Søren Kierkegaard skabte en betegnelse for det særlige ved små børns humor. Han påstod at små børn har "humoren udenfor sig". Dermed mente han de små så alvorligt som muligt søger at gengive hvad de voksne siger, men rammer en anelse ved siden af.Naturligvis ikke bevidst,men lige præcist det stykke ved siden af som kalder på smilet.
Når f.ex. børn under skolealderen bliver spurgt hvad det er brudeparret lover i kirken er det jo næsten rigtigt: "De lover at de vil leve sammen til de dør af det!"
Villy Sørensen, som holdt meget af denne skævhed i børns gengivelse af de voksnes sprog skriver: "De små børn sagde at de ikke måtte gå over vejen, uden at der var en voksen der hjalp dem – fordi deres forældre sagde, at de var for små til at blive
kørt over".
Jeg har i årevis skrevet børns formuleringer ned og synes jeg har en pæn samling. Jeg læste et folkeeventyr for mit seksårige barnebarn. Det begyndte sådan: "Der var en gang en far og en mor som havde fem sønner.
Den ældste kaldte de den ældste, den æste den næstældste, den tredie den tredieældste. Den fjerde kaldte de den næstyngste og den femte kaldte de den yngste."
Her afbrød mit barnebarn og spurgte: "Hvad sagde kommunen til det ?"
En dag gik jeg forbi nogle små unger, som ville sælge mig frugt, æbler og blommer og hindbær, jeg havde lidt travlt og lod som om jeg ikke hørte deres tilbud, men jeg vendte mig om da de i deres opfindsomhed som sælgere råbte: "Evig lykke med fem års garanti"
Når man har en hobby som den at samle på børns vendinger får man udvidet samlingen ved at møde ligesindede. En lærerinde fortalte mig, at hun blev spurgt af en dreng i første klasse, hvad man kalder det lille tegn, som man sætter efter sa' eller ga'? Hun svarede at det tegn kalder man en a-po-strof, hvortil den drengen bemærkede: "Det var ellers et langt navn for sådan en lillebitte fyr"
Forleden fik jeg fra et ægtepar som hedder Woetmann tilsendt en stak af citater fra de små. En fornem samling som jeg har gået og fornøjet mig ved og her giver videre i udvalg:
Mor :" Nu slukker du for det spil – jeg har sagt det 100 gange!" Sønnen på otte år: "Jamen jeg hørte det ikke de første 99"
Alex på tre år: "Mor jeg har fundet en nullermand – jeg lægger den lige ind under sengen til de andre"
Den lille pige på tre: "Jeg vil ha' æg. Pålæg."
Mor: "Til din fødselsdag kommer faster Anna og faster Emma ". Den lille: "Hvad med faster Lavn ?"
Drengen hører de voksne sige, at det unge ægtepar bor for sig selv, lever for sig selv og holder sig for sig selv og så siger den lille: "Ja og de kysser også sig selv – det så jeg nemlig i går "
Og den fire årige som siger: "Vi bor I et hus – men min mormor bor i en kærlighed " ( lejlighed )
Den lille, hvis ballon er svundet ind: "Hvem har pustet min ballon ned?"
Den lille som har hørt om skabelsen: "I begyndelsen skaffede Gud jorden"
Eller om halvmånen: "Se,der er nogen, der har klippet månen i stykker"
Lasse på syv spørger filosofisk: "Hvad skal man med et ur, hvis ens sidste time er kommet ?"
Hvis der var en som havde sans for børns filosofi så var det tegneren Schultz, som skabte "Peanuts", der takket være Paul Hammerichs fine sprogsans på dansk kom til at hedde "Radiserne" (de små rødder)
I første omgang tegnede han kun hunden, der på dansk hedder Nuser, så kom drengene til, kun drengene. Men hjemme havde tegneren en datter, der havde en hurtig replik. Da han en dag var irritabel, fordi hun sad og skræppede op ved bordet, råbte han:
"Kan man da aldrig få stilhed ved bordet" Spurgte hun: "Smører jeg for støjende?" Så havde han Trine. Den ordrappe og ubarmhjertige Trine.
Jeg har mine favoritter mellem radiserne. Jeg holder meget af den, hvor den kloge Tomas spørger den altid uheldige Søren
Brun, som kommer for sent i skole, som glemmer sin madpakke og taber i baseball: "Kunne du ikke tænke dig en dag at prøve noget lykke?" Søren Brun svarer: "Jo, men hvad er bivirkningerne?"
Den anden, jeg holder meget af, er den hvor Søren Brun har forelsket sig i den lille rødhårede pige. Han tør ikke tale et ord til hende. Tomas spørger, hvorfor han ikke tør nærme sig hende, når han nu er så glad for hende. Han svarer: "Det er, fordi hun er noget, og jeg er ingenting. Hvis nu jeg var noget, og hun var ingenting – så turde jeg godt tale med hende. Eller hvis hun var noget, og jeg var noget. Men nu er hun noget, og jeg er ingenting"
Tomas svarer evangelisk opmuntrende: "Af en ingenting at være synes jeg alligevel, du er noget!"
Tilbage til børnene: Der er den lille i første klasse, som bliver spurgt, om han kan nævne en kornsort og svarer "Guldkorn!"
Det er guldkorn, de små finder: Bedstefaderen forklarer sit lille barnebarn, at kirken er Guds hus – men den lille ved bedre: "Nej Guds hus er i himlen. Kirken er Guds sommerhus".
En bedstemor fortalte mig, at hun var kommet med sit barnebarn forbi et hus med flag på halv.
"Hvorfor hænger flaget sådan?" spurgte ungen,
Hun svarede: "Det er fordi, der er en som er død."
"Nåe ja, kom det fra den lille – og så nåede han ikke og hive det helt op!"
En anden version lyder sådan: Et barn på tre år ser et flag på halv og siger medfølende: "Se, der er en, som er død på sin fødselsdag!"
Selv oplevede jeg for en del år siden, at mit yngste barnebarn spurgte, "hvordan blev jeg født?" Jeg svarede: "Først kom dit lille hoved, for det er vigtigt at hovedet kommer først". "Og hvad så mere ?" "Så kom dine små skuldre og din lille krop og til sidst
dine små ben og tæer"
Så sagde han undrende: "Skulle jeg så bare samle mig selv ?"
Benny Andersen har samlet børns udtryk i den bog der hedder "Barnet der blev ældre og ældre"
Hans datter, som han går tur med i sneen, siger, at hun fryser.
Han spørger :"Fryser du om hænderne eller om fødderne?"
Og hun svarer logisk nok "Om mig selv!"
Humor er en anskuelsesform. Den ikke alene kræver overskud, den giver overskud. Og personligt er jeg ligesom ladet op til en ny dag med sådanne småbemærkninger.
Verden set på hovedet, fra små og skæve vinkler.Som synet af kloden sanset i en kolbøtte.
Der findes noget som hedder salto mortale (et dødsspring ) jeg holder mere af de små sproglige livsspring. Salto vitaler. De er ikke nedladende. De er opladende.