Polske grænsevagter kan nu stoppe asylansøgere

Ny omstridt lov, der også baner vej for grænsemur, er en reaktion på stadig migrantstrøm fra Hviderusland.

Et irakisk migrantbarn og dele af hans familie står omringet af grænsevagter og politi ved grænsen mellem Hviderusland og Polen.
Et irakisk migrantbarn og dele af hans familie står omringet af grænsevagter og politi ved grænsen mellem Hviderusland og Polen. Foto: Kacper Pempel/Reuters.

Polens parlament har ifølge AFP vedtaget en ny lov, der giver grænsevagter beføjelser til øjeblikkeligt at udvise migranter, som illegalt har krydset landets grænser.

Loven er en reaktion på Hvideruslands politik. Ifølge Polen og EU har hviderussernes regime under ledelse af præsident Alexander Lukasjenko med fuldt overlæg sendt tusindvis af migranter mod Polens grænse.

EU siger, at Hviderusland forsøger at destabilisere Polen, hvilket er gengældelse for sanktioner mod regimet i Minsk.

I henhold til folkeretten og internationale regler skal alle, der søger international beskyttelse, have adgang til en asylproces - uagtet at de har krydset et lands grænse illegalt.

Menneskerettighedsgrupper beskylder Polen for i måneder at have sendt migranter tilbage i strid med de internationale regler.

Mindst seks migranter er blevet fundet døde nær Polens grænse, hvor temperaturerne nu er under frysepunktet om natten.

Den nye polske lov skal underskrives af landets præsident, Andrzej Duda, før den kan træde i kraft.

Polens parlament har også godkendt planer om at bruge et beløb svarende til lidt over 2,6 milliarder kroner på at opføre en permanent mur langs grænsen til Hviderusland.

Det er planen, at der blandt andet skal være sensorer på muren, der kan registrere bevægelse. Det vil ifølge regeringens forslag være forbudt at komme inden for 200 meters afstand af muren.

Menneskerettighedsorganisationer beskylder Polens regering for at vælge en alt for hårdhændet tilgang til problemerne. Organisationerne advarer også om, at forholdene ved grænsen bliver stadig mere farlige.

EU har opfordret Polen til at være mere transparent om, hvad der foregår ved grænsen, hvor den polske regering har indført undtagelsestilstand. Det betyder, at hverken journalister eller hjælpearbejdere kan komme i nærheden af grænsen.

Siden august er der registreret omkring 10.000 forsøg på at passere grænsen mellem Hviderusland og Polen, skriver polennu.dk.

Den polske forsvarsminister, Mariusz Blaszczak, sagde tidligere i denne uge, at Polen vil trække på Ungarns erfaring fra 2015, hvor et stort antal flygtninge fra blandt andet Syrien søgte mod Europa.

Dengang byggede Ungarn en permanent mur langs grænsen til Serbien.

/ritzau/AFP

/ritzau/