Putins støtteparti står til valgsejr trods tilbagegang

Medlemmer af valgkommissionen i landsbyen Nikolajevka nær den sibiriske by Omsk gør sig klar til at optælle stemmerne efter det russiske valg.
Medlemmer af valgkommissionen i landsbyen Nikolajevka nær den sibiriske by Omsk gør sig klar til at optælle stemmerne efter det russiske valg. Foto: Evgeniy Sofiychuk/Ritzau Scanpix.

Partiet Forenet Rusland, der støtter præsident Vladimir Putin, står til at få næsten 49 procent af stemmerne ved det russiske valg til Dumaen, der er underhuset i parlamentet.

Det oplyser Ruslands valgkommission mandag morgen dansk tid, efter at cirka 74 procent af stemmerne er talt op.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Dermed mister regeringspartiet Forenet Rusland efter alt at dømme opbakning i forhold til partiets valgsejr i 2016. Her fik partiet lidt over 54 procent af stemmerne.

Men partiet er sikker på at få flertal i Dumaen, der har 450 pladser, skriver Reuters.

Halvdelen af mandaterne bliver fordelt via partilister, mens resten af pladserne går til de kandidater, der får flest stemmer i enkeltmandskredse.

Og allerede da 50 procent af stemmerne var talt op, havde Forenet Ruslands kandidater vundet i 85 procent af enkeltmandskredsene.

Kommunistpartiet bliver ifølge det foreløbige resultat næststørst i parlamentet med cirka 20 procent. Det er en fremgang fra 13,3 procent ved valget for fem år siden.

14 partier stillede op ved Ruslands parlamentsvalg, der er forløbet over tre dage og sluttede søndag.

Rusland strækker sig over 11 tidszoner.

Partiet Forenet Rusland var under alle omstændigheder klar favorit til at vinde det samlede valg. Partiet støtter præsident Vladimir Putin i et og alt.

Tilhængere af den fængslede oppositionsleder Aleksej Navalnyj håbede, at deres opfordring til at støtte andre kandidater end Forenet Ruslands ville stikke en kæp i Putins hjul.

- I dag er en vigtig dag. Forenet Rusland ønsker at stjæle dette valg fra os og fratage os fem år mere, sagde Navalnyjs talsperson, Kira Jarmysj, tidligere søndag ifølge nyhedsbureauet dpa.

En app, som Navalnys tilhængere håbede kunne samle oppositionen ved valget, blev fredag fjernet af Google og Apple. Det skete efter pres fra den russiske regering.

Ifølge Google havde regeringen i Moskva truet med at fængsle og straffe dets medarbejdere i Moskva. Det ville ske, hvis ikke Google stoppede med at udbyde appen.

Appen skulle vise, hvilke folk i oppositionen der ville have de bedste chancer mod Forenet Ruslands kandidater. Hvis vælgerne vel og mærke ville stemme taktisk.

Det er formentlig det mest udemokratiske valg, der har fundet sted i Rusland, siden Sovjetunionens sammenbrud i 1991, skriver dpa.

Navalnyjs organisationer er blevet erklæret ulovlige og ekstremistiske. Oppositionsfolk er blevet fængslet. Andre er anklaget for ulovlig virksomhed.

Ingen repræsentanter for Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) var til stede for at bevidne, om valget gik rigtigt til. OSCE har ikke kunnet komme overens med den russiske regering om at sende observatører.

/ritzau/