Sognepræst om aktiv dødshjælp: Menneskets værdighed defineres ikke af, hvor meget vi kan

Der er i høj grad behov for øget fokus på udvikling af den palliative indsats i Danmark

"Vi forsøger ved livets afslutning at bruge vores tekniske muligheder for at hjælpe medmennesket til en god død. Her går vores medicinske muligheder både i retning af at forlænge og forkorte den sidste tid. Opgaven må imidlertid være, hvordan vi giver hinanden den bedste tid."
"Vi forsøger ved livets afslutning at bruge vores tekniske muligheder for at hjælpe medmennesket til en god død. Her går vores medicinske muligheder både i retning af at forlænge og forkorte den sidste tid. Opgaven må imidlertid være, hvordan vi giver hinanden den bedste tid.". Foto: Giorgos Moutafis/Reuters/Ritzau Scanpix.

Kristeligt Dagblad har her i efteråret indgående tematiseret spørgsmålet om aktiv dødshjælp. Det skal avisen have tak for. Ikke mindst for at få lavet undersøgelsen, omtalt den 14. september. Her fremgår det, at danskernes tilslutning til dødshjælp bliver mere forsigtig og nuanceret, hvis man har gjort gode erfaringer med pårørendes hospiceophold.

Samtidigt må det konstateres, at den stående debat om emnet uomgængeligt peger i retning af, at der stadig er behov for at udvikle den palliative indsats: Et politisk ”nej” til dødshjælp må for at virke troværdigt også betyde et ”ja” til et omsorgsfuldt alternativ.

Det indebærer også den svære samtale om vores sundhedsfaglige prioritering.

Vi forsøger ved livets afslutning at bruge vores tekniske muligheder for at hjælpe medmennesket til en god død. Her går vores medicinske muligheder både i retning af at forlænge og forkorte den sidste tid. Opgaven må imidlertid være, hvordan vi giver hinanden den bedste tid.

Det tilbagevendende spørgsmål er derfor, hvad der – endnu – kan kaldes et menneskeværdigt liv. Her er det afgørende at anerkende, at mennesket stadig har sin værdighed, selvom det er reduceret til ren modtagelighed. For nogle, der har været stærke og handlekraftige personer livet igennem, kan det ganske vist være livets sværeste lektie at lære – igen – at tage imod.

Den tyske teolog Eberhard Jüngel, der døde den 28. september i år, gav et for ham karakteristisk bidrag til det dagsaktuelle spørgsmål om dødshjælp ved en besindelse på dogmet om, at mennesket retfærdiggøres over for Gud som fri anerkendelse og ikke på grund af dets evne til at præstere gode gerninger. Sammenkoblingen af den reformatoriske retfærdiggørelseslære og den medicinske etik kan ved første øjekast virke overraskende. Men hans overbevisende pointe var, at vi ofte har et alt for snævert begreb om, hvad et menneskeværdigt liv overhovedet er for noget.

Det sker hver gang, vi forveksler værdi med værdighed i forståelsen af hinanden og os selv. Værdier går som bekendt op og ned. I det antikke samfund havde man endda et ord for det værdiløse: invalid. Men selvom et menneske ikke længere har nogen samfundsnyttig værdi i kraft af, hvad det kan udrette, bør vi stadig have blik for dets værdighed som menneske.

Kristent menneskesyn fortæller ganske enkelt, at et menneske er mere end det, det gør. Vi lærer vores børn, at det er bedre at give end at få. Og det kan være sandt nok. Netop fra barnet ved vi imidlertid også, at det eksistentielt er mere grundlæggende at kunne modtage end at kunne give. Menneskelighed er simpelthen modtagelighed og ikke præstationstvang eller lovgerninger.

I den nuværende offentlige diskussion om, hvordan vi for hinanden skaber den bedste udgave af den sidste tid, vil den mest afgørende pointe være at slå fast, at menneskets værdighed ikke defineres af, hvor meget vi – stadig – kan. Som præst på et demenscenter har jeg ofte konstateret, hvor dyb en erfaring af menneskelighed og endda glæde svage medborgere kan give hinanden og deres omgivelser, så længe de stadig er i stand til at tage imod den omsorg, der vises dem.

Der er i høj grad behov for øget fokus på udvikling af den palliative indsats i Danmark.

Carsten Mulnæs er sognepræst og formand for Tænketanken Eksistensen.