Norges konge om angreb: Det ryster os alle

Norges kongefamilie sender tanker til ofre, pårørende og indbyggere i Kongsberg efter angreb.

Den norske kong Harald skriver i et brev, at Norge står sammen om Kongsberg, der onsdag aften blev ramt af et angreb, hvor fem mistede livet. (Arkivfoto)
Den norske kong Harald skriver i et brev, at Norge står sammen om Kongsberg, der onsdag aften blev ramt af et angreb, hvor fem mistede livet. (Arkivfoto). Foto: Ntb Scanpix/Reuters.

Den norske kongefamilie sender tanker til ofre og pårørende efter angrebet i Kongsberg torsdag aften, hvor fem personer blev dræbt.

Det fremgår af et brev, der er stilet til borgmesteren i Kongsberg.

- Vi er forfærdet over de tragiske hændelser i Kongsberg i går aftes. Vi føler med de pårørende og sårede i sorgen og fortvivlelsen.

- Og vi tænker på alle berørte i Kongsberg, som har oplevet, at deres trygge nærmiljø pludselig blev et farligt sted, står der i brevet, der er underskrevet af kong Harald.

Klokken 18.13 onsdag aften fik norsk politi opkald om, at en person gik rundt i Kongsberg og skød efter folk med bue og pil.

Torsdag morgen oplyste norsk politi, at der også blev brugt andre våben i tillæg til bue og pil.

Ud over de fem dræbte er to alvorligt såret. Ifølge politiet blev der skudt med bue og pil.

En 37-årige dansk statsborger er anholdt i sagen, og politiadvokat Ann Irén Svane Mathiassen oplyser torsdag morgen, at han har erkendt "forholdene".

- Det ryster os alle, når grufulde ting sker tæt på os, når man mindst venter det midt i hverdagslivet på en åben gade, skriver kong Harald.

- Norge er et lille land. Når Kongsberg nu er ramt så hårdt som samfund, står resten af nationen samme med jer.

- Vi sender varme tanker til alle, som nu går en vaskelig tid i møde, og alle, som har krævende arbejdsopgaver foran sig.

- Det er vores håb, at trygheden vil blive genoprettet, så frygten ikke bliver forankret, skriver kong Harald.

/ritzau/