Østrigsk kvinde død under kitesurfing ved Klitmøller

En 59-årig kvinde fra Østrig druknede onsdag, da hun kitesurfede med sin kæreste ved Klitmøller i Thy.

Det oplyser lokalpolitiet til Nordjyske og TV Midtvest.

Ulykken skete onsdag eftermiddag, og kvinden blev erklæret død på stedet.

- Hun har formentlig enten fået hjertestop eller er druknet, siger politikommissær fra lokalpolitiet i Thisted Jørgen Jensen til Nordjyske.

Kvinden var på ferie i Klitmøller, og det var i selve kitesurfing-området, at ulykken skete.

Hun var en erfaren kitesurfer og var generelt meget aktiv i forskellige motionsformer, skriver Nordjyske.

Hendes kæreste så ulykken inde fra land, hvorfra man kunne se, at kvinden blev trukket bag kiten under vandet.

Ulykken blev anmeldt klokken 14.16. Klokken 14.47 blev hun erklæret død.

Til TV Midtvest fortæller politikommissæren, at han ikke har oplevet dødsfald blandt kitesurfere i området før.

Kitesurfing foregår på havet, hvor man står på et surfbræt og er forbundet til en dragelignende skærm, der trækkes frem ved hjælp af vinden.

/ritzau/