”Du aner ikke, hvor bange jeg er for alle de sygdomme, jeg ikke kender, og som jeg ikke aner, om jeg fejler,” jamrer Argan fra sin fosterstilling på scenen.
Tvunget i knæ af tvangstanker og buret inde bag et gitter af neuroser er han billedet på dødsangsten i sin yderste konsekvens. Men han er også bare et moderne menneske par excellence. Mennesket, der har så umådeligt svært ved at slå sig til tåls med tilværelsens vilkår; at vi ikke kan udgrunde vores eksistens.
Efter den forgangne tids epidemisk ansporede fokus på smitte, sygdom og dødelighed synes det helt oplagt at tage Molières gamle hypokonderkomedie op. Har vi ikke alle gået rundt i en næsten konstant tilstand af indbildt syge ved den mindste hosten, lidt uforklarlig kriller i halsen? Men også i bredere forstand er forestillingen relevant. Som en karikatur over den sygelige selvoptagethed, over diagnose-iveren som identitetsskabelse og tidens krops- og helsekultur som hul erstatningsreligion. Heldigvis har man også fået dele af denne tragikomiske klangbund med i iscenesættelsen på Det Kongelige Teater.
Scenografien har noget sygeligt over sig. Måske er det den gigantiske drejescene, der kværner ubønhørligt af sted. Det store smedejernsgitter, der knager, hviner og kaster skygger, som danner virkelige og imaginære fængselsceller. Er vi i en forstørret dårekiste? En vrangforestilling? På nationalscenen har man skruet op for det beckettske vanvid. Forestillingen har fået et skær af mørk absurditet både i spil og scenografi, som klæder den. For Molières komedieklassiker var jo allerede ved sin uropførsel dødsmærket og hjemsøgt. Blot en uge efter premieren i 1673 falder den tuberkuløse Molière om på scenen med en blodstyrtning, og alligevel insisterer han på at gennemføre resten af forestillingen. Senere samme aften dør den kun 51-årige komediedigter som en tragisk karikatur på sit eget stykke.
Det er med afsæt i denne forestillingens makabre mytedannelse, at husinstruktør Thomas Bendixen fortolker ”Den indbildt syge”. Det febrile og mareridtsagtige har fået frit spil. Figurerne er overdrevne og grotesk kostumeret som en blanding af barokke fabeldyr og noget fra en klassisk gyserfilm. Underbevidsthedens rædselskabinet af plattenslagere og kvaksalvere. Hvilken tid og epoke vi befinder os i, er lige så absurd flimrende som alt andet i opsætningen. Maja Ravns stiliserede univers bærer dog tydelig inspiration fra ekspressionistiske skrækfilm og trækker tråde fermt både frem og tilbage i tiden.
I centrum af det hele står Argan. Et forvokset curlingbarn, der spræller og vrider sig på gulvet, når ikke han får sin vilje om endnu et lavement. Men han er også tåben, der støder alle fra sig i sin selvkredsende sygdomsangst. Hustyrannen, der styrer hjemmet i sit hypokondriske jernregime. Søren Sætter-Lassen leverer formidabelt alle facetter af den naragtige Argan. Afmægtigt råbende det ene øjeblik, krybende og jamrende det næste. På én gang hjertegribende og frastødende. Diabolsk og ynkelig. Lige under det grinagtige ulmer tragedien jo. Historien om en stakkel, der dulmer sin sjælesmerte med neuroser og fylder tilværelsens meningslakuner med tvangstanker.
Sætter-Lassen får eminent med- og modspil af det komiske kæmpetalent Tina Gylling Mortensen, som næsten stjæler scenen som husholdersken Toinette. Dæmonisk, brølende, uhæmmet og hysterisk morsom. Hendes sans for den groteske karaktertegning er sjældent set bedre. Men resten af ensemblet spiller også godt med som sværmen af gerrige familiemedlemmer, pengegriske apotekere og udspekuleret lægestand, der driver intrigen frem.
Thomas Bendixen har tidligere vist sig som én af vores fremmeste Molière-fortolkere med blandt andet den overordentligt vellykkede iscenesættelse af ”Misantropen” i 2011 ligeledes på Det Kongelige Teater. Denne gang lykkes det dog kun delvist at fange dobbeltheden og sætte såvel komedie som tragedie i spil som mere end bare overfladisk farceleg. Sine steder er det nærved at kamme over i ren løssluppen slapstick, usjov falde på halen-komik og latrinære platheder for laveste fællesnævner. Tarmskylninger og tyndskid er omtrent lige så sjovt på scenen som i virkeligheden og især ikke på anden time. Til gengæld fungerer ensemblespillet upåklageligt, og Søren Sætter-Lassen får leveret et formidabelt, uforglemmeligt farvel til sin plads i det faste ensemble på Det Kongelige Teater.