Her på vej mod den mørke og kolde vinter er birkebrænde en af mine store glæder.
Det er lyst og duftende, og det er nemt at få til at brænde, hvis det blot er rimeligt tørt. Afreven, hvid birkebark lyser op med en fed, gul flamme, når man sætter en tændstik til det, og røgen er som mild røgelse, der kan få enhver efterårsdeprimeret til at glemme, at året ifølge Henrik Nordbrandt har 16 måneder, hvoraf de fem hedder november. Den duftende ild skyldes, at barken indeholder en let antændelig olie.
Hvis man er ude på tur og skal overnatte i vildmarken i vinterhalvåret, og det hele er vådt, kan man altid let få gang i et bål, hvis der er birketræer med udgåede stammer og grene, der står lodret eller på skrå i underskoven. De har ofte tørt ved, og ellers er barkflagerne brændbare på grund af olien, så med en smule omhyggelighed, hvor man samler birkebarkflager og lægger dem godt til rette, vil man altid kunne bestå en af de fundamentale vildmarksprøver: at starte et bål med blot én tændstik.
I Danmark er vilde birketræer i virkeligheden to arter: Vortebirk og dunbirk. De ligner hinanden, men dunbirken har mere opadrettede grene end vortebirkens hængende grene, og så har den tit de såkaldte ”heksekoste”, der er kugleformede bundter af tynde kviste, som fremkommer på grund af en svamp, der angriber dunbirk, men holder sig fra vortebirk.
Begge arter er almindelige, bliver op til omkring 25 meter høje, vokser hurtigt og bliver sjældent mere end 100 år gamle. Men står den i åbent terræn, kan den blive noget ældre og ganske omfangsrig. I Enebærskoven, som er en del af Almindingen på Bornholm, har der været græsning i mange hundrede år, og stedet er aldrig plantet til, så de spredte træer på stedet er kommet af sig selv. Et af træerne er en vortebirk med en omkreds i brysthøjde på ikke mindre end 354 centimeter svarende til en diameter på omkring 114 centimeter. I Strødamreservatet i den sydlige del af Gribskov findes en levende, men væltet, birk med en omkreds på 373 centimeter. Det er de to tykkeste birke, der kendes i Danmark. Men kender du til andre lige så tykke eller tykkere birketræer, vil det glæde mig at få det at vide.
Om foråret stiger saften op i træet allerede sidst i marts, hvor man kan tappe den klare, sødlige væske fra borede huller i stammerne, og birken er et af de træer, der grønnes tidligst. Det sker som regel midt i april, hvor de første, små rudeformede blade begynder at give skoven farve.
Om efteråret ”eksploderer” træets fede, pølseformede rakler og spreder et utal af små frø med lette, hindeformede vinger. De kan blæse langt omkring og spirer villigt i på ryddet jord, hvor birkene på få år kan vælte frem i tusindvis. Birken er et såkaldt pionertræ, det vil sige, at det har en strategi, som går ud på at smide masser af frø og erobre nyt land så hurtigt som muligt. Og de nye træer sætter frø efter få år, så de hurtigt kan sprede sig videre med vind og vejr. De tætte birkeskove bliver med tiden skygget ihjel af bøg og andre træarter, der bliver højere end birken. Men som lynhurtigt pionertræ er birken ligeglad, for den har for længst spredt sit mylder af frø og etableret sig andre steder.
Sådan er birken, og der er altså mening med galskaben.