det var svært pludseligt ikke at have kontrol over sig selv og sin krop. Ulykken skete i 2019, og inden da havde hun levet et liv, hvor hun selv havde valgt sine egne veje, men med ét kunne hun ikke arbejde, som det ellers passede hende, eller bare gøre som hun plejede.
Efter nogen tid kom hun tilbage på arbejdet, men hun blev hurtigt træt og kunne ikke knokle som før. Hun begyndte at tale om, at hun ikke slog til og ikke kunne leve op til egne forventninger. Selvom hun stadig havde men fra faldet, var hun næsten tilbage på fuldtid, da hun en dag stod i retten. Pludseligt var det, som om hjertet stoppede med at slå. Hun faldt om og lå desperat og gispede efter vejret. På hospitalet konstaterede lægerne, at de ikke kunne finde nogen tegn på hjertefejl eller anden sygdom, og sendte hun hjem. I tiden efter mærkede hun en mere intenst hjertebanken end normalt. Hun slog det hen. Det var nok bare en forkølelse eller lidt allergi, der fik hendes puls til at stige. Det var først efter et tredje kollaps i maj 2020, at ambulanceføreren valgte at transportere Tine til psykiatrien i stedet for akutmodtagelsen, og Tine fik stillet diagnosen panikangst.
Svært at få afløb for egne følelser
Som pårørende tror jeg generelt, man føler en menneskelig utilstrækkelighed. Man vil så gerne gøre alt for at hjælpe og sin kære, og som nær pårørende føler man også en forpligtigelse, når man bliver vist den tillid, det er at blive inddraget i et sygdomsforløb. Jeg har selv haft brystkræft og har på den måde mødt denne pårørende. Jeg tror også, at det var mine erfaringer fra mit eget sygdomsforløb, der gjorde, at jeg var meget opmærksom på, at jeg ikke kunne fikse Tine og kurere hende. Den magtesløshed er svær at erkende som pårørende. Det er så svært, at man ikke kan fikse. Samtidig kan man hurtigt føle sig utilstrækkelig som pårørende. Du vil ofre meget for at hjælpe din kære, men man føler aldrig helt, at det er nok, samtidig med at det i min situation gik ud over min kæreste, som jeg ikke kunne være sammen med i det omfang, vi ellers gerne ville. På den måde bliver man også frustreret som pårørende, og de følelser kan være svære at få afløb for. Jeg havde jo heldigvis min kæreste, men jeg fik dårlig samvittighed over, at jeg selv kunne føle, det hele var svært, når nu det var Tine, der var syg. En dag kan jeg huske, at jeg spurgte Tine, om jeg måtte tale med min kæreste om hele forløbet for ligesom at få afløb. Uden betænkningstid sagde hun ja, og det føltes rart ikke at gå bagom ryggen på hende.
Måske er det i grunden mit vigtigste råd. Tal om det, der er svært i forløbet. Min egen erfaring fra kræftforløbet var, at nogle pårørende enten talte konstant om sygdommen eller overhovedet ikke talte om den. Og det er selvfølgelig en svær balance, for mennesker er forskellige. Men for Tine og jeg var det vigtigt ofte at lukke af for sygdomssnakken og så bare være sammen. Under et sygdomsforløb er det sundt en gang imellem at sige ’så, nu gider vi ikke tale mere om sygdom’, så man husker på, at livet også er andet. Den balance fik Tine og jeg justeret hen ad vejen, og på en måde tror jeg faktisk, det har været med til at fikse angsten, så hun i dag igen går på arbejde og er trappet ud af hendes medicin.