Den første af de dødsdømte fanger blev ført ind i salen. Hans tynde grå hår flagrede i natten, mens øjnene søgte mod tre opstillede galger i midten af lokalet. Fulgt af to soldater gik han med faste skridt hen til den ene af galgerne. En oberst spurgte om hans navn, og manden svarede med klar stemme. Herefter blev han ført 13 trin op til galgens faldlem. En sort hætte blev placeret på hans hoved, og på oberstens ordre åbnedes faldlemmen under ham. Kort efter blev fangen erklæret død.
Det skete i den tyske by Nürnberg for præcis 75 år siden. Datoen var den 16. oktober 1946, og tidligere udenrigsminister for det nazistiske Tyskland, Joachim von Ribbentrop, blev henrettet ved hængning. Efter ham fulgte ni andre af Adolf Hitlers tættest allierede og mest betroede medarbejdere. De var få uger forinden blevet idømt dødsstraf for deres forbrydelser før og under Anden Verdenskrig af Nürnberg-domstolen.
Få hundrede meter fra henrettelsessalen befandt en anden fra Adolf Hitlers absolutte inderkreds sig. Men i modsætning til de dødsdømte kunne han uforstyrret nyde sin nattesøvn. Mandens navn var Albert Speer, og ud over at være Hitlers yndlingsarkitekt virkede han også som rustningsminister fra 1942 til 1945. Som rustningsminister havde Speer været ansvarlig for den tyske våbenproduktion, og han havde haft fri adgang til arbejdskraft fra koncentrationslejrene. På trods af sine forbrydelser, som vi i dag ved var talrige, undgik han en dødsdom og slap med 20 års fængsel for sine ugerninger. Det var der særligt én årsag til, fortæller lektor emeritus i tysk samtidshistorie ved Københavns Universitet Karl Christian Lammers:
“Albert Speer formåede at snøre domstolen. Han lykkedes med at fremstille sig selv som ’den gode nazist’, der ikke havde kendskab til naziregimets forbrydelser. I dag ved vi, at han løj og manipulede,” siger Karl Christian Lammers.
Manipulationens mester
Allerede fra Nürnberg-domstolens første retsdage optrådte Albert Speer markant anderledes i retten end sine medanklagede kolleger, der blandt andre talte Adolf Hitlers tidligere stedfortræder, Hermann Göring, og Adolf Hitlers tidligere privatsekretær og vice-Führer, Rudolf Hess.
Albert Speer svarede velvilligt på anklagemyndighedens spørgsmål. Han anerkendte domstolens juridiske legitimitet, og han var angerfuld over at have været en del af regimet. Endelig påtog han sig et medansvar for Tysklands forbrydelser, omend han ikke mente, at han kunne stilles personligt til ansvar for dem.
Albert Speers optræden blev bemærket. Den amerikanske krigskorrespondent William L. Shirer skrev for eksempel:
“Under den lange retssag talte Speer ærligt og uden forsøg på at undslippe sig sit ansvar og sin skyld. (…) Sammenlignet med de andre anklagede gjorde han det mest ligefremme indtryk af dem alle.”
Politikens udsendte korrespondent, Henrik V. Ringsted, noterede den 13. december 1945, at Speer var både ”høflig” og ”undskyldende”, men indskød også: “Hvor meget det hjælper ham, turde være et spørgsmål.”
Men Albert Speers adfærd var en nøje planlagt del af hans strategi.
”Speers strategi var fra starten at virke samarbejdsvillig med anklagemyndigheden. I vidneskranken besvarede han spørgsmålene, men han oplyste ikke noget, som kunne belaste ham. Han fortabte sig bevidst i teknikaliteter, og han fremstillede sig selv som uden kendskab til, hvad der i virkeligheden var foregået,” siger Karl Christian Lammers.
Med teknikaliteterne henviser historikeren til Albert Speers titel som rustningsminister. Under afhøringerne i Nürnberg gik Albert Speer ofte helt ned i bittesmå – og for retssagen ligegyldige – tekniske detaljer om for eksempel krigsproduktion.
Til Albert Speers held købte anklagemyndigheden langt hen ad vejen hans forklaringer, og de borede ikke tilstrækkeligt i hans påstande, lyder det fra historikeren.
