I dag er det præcis 10 år siden, at SF for første gang trådte ind i magtens inderste cirkler. Selvom regeringsdebuten endte med faneflugt og en dyb krise i skæret af DONG-sagens flammer og et herostratisk berømt møde i DGI-byen i København, var den obligatoriske fotoseance foran Amalienborgs grønne porte alligevel en vigtig milepæl for partiet og den daværende formand Villy Søvndal.
Forud for turen til Dronningen var der nemlig gået en årrække med streng intern disciplinering af folketingsgruppen og et dertilhørende tæt parløb med de senere regeringspartnere i Socialdemokratiet. Kameler blev slugt, og gamle mærkesager blev lagt i skrivebordsskuffen i bestræbelserne på at fremstå som en troværdig regeringspartner.
Faktisk blev der ”på få år skabt en helt ny politisk kultur, hvor alt kom til at handle om at erobre regeringsmagten.”
Det mener i hvert fald Holger K. Nielsen, 71-årig partinestor samt forhenværende formand og minister, der i sin nye bog ”Det var det værd” gør status over et langt liv i dansk politik. Det er i den anledning, at Kristeligt Dagblad har sat ham i stævne på Café Sommerfuglen, et stenkast fra hans villa i Valby i København.
Over en cappuccino og med lidt blød popmusik i baggrunden fortæller han, at optakten og turen i regering faktisk stadig ”kaster skygger” over SF. Partiets årelange og sejlivede tradition for en levende – og til tider højlydt – idépolitisk debat blev ofret til fordel for ministerbiler, og den er aldrig rigtig vendt tilbage, mener han.
”Vi kastede barnet ud med badevandet, og vi glemte de særtræk, der altid har været i SF. Vi glemte hele den debatkultur, vi altid har haft i partiet. Vi skulle hele tiden tænke på socialdemokraterne. Vi måtte ikke kritisere dem, og alt skulle koordineres med dem. Det kaster stadigvæk skygger i vores interne kultur. Det, vi havde bygget op i SF, var ofte sket under enorme skænderier. Det var enormt besværligt, men det var også frugtbart, netop fordi vi skærpede vores argumenter og idéer,” siger Holger K. Nielsen.
Er der ikke plads til at diskutere de store linjer i SF i dag?
”Jo, der er plads, men det er svært at få gang i debatterne igen. Der er naturligvis meget at tage sig af i Folketinget og i det dagsaktuelle, men det er, som om der i selve partiet ikke længere er den samme interesse for det, og det er rigtig ærgerligt.”
Du var selv et prominent medlem af folketingsgruppen og partiet i den periode. Har du ikke selv et ansvar?
”Det har jeg da helt sikkert. Men jeg har det sådan, at tidligere formænd i videst muligt omfang skal blande sig udenom. Jeg passede mit arbejde i Folketinget.”
Mangel på respekt for partiet
Holger K. Nielsen blev selv hentet ind som skatteminister og senere udenrigsminister, da Anette Vilhelmsen overtog formandsposten efter Villy Søvndal i 2012. Han fortryder ikke, at SF gik i regering. Heller ikke i fremtiden skal partiet undlade at gribe efter magten, hvis muligheden byder sig.
”Det er ikke læren for mig. For når man sidder inde i rummet, så har man også indflydelse på en masse ting, der aldrig bliver synlige i offentligheden. Jeg forsøgte selv at få SF i regering, da jeg var formand, men dengang ville hverken Poul Nyrup Rasmussen (S, tidligere statsminister, red.) eller Mogens Lykketoft (S, tidligere formand) høre tale om det. Men så kommer Helle Thorning-Schmidt (S, tidligere statsminister, red.) og Henrik Sass Larsen (S, tidligere gruppeformand, red.) til, og de var mere positive over for det. De nærmede sig os naturligvis, fordi de vil inddæmme os, men det skal man jo ikke lade sig skræmme af. Vi var nødt til at gå ind på det.”
Ifølge ham opstod problemerne i takt med, at Villy Søvndal efter den enorme fremgang ved valget i 2007 intensiverede sit parløb med en ny generation af unge fremadstormende politikere, ofte betegnet som ”børnebanden”, der siden blev socialdemokrater og nogle af dem profilerede medlemmer af Mette Frederiksens (S) regering. Gruppen bestod af blandt andre Astrid Krag, Mattias Tesfaye, Jesper Petersen og Ida Auken. Thor Möger Petersen, der blev udnævnt som skatteminister og SF’s daglige leder i regeringen, da han var blot 26 år, var også en nøglefigur i gruppen.
