Danske forlag er pressede af mangel på papir

Internethandel har øget forbruget af pap. Det rammer danske forlag, der skal bestille bøger i ekstra god tid. Men julehandelen er under kontrol

Forlagene skal nu tage større risici, når de bestiller bøger. Oplagene skal bestilles tidligere, så man ikke løber tør for bøger, fortæller Jacob Søndergaard fra Gutkind. Samtidig skal man heller ikke bestille flere bøger, end man regner med at kunne sælge.
Forlagene skal nu tage større risici, når de bestiller bøger. Oplagene skal bestilles tidligere, så man ikke løber tør for bøger, fortæller Jacob Søndergaard fra Gutkind. Samtidig skal man heller ikke bestille flere bøger, end man regner med at kunne sælge. Foto: Brandi Redd/Unsplash.

Der er stort pres på det globale papirmarked lige op til julesalget. Over hele verden er der mangel på papir til både bøger, aviser og andre tryksager. Det pres mærker man også i den danske forlagsbranche.

”Vi er meget opmærksomme på det, fordi det rammer os lige midt i højsæsonen. Det vil være ganske katastrofalt for os, hvis vi op til julehandlen ikke kan få leveret nye oplag af bøger, der rent faktisk sælger,” siger Jacob Søndergaard, direktør for forlaget Gutkind.

”Alle forlag i hele Europa er bevidste om situationen. Derfor prøver vi at bestille i så god tid som muligt. Men dilemmaet består i ikke bare at trykke alt for mange bøger, som vi risikerer at brænde inde med. Det vil også være et økonomisk problem”, siger han.

Flere danske forlag kan tilsvarende bekræfte, at der er pres på kapaciteten på trykkerierne.

”Der bliver kæmpet for at få det hele til at lykkes på det nuværende marked,” siger Morten Ladewig, der er indkøbs- og produktionschef på Gyldendal.

”Vi oplever stadig et stort pres på papirleverancer og kapacitet på trykkerierne. På Gyldendal er vi fortsat et rigtig godt sted, da vi så vidt muligt har forhåndsbooket papir og kapacitet i god tid i en tæt dialog med vores dygtige leverandører,” siger han.

Også hos Politikens Forlag samt Lindhardt & Ringhof oplever man problemerne, selvom forlagene vurderer, at det ikke umiddelbart får en indflydelse på julehandelen.

”Det er bestemt noget, vi har bemærket, og vi har en produktionsafdeling, som knokler for at løse udfordringen bedst muligt. Indtil videre har vi styr på julehandelen, men det er meget hektisk for forlagsbranchen i hele Europa netop nu,” siger kommunikationschef på Politikens Forlag Camilla Høy.

”Det er korrekt, at der er en stor og ret nervøs efterspørgsel på papir lige nu, men vi har heldigvis forberedt os godt på situationen,” siger direktør i Lindhardt & Ringhof Lars Boesgaard.

”Vi har bestilt rigeligt af alle efterårets bøger og har for længst sikret os aftaler og leverancer af papir og pap, så vi burde ikke løbe tør med vores store titler op til jul,” siger han.

Papirmanglen skyldes især coronapandemien. Under pandemien steg internethandelen over hele verden, og det øgede behovet for emballage til de mange forsendelser. Derfor skal der i dag produceres meget mere papemballage til postordrer.

”Emballagen er lavet af samme materiale som papir, så derfor påvirker det også papirmarkedet, når der kommer en så stor ændring,” siger Andreas Wieland, lektor på CBS, der forsker i organisering af forsyningskæder.

Efter at papproduktionen er steget, er der større efterspørgsel på papirproducenternes produkter, og det påvirker bogmarkedet.

”Der har ikke været fleksibilitet nok i forsyningskæderne. Produktionen har været stramt styret med fokus på små optimeringer. Derfor skaber det store problemer, når der bliver ændret på et led af kæden,” siger han.

Forlagene skal nu løbe større risici, når de bestiller bøger. Oplagene skal bestilles tidligere, så man ikke løber tør for bøger, fortæller Jacob Søndergaard fra Gutkind. Samtidig skal man heller ikke bestille flere bøger, end man regner med at kunne sælge.

Forlaget udgiver blandt andetSally Rooneys nye roman, ”Skønne verden, hvor er du”. Romanen har været i boghandlen i lidt over en måned og er hurtigt blevet en bestseller.

”Det vil være en ren katastrofe, hvis vi i slutningen af november ikke kunne få leveret et nyt oplag af en bog, der sælger. Men ethvert ansvarligt forlag prøver at fastsætte oplaget besindigt. Vi trykker ikke bare 25.000 i første oplag, for der er intet kedeligere end at brænde inde med bøger, som man ikke får solgt,” siger Jacob Søndergaard.

Spørgsmålet er, hvor lang tid papirmanglen varer ved. Enten løser problemet sig selv, hvis internethandelen falder igen, så der bliver mindre efterspørgsel på papemballage. Ellers skal firmaerne vænne sig til de nye vilkår, siger CBS-lektor Andreas Wieland. Hvis det ikke sker, kan det i sidste ende betyde, at bøgerne blive dyrere.

”Det er klart, hvis råvaren lige pludselig stiger voldsomt i pris, må produktet også stige i pris. Hvis der i et hypotetisk scenarie over de næste årtier er mindre papir til rådighed, bliver bøgerne også dyrere,” siger Gutkind-direktør Jacob Søndergaard.