Jeg har egentlig aldrig haft en drøm om at blive forfatter. Nok har jeg haft en lyst til at fortælle historier, men min ordblindhed har betydet, at skriveriet ikke var det oplagte valg for mig.
Derfor blev mine to første romaner også til ved siden af mit fuldtidsjob. Jeg skrev dem om aftenen og i weekenden, når min søn var hos sin far. For historierne var dukket op i mit hoved, og det var dem, der drev min nysgerrighed og min fortællelyst.
Da min anden krimi blev taget overvældende godt imod, tænkte jeg, at her var en chance. Det var en kæmpe gave at opdage, at det, jeg havde siddet og skrevet for mig selv, pludselig kom bredt ud. Jeg følte, at jeg havde fået en mulighed. Men hvis jeg ville forfølge den, var jeg simpelthen nødt til at gøre mig så umage som overhovedet muligt. Det var en fornemmelse af, at det var nu eller aldrig.
Jeg har altid sagt, at hvis man har en usikkerhed inden i sig, så er man nødt til at sætte alle sejl til for at blive god til det. For mig var usikkerheden fostret af min ordblindhed, generthed og følelsen af ikke at slå til.
Hvis jeg ville lykkes med mine bøger, så var jeg nødt til at skubbe mig selv ud over kanten og satse hele butikken. Jeg vidste, at hvis jeg bare fortsatte med at skrive mine romaner på sidelinjen, og de ikke lykkedes, så ville jeg sidde tilbage med en følelse af, at det nok var, fordi jeg ikke havde evnerne eller ikke var dygtig nok. Og så ville det ende med at puste endnu mere til den usikkerhed, der allerede havde præget mig hele livet.
Men hvis jeg omvendt havde gjort mig så umage som overhovedet muligt, så ville det være okay, også hvis det ikke gik. For så ville jeg i det mindste vide, at jeg havde gjort mit bedste. Og at det var godt nok.
Så jeg sagde mit job op. Det var fuldstændigt uforsvarligt, for jeg var alene med min søn, var ordblind og havde ikke nogen form for indkomst. I den periode havde vi dårligt nok salt til et æg.
Jeg vidste godt, at jeg havde et ansvar for, at min søn fik mad på bordet. Men samtidig syntes jeg, at jeg havde et ansvar for, at jeg selv gik efter det, som boede inden i mig – det, jeg virkelig gerne ville.
Ikke så længe efter beslutningen gik det op for mig, at jeg ikke havde nogen idé til den tredje roman. Pludselig var der simpelthen helt tomt i mit hoved. Det var altså en dårlig situation at stå i, når jeg ikke havde noget job og havde satset det hele på at blive fuldtidsforfatter. Lige dér nåede jeg at tænke, at det måske var dumt, at jeg havde satset alt.
Det var en utrolig sårbar situation. I den periode var der mange ting, jeg ikke kunne gøre med min søn, fordi vi ikke havde råd.
Jeg klynker ikke, for det var mit valg, og det føltes rigtig godt, at jeg havde truffet det. Jeg tror på, at det er godt at blive nulstillet indimellem. Så bliver det nemlig klart, hvad det er, man vil, og hvad der egentlig er vigtigt for en.
Heldigvis kom idéen til min tredje bog, og så blev jeg glad for, at jeg havde tiden til at skrive den så godt, som jeg kunne.
I dag tænker jeg, at beslutningen om at hoppe ud, hvor jeg ikke kunne bunde, er det bedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv. Nogle gange skal man ud over kanten, når der er noget, man virkelig gerne vil. Også fordi det betyder, at man må se sine usikkerheder eller uformåen i øjnene.
Jeg siger ikke, man behøver at springe ud fra 10-metervippen. Det kan også være nok bare at springe ud fra kanten. Pointen er, at det er med til at åbne nye døre, så man tør noget mere. Derfor skubber jeg stadig mig selv ud over kanten den dag i dag.
Jeg tror ikke, at projektet lykkedes på grund af min ordblindhed. Men det var måske ordblindheden, der fik mig til at træffe beslutningen om at sætte alt ind på mit forfatterskab.
Når jeg i dag har en følelse af, at det lykkedes for mig, skyldes det derfor ikke kun, at mine bøger blev en succes. Jeg lykkedes over for mig selv, fordi jeg turde gå med det, jeg virkelig gerne ville. Og det er i virkeligheden det, som blev succesen. Det var ikke for at tilfredsstille andre, det var ene og alene for mig selv.