”I SF har vi altid lagt utrolig meget vægt på at være en bred alliance mellem forskellige strømninger i det danske samfund. Højskolebevægelsen, arbejderbevægelsen, kulturradikalismen og miljøbevægelsen. Det ville de snævre ind til en arbejderklasse, det kansasklædte Danmark. Jeg har altid været tilhænger af, at vi skulle udvikle os. Men den her mangel på respekt for partiet og kulturen brød jeg mig ikke om.”
Han mener, at ”Villy blev for afhængig af børnebanden.”
”Thor var knalddygtig, og jeg kan godt forstå, at han trak ham ind til sig, men han svigtede ham ved at køre ham for hurtigt frem. Og det betød, at de fik lov til at suse frem og tage magten over partiet. Det skulle han nok have været mere opmærksom på. Regeringsmagten blev hele projektet.”
Fiaskoen bunder dog langtfra kun i optakten og børnebandens indtog, lyder det.
”Hovedproblemet var, at magtbalancen ændrede sig i regeringen. Op til havde Villy Søvndal og Helle Thorning-Schmidt kørt et tæt parløb. Men Socialdemokratiet vendte sig hurtigt mod De Radikale, og derfra var vi i mindretal hele tiden.”
Elefanten i rummet
Betragtningerne fra Holger K. Nielsen falder på et tidspunkt i SF’s historie, hvor formand Pia Olsen Dyhr helt åbent siger, at hendes mål er at får SF tilbage i regering med Socialdemokratiet, omend det politiske grundlag skal være på plads.
Det er den slags politiske og retoriske tilnærmelser til regeringen, der under tiden bliver forvekslet med en lidt for blød linje over for regeringen, og som får kritikere til at påpege, at det til tider kan være svært at få øje på de egentlige forskelle mellem SF og Socialdemokratiet.
Er det en pointe, når I undertiden bliver kritiseret for at minde om en slags rød underafdeling af Socialdemokratiet?
”Nej, det synes jeg ikke. Men hvis det er en pointe, så har vi i hvert fald et problem. Vi er nødt til at arbejde sammen med dem i den daglige politik, men det betyder ikke, at vi bliver en underafdeling af dem. Vi har vores egen politik og tænkning, som vi bruger tid på at fremføre.”
I bogen skriver han dog, at Socialdemokratiet er og altid har været ”elefanten i rummet i SF’s politiske tænkning”.
”Når jeg tænker tilbage på vores landsmødediskussioner, så har vi jo altid brugt ufatteligt meget tid på Socialdemokratiet. Det er det spændingsfelt, vi altid har været i, og som vi må acceptere. Jeg bliver ikke moralsk forarget, når Socialdemokratiet går til højre. Det ved man, at de gør. Sådan er det bare. For os handler det om at presse dem til venstre.”
Når det er sagt, lægger han dog ikke skjul på, at SF og resten af venstrefløjen mangler kreativitet og nytænkning i de politiske diskussioner, der kan skabe en ideologisk kant til Socialdemokratiet. I bogen griber han tilbage i 70’erne, der var præget af ”en aktivitet på venstrefløjen, som ikke var set hverken før eller siden.”
”Dengang havde vi en alternativ velfærdsvision til Socialdemokratiets, hvor staten er i centrum. Vi troede på selvforvaltning, decentralisering og økonomisk demokrati, hvor ting vokser op nedefra. Det er en socialistisk vision, der handler om menneskelig værdighed og om, at folk skal styre meget mere selv i deres eget liv. Men det er jo gået helt tabt nu. Nu er hele venstrefløjen begyndt at abonnere på en venstresocialdemokratisk tænkning om, at staten skal ind alle steder, og at flere penge, regler og krav nok skal løse alle problemerne. Jeg ser det både hos Enhedslisten og hos os selv. Der synes jeg godt, vi kunne lære noget af 70’erne.”
Men måske er de manglende visioner netop årsagen til, at I bliver kritiseret for at minde for meget om Socialdemokratiet?
”Det kan man godt sige. Og derfor er det vigtigt, at vi fastholder vores tradition for at tænke selvstændigt.”