Faktisk udtalte en af de amerikanske anklagere i foråret 1946 i en dansk avis, at Albert Speer var en ”højt begavet mand”, og at man på en måde måtte ”tage hatten af for, hvad han udrettede i krigens sidste år. Rent teknisk set.”
Så det lykkedes topnazisten at sætte sit præg på retsprocessens udvikling.
“På den måde styrede Albert Speer processen. I 1946 havde man kun begrænset viden om nazisternes forbrydelser. Man kunne ikke rigtig forbinde Albert Speer med dem. Han blev primært set som rustningsminister og en meget dygtig tekniker, der formåede at rationalisere og forenkle den tyske krigsproduktion med stor succes,” siger Carl Kristian Lammers.
Vidne tav og blev henrettet
Under afhøringerne i Nürnberg nægtede Albert Speer ethvert kendskab til naziregimets koncentrationslejre. Han skød skylden på Adolf Hitler og Heinrich Himmler, der begge var døde, og påstod, at han ikke vidste mere end det, der var blevet sagt i offentligheden.
Den eneste person, der i 1946 reelt kunne have afsløret Albert Speers svindelnummer, var den medanklagede Fritz Sauckel. Han var arbejdsminister og stillede arbejdskraft til rådighed for Albert Speer.
”Men der synes at have været en indforståethed blandt de anklagede om, at de ikke ville belaste hinanden. Fritz Sauckel fortæller ikke dommerne, hvad der skete med de fanger, som han stillede til rådighed for Albert Speer. Dermed kan Albert Speer forfølge sin strategi om at fremstå fuldstændig uvidende,” siger Karl Christian Lammers.
Fritz Sauckel var en af de 10, der endte sine dage med en løkke om halsen den 16. oktober 1946.
Alberts Speers fremstilling af sig selv som den gode nazist endte ikke med dommen i Nürnberg. Frem til sin død i 1981 arbejdede Albert Speer på sit eget image. Under sin 20 år lange indespærring i Spandau-fængslet i Berlin nedskrev Albert Speer sine erindringer. De var klar til udgivelse få år efter hans løsladelse, og de bidrog til fremstillingen af billedet af den gode nazist. Bøgerne blev solgt i flere millioner eksemplarer.
Fra sin løsladelse og frem mod sin død ernærede Albert Speer sig som forfatter og gav ofte interviews. Promoveringen af ham gav ikke kun næring til myten om Albert Speer som ”den gode nazist”. Den gav også mange tyskere et spejl, de kunne holde ud at se sig selv i.
“I årene efter krigen troede rigtig mange mennesker på Albert Speer. Man ville gerne tro på ham. I Tyskland blev han også brugt som en slags forsvar i befolkningen. ‘Hvis Speer ikke kendte til forbrydelserne, hvordan skulle vi så?’, var mantraet,” siger Karl Christian Lammers.
Billedet krakelerer
Der var dog allerede i Nürnbergprocessens samtid mennesker, der ikke faldt for Albert Speers manipulation. For eksempel mente tre ud af Nürnberg-domstolens otte dommere, at han skulle idømmes dødsstraf. Men siden ændrede billede af Hitlers yndlingsarkitekt sig.
Dokumentarer og museumsudstillinger har længe belyst arkitektens skyggesider. I 2017 udgav den tyske historiker Magnus Brechtken biografien ”Albert Speer. Eine deutsche Karriere” (Albert Speer. En tysk karriere), der viste meget præcist, hvordan manipulationen af offentligheden foregik.
“Forfatteren dokumenterer, hvordan det lykkedes Albert Speer at føre alle bag lyset. Hvordan han fik hjælp udefra til at grave belastende bevismateriale ned, og hvordan han med sikkerhed har kendt til forholdene i koncentrationslejrene, selvom han påstod noget andet under retssagen,” siger Karl Christian Lammers.
Og hvis man i 1945 havde vidst, hvad vi i dag ved om Albert Speer, havde han fået en anden dom for 75 år siden, vurderer historikeren.
“Det tror jeg, er hævet over enhver tvivl. Han var blevet dømt til døden,” siger Karl Christian Lammers.