”Man drikker jo hele tiden,” siger hovedpersonen Kristian til en ubrugelig psykolog som del af en diskussion om, hvorvidt Kristian er alkoholiker.
Og det gør man jo.
Med denne tanke som ledemotiv har forfatteren og præsten Kristian Ditlev Jensen skrevet en tydeligt selvbiografisk drukfortælling, der begynder med barndommens vand fra gårdspladsens pumpe og slutter med Taittinger-champagne og en fugtig klud til mundvigene på et hospice.
Som ung ved Holbæks billigere borde, på universitetet, på aviserne, i præstegården: Man drikker jo hele tiden. Så i ”Bar” opmales i korte kapitler over 400 sider alle de smukke og groteske og åndssvage anledninger, der er til, at man i Danmark altid er fuld. En fantasi over det, der ville være sket, hvis den rigtige Kristian ikke havde sat proppen i flasken.
Læseren serveres en drukkens stedlære: Ensomt pubdruk i Storbritannien, fordi man er på en ny trist reportagerejse. Påtvunget hvidvinsdruk i Firenze, fordi det forventes. Bøssebardruk, fordi ingen andre steder har åbent. Almindeligt druk, fordi man er blevet misbrugt. Flydruk, fordi man ikke kan rejse sig. Eftermiddagsdruk, fordi man kun bor 60 meter fra La Fontaine. Interviewdruk på baren McKluud, fordi man skal posere for fotografen. Præstegårdportvinsdruk, fordi man skal smage den nye altervin.
Med disse cirklende, underholdende og dragende tristesser fortæller den prisbelønnede Ditlev Jensen en vugge til grav-historie om en mand, der som ham selv er journalist, anmelder, præst. Det er ikke en udviklingsroman, faktisk slet ikke for alvor en roman. Til gengæld er det undertiden sublim prosa, destilleret intensitet i form af fuldemandstilstandens særegne blanding af klaustrofobi og længsel efter et andet liv. Her fra studietiden:
”På Studenterhuset fik fadøllerne ben at gå på. Fem for en hund, fire hurtige omgange. Fem kædesmøger, to tisseture ned i den gustne og punkagtige kælder, der flød med Go-Cards og sedler på væggen fra en milliard bands, en vag dagdrøm om at stikke af, simpelthen rejse med hjem sammen med en smuk studine fra udlandet og få et helt, helt, helt andet liv – i Madrid, i Utah, i Vladivostok. En ophidset debat om forskellen på en fortælling og en historie. Og så af sted, på vej imod det egentlige mål.”
Man skal bemærke tekstens rytme, den allegoriserede verden (”en vag dagdrøm”), udlængslen og forestillingen om, hvad det faktisk handler om, det egent-lige mål.
Eller her om Bo-Bi Bar, alle københavnske kunstnerbarers dronning lige over for Gyldendal i Klareboderne. Ditlev Jensen gemmer sig fra kendisserne sammen med de andre kendisser Jan Sonnergaard og F.P. Jac. De er egentlig til Gyldendals efterårsreception, men dér kan man ikke få små skarpe tidligt nok:
”Bo-Bi Bar var en luder. Eller man burde måske vende det om. Kunderne på baren behandlede Bo-Bi Bar som en luder. De havde alle sammen et enestående forhold til stedet – det var deres – sted. De var forelskede i stedet. Åh, Bo-Bi Bar. Det sjove var så, at alle havde det på den måde. Man forelskede sig i Bo-Bi Bar, og når man først havde indledt et forhold til stedet som stamkunde, så følte man, at man havde en helt særlig berettigelse. Man bestemte over Bo-Bi Bar. Man var mere gæst end alle de andre gæster. På Bo-Bi Bar var der derfor heller ingen dørmænd. Der var nemlig ikke andet end dørmænd.”
Ufiktive Kristian demonstrerer sit sproglige register og sans for den bare druks mange hellige, fysiske og mentale haller. Det bliver ikke mere ueffent af, at Jac og Sonnergaard allerede er døde, mens fiktive Kristian, jo, rejser mod samme sted. Det egentlige mål?
Men man drikker jo hele tiden. Så når ”Bar” alligevel risikerer at blive glemt igen som de sorte pletter fra brandertens dummeste timer, skyldes det dens manglende evne til at være en roman. Der er ikke nogen samlet sans for hovedpersonens indre udvikling, og da fortællerstemmen og stilen savner sammenhæng og karakter uden for disse spredte højdepunkter, læner romanen sig op af sin egen opløsning til fordel for en slags reportage. Når intensiteten slipper, forfalder bogen samtidig til ædruelige klichéer, som man ikke ville tiltro hverken kunstnere eller folk, der er alkoholikere af eksistentielle grunde.
”Bar” er dog så rigeligt i stand til at lade den velsignede fyraftenssky brede sig i panden ved den anden bajer og til at give stimulerende moralsk-æstetiske tømmermænd efter stemningsbeskrivelserne af drukkens elskelige og farlige logik.