Flyselskabet Great Dane Airlines er gået konkurs

Det konkursramte flyselskab har fløjet charterflyvning og ruteflyvning til flere byer i Europa.

Det nordjyske flyselskab Great Dane Airlines er kommet i økonomisk modvind, og har mandag erklæret sig konkurs (Arkivfoto).
Det nordjyske flyselskab Great Dane Airlines er kommet i økonomisk modvind, og har mandag erklæret sig konkurs (Arkivfoto). Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

Det nordjyske flyselskab Great Dane Airlines er gået konkurs. Det skriver det regionale medie Nordjyske.

Ifølge ejer Eigild B. Christensen er årsagen, at coronavirus har begrænset, hvor man kan flyve hen.

Lige nu er det kun tilladt for Great Dane Airlines at flyve inden for EU.

- Der er simpelthen ikke nok at flyve med lige nu, så vi taber fem millioner kroner om måneden. Det synes jeg ikke, var sjovt, siger han til avisen.

Generelt har luftfartsbranchen været hårdt ramt af restriktioner under corona, og verden rundt har fly holdt parkeret på jorden.

Lufthavne over hele verden har været lagt øde hen, og det har sendt branchen ud i stiv modvind.

Ifølge Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef i Sydbank, hvor han særligt følger luftfartsbranchen, har corona ramt branchen hårdt.

- Konkursen er et godt billede på, at flyselskaberne stadig lider gigantisk efter corona, hvor de har stået uden indtægter, siger han.

Han forventer ikke konkurser blandt andre danske flyselskaber. På europæisk plan er historien dog en anden.

- I takt med at forskellige hjælpepakker udløber, og at konkurrencen tiltager, vil der være selskaber, der har fået gjort så stort et indhug i pengekasserne, at de må lade livet, vurderer aktieanalysechefen.

Til Nordjyske oplyser Eigild B. Christensen, at han i alt har tabt mellem 85 og 100 millioner kroner i de tre år, han har ejet selskabet.

Ifølge Jyllands-Posten Finans er 118 rejsende fra blandt andet Bravo Tours strandet i Billund Lufthavn efter konkursen.

De havde billet til Syditalien. I stedet vil de ifølge mediet blive fløjet derned med et andet fly.

Great Dane Airlines fik i 2019 en turbulent start, da det dengang nystartede flyselskabs ene medejer, Huy Duc Nguyen, måtte trække sig fra sin bestyrelsespost og fra den daglige ledelse.

Det skete, efter det kom fra, at han havde pyntet sit CV med uddannelser og direktørposter, han aldrig havde taget og haft.

Great Dane Airlines har fløjet charterflyvning for Bravo Tours og andre rejsebureauer samt ruteflyvning til flere byer i Europa.

/ritzau/