”Mine håndled brænder, og jeg har svært ved at trække vejret. En jernring, som fængselsvagten kan stramme efter forgodtbefindende, klemmer om min hals, som min yngste datter plejer at holde om med sine små arme. En lang kæde forbinder min hals med håndjernet om fængselsvagtens håndled. Kæden slæber hen over det snavsede gulv, og han hiver i den, som om det var en hundesnor. Dybt inde mærker jeg frygten trække mig nedad mod helvedes mørke. En konstant angst, som ikke på noget tidspunkt forsvinder.”
Sådan begynder Asia Bibi sin beretning om ni år i Pakistans helvede. Bogen, som er skrevet i samarbejde med den franske journalist Anne-Isabelle Tollet, er udkommet på blandt andet fransk og engelsk og nu blevet oversat til dansk med titlen ”Dødsdømt”. Den fortæller historien om, hvordan den dengang 44-årige pakistanske kvinde i 2009 blev spærret inde i Shekupura-fængslet i Punjab-provinsen, efter at muslimske kvinder havde beskyldt hende for at håne islams profet og gøre vandet i brønden urent for muslimer ved at drikke af det. Året efter blev hun dømt til døden, og kun en international kampagne reddede hende fra at blive hængt.
Den 31. oktober 2018 fik mareridtet ende, da landets højesteret omstødte dødsdommen og løslod hende med voldsomme protester til følge. Efter at have levet i skjul forlod hun få måneder senere Pakistan og fik asyl i Canada, hvor hun nu lever med sin mand og sine to døtre.
”Jeg har det godt nu. Jeg er taknemmelig for, at jeg nu kan koncentrere mig om min familie og især tage mig af min ældste datter, som er handicappet,” sagde Asia Bibi i juli ved en sjælden offentlig optræden, da hun vidnede ved det første internationale topmøde om religionsfrihed i Washington.
Men hun vil stadig være sine ”kristne brødres og søstres stemme”, som den nu 56-årige kvinde sagde.
For kristne, men også andre religiøse minoriteter rammes stadig af den blasfemilov, som ekspederede Asia Bibi til dødscellen. Og inden for de seneste måneder er angrebene på kristne accelereret, siger Juliet Chowdhry fra den britisk-pakistanske organisation British-Pakistani Christians, som var blandt de organisationer, der kæmpede for hendes frihed.
”Asia Bibis frihed efter den brutale indespærring er en stor glæde for os, og de kontakter, vi har med hende, bekræfter, at hun har det godt i Canada. Hendes vidnesbyrd har været med til at skærpe opmærksomheden omkring de farlige blasfemilove i Pakistan. Antallet af blasfemisager mod kristne har været ret konstant med to-tre nye sager om året, og det er i sig selv alarmerende. Men efter et fald i 2020 under coronapandemien er antallet nu steget markant med seks nye anklager i årets otte første måneder,” siger Juliet Chowdrhy.
I januar rejste politiet sigtelse for blasfemi mod en kristen sygeplejerske og kendt gospelsanger i storbyen Karachi, Tabeeta Nazib Gill, som angiveligt havde sagt til en muslimsk patient, at hun ville bede for hende. Tiltalen blev siden frafaldet, men sygeplejersken blev overfaldet på hospitalet af kolleger, som var vrede over dommernes beslutning. I april blev to andre sygeplejersker ligeledes overfaldet af kolleger og siden af en vred menneskemængde foran hospitalet i byen Faisalabad ligeledes i Punjab, hvor de fleste af Pakistans to-tre milioner kristne bor. Mariam Lal og Navish Arooj blev af kolleger beskyldt for at have forhånet Koranen, fordi de fjernede et slidt klistermærke med koranvers fra et skab.
”Påstande om blasfemi benyttes ofte som et våben i personlige konflikter eller til at få kolleger afskediget for at overtage deres job. Kristne tvinges på flugt, så andre kan overtage deres ejendom. Selv useriøse anklager fører til domfældelse på grund af korruption eller myndighedernes frygt for voldelige demonstrationer i gaderne,” siger Juliet Chowdrhy.
Asia Bibi var længe den, som havde siddet længst i fængsel på grund af blasfemi. Men den triste rekord er nu på nippet til at blive overtaget af en ældre svagelig mand, Zafar Bhatti, hvis anmodning om appel er blevet afslået.
Men hendes bog er stadig en af de mest gribende beretninger om mod og om aldrig at give op. Som hun skriver i ”Dødsdømt”:
”I kender min historie fra pressen. I har forestillet jer de prøvelser, jeg har været igennem, og I har måske forsøgt at sætte jer i mit sted for at forstå mine lidelser. Men I kan slet ikke forestille jer, hvordan min hverdag i fængslet var, og det er derfor, jeg fortæller jer alt i denne bog.”