Tesfaye laver undtagelse for kvinde med dobbelt statsborgerskab

Udlændinge- og integrationsminister, Mattias Tesfaye (S) er under pres fra blå blok i sagen om en af de mødre, der kommer hjem til Danmark fra syrisk fangelejr. (Arkivfoto)
Udlændinge- og integrationsminister, Mattias Tesfaye (S) er under pres fra blå blok i sagen om en af de mødre, der kommer hjem til Danmark fra syrisk fangelejr. (Arkivfoto). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Det er en undtagelse, at en kvinde med dobbelt statsborgerskab hentes hjem fra en syrisk fangelejr.

Det siger udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) til DR efter heftig kritik fra blå blok.

- Her er vi i en situation, hvor vi gør en undtagelse, fordi der er nogle særlige omstændigheder i den her sag, siger Tesfaye til DR.

Ministeren henviser blandt andet til, at evakueringen af tre danske mødre, hvoraf kvinden med dobbelt statsborgerskab er den ene, og deres 14 børn fra syriske fangelejre er meget tæt på. Tesfaye uddyber ikke, hvad der ellers dækker under "særlige omstændigheder".

- Vi står foran evakueringen af nogle børn. Det er meget nært forestående, siger han.

Tilbage i maj meddelte regeringen - efter at have ment det modsatte længe - at den vil hjemtage tre danske mødre og deres 14 børn fra to fangelejre i Syrien.

Desuden arbejdes der på at hjemtage yderligere fem børn med dansk tilknytning. Dog uden at deres tre mødre kommer med til Danmark. Men det kræver samtykke fra mødrene, der har fået frataget deres danske statsborgerskab administrativt.

Partierne i blå blok mener, at kvinden med det dobbelte statsborgerskab, som altså står til at komme til Danmark snart, ligeledes skal have frataget sit danske statsborgerskab på samme måde.

Kvinden med det dobbelte statsborgerskab har ifølge DR og Ekstra Bladet syv børn.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har tidligere klart sagt, at det kun er kvinder med dansk pas, som kunne blive hentet hjem.

Tesfaye forsvarer sig med, at Politiets Efterretningstjeneste (PET) ikke har haft indvendinger af sikkerhedsmæssig karakter i sagen om kvinden med det dobbelte statsborgerskab.

Venstre og De Konservative har kaldt ministeren i samråd om sagen.

/ritzau/