Boris Johnson gik tomhændet fra Biden

Mange briter er bange for, at en frihandelsaftale med amerikaner vil betyde, at fødevarer af lav kvalitet vil komme ind i landet. (Arkivfoto).
Mange briter er bange for, at en frihandelsaftale med amerikaner vil betyde, at fødevarer af lav kvalitet vil komme ind i landet. (Arkivfoto). Foto: Pool/Ritzau Scanpix.

I 2016 stemte briterne sig ud af EU ved en folkeafstemning. Boris Johnson var borgmester i London og aktiv i kampagnen for at få briterne ud af unionen.

Han sagde, at man sagtens kunne få bedre handelsaftaler, end dem man havde med EU.

- Jeg tror, vi kan lave en aftale, som den canadierne har lavet, der baserer sig på handel og på at blive fri for afgifter. Det er en meget, meget lys fremtid, jeg ser, lød det.

Canada har en frihandelsaftale med USA. Og det vil Boris Johnson, der nu er premierminister i Storbritannien, også gerne have.

Men efter et møde med USA's præsident, Joe Biden, natten til onsdag i Det Hvide Hus må Johnson erkende, at det er op ad bakke.

Britiske medier skriver efter mødet, at muligheden for en handelsaftale med amerikanerne er væk nu.

Det mener Boris Johnson dog ikke.

- Der er alle udsigter til en frihandelsaftale med USA, siger han ifølge Reuters.

- Biden-administrationen laver ikke frihandelsaftaler rundt om i verden i øjeblikket. Men jeg er overbevist om, at vi kan lave en stor aftale.

Før folkeafstemningen i 2016 blev Boris Johnson også advaret om, at det ikke er så let at få sådan en aftale med USA.

Daværende præsident i USA, Barack Obama, sagde, at briterne ville stå bagest i køen til en handelsaftale, hvis de trådte ud af EU.

På det tidspunkt var nuværende præsident i USA, Joe Biden, vicepræsident.

Joe Biden er af irsk-amerikansk afstamning.

Freden i Irland betyder meget for ham, og han vil ikke sætte fredsaftalen i fare for en handelsaftale, har han sagt.

Det er et problem for Johnson, fordi han har indgået en aftale med EU, hvor Nordirland-protokollen er en væsentlig del.

Protokollen betyder, at Nordirland stadig er under EU-regler. Det skaber en EU-handelsgrænse i Det Irske Hav.

På grund af besværligheder med forsyninger til dagligvarebutikker har briterne udskudt dette krav.

Det er EU stærkt utilfreds med. Man har også udelukket at genforhandle aftalen.

Alternativet for Johnson er at flytte toldgrænsen mellem Irland og Nordirland, men det kan sætte freden over styr i Irland.

Præsident Biden sagde ifølge BBC før mødet, at han er bekymret for den irske grænse og Nordirland-protokollen. Og at han har stærke følelser for den.

- USA har brugt tid og kræfter på den aftale. Der var en stor indsats fra flere sider, sagde Biden.

Præsidenten frygter for fredsaftalen, hvis der ikke er en åben grænse mellem Nordirland og Irland.

USA har for nylig tilladt import af britisk oksekød, fordi landet har haft et udbrud af kogalskab.

Boris Johnson håber, at det kan åbne for mere handel.

- Nu vil vi arbejde på også at få lammekød med, sagde han før mødet.

Briterne vil dog gerne være fri for, at amerikanerne får deres kød på det britiske marked.

USA har nemlig ikke samme standarder som briterne, og det skaber problemer for landbrugsområdet mellem de to lande.

USA bruger for eksempel klorkyllinger - kyllinger dyppet i klor for at dræbe bakterier som salmonella. Det er ikke lovligt i EU og heller ikke i Storbritannien.

/ritzau/