Flere og flere bliver bortført i konfliktfyldte vestafrikanske ørkenlande

På fire år er antallet af bortførelser i Mali, Burkina Faso og Niger næsten ottedoblet. Det kan få alvorlige konsekvenser for arbejdet for fred i Sahel-regionen

Malisiske soldater transporterer nogle mænd, der er beskyldt for at samarbejde med den islamistiske gruppe MUJAO i Kadji.
Malisiske soldater transporterer nogle mænd, der er beskyldt for at samarbejde med den islamistiske gruppe MUJAO i Kadji. Foto: Stringer/Reuters/Ritzau Scanpix.

Indimellem ringer Lamoussa op til sin fætters nummer, men hver gang bliver håbet slukket, når den automatiske meddelelse kommer om, at ”dette nummer eksisterer ikke længere”. Fætteren, den 44-årige præst Joël Yougbaré, rejste den 17. marts 2019 til en landsby i det nordlige Burkina Faso for at afholde en messe. Han er ikke set siden.

”Hvis vi i det mindste havde et lig, kunne vi sørge over ham,” sukker Lamoussa, som den franske avis Le Monde har talt med.

Familien har nemlig aldrig fået svar på, hvad der er hændt Yougbaré, der efter al sandsynlighed er bortført.

Dermed tæller Joël Yougbaré med i en dyster statistik for Mali, Burkina Faso og Niger, der ligger i den centrale del af Sahel-regionen. I takt med at antallet af voldelige angreb og usikkerheden er steget, bliver også flere og flere mennesker bortført af de bevæbnede grupper, der huserer i regionen.

Mens der i 2017 blev bortført knap 100 individer fra de tre lande, var tallet af bortførte for 2021 ifølge en ny fransk analyse allerede pr. den 3. september helt oppe på 785 og kan altså nå at stige væsentligt, inden året er forbi.

Siden 2012, hvor separatister og islamistiske grupper overtog kontrollen med det nordlige Mali, er situationen i regionen drastisk forværret. Området er præget af udbredt usikkerhed og vold og hærges af en blanding af forskellige islamistiske grupperinger, kriminelle netværk og lokale etniske selvtægtsgrupper, der alle begår overgreb mod civilbefolkningen. Tusindvis af skoler er lukket som følge af uroen, og over to millioner mennesker har været nødsaget til at flygte og lever nu som internt fordrevne, viser tal fra FN’s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR.

Stigningen i antallet af bortførelser er sket parallelt med, at antallet af angreb i regionen er gået op. I 2020 mistede 2400 civile livet i de tre lande, hvilket er det højeste antal, siden konflikten begyndte. Og konfliktoptrapningen har fundet sted på trods af en massiv international militærindsats. Foruden FN’s mission i Mali, Minusma, er også styrker fra blandt andet Frankrig og den regionale G5-indsats til stede i området.

”Det er lidt en ketchupeffekt,” forklarer Thomas Mandrup om eskaleringen af konflikten.

Han er ph.d. og lektor ved institut for strategi og krigsstudier hos Forsvarsakademiet, hvor han blandt andet forsker i Sahel.

”Vi har lagt pres på jihadistgrupper i det nordlige Mali, hvilket har betydet, at de har flyttet sig til andre områder. Grupperne forsvinder jo ikke, så det, vi har set, er en spredning,” siger han.

Volden og angrebene i de sidste år er i stedet rykket ned i det øde grænseområde mellem Mali, Burkina Faso og Niger, hvor også de mange bortførelser finder sted. I 70 procent af tilfældene er det islamistiske grupper, hvoraf nogle er forbundet til Islamisk Stat og Al-Qaeda, der står bag.

Foto: Grafik: Ole Munk

For terrorgrupper er bortførelser en udbredt metode, der blandt andet kan skaffe kapital gennem løsepenge eller give adgang til livsnødvendige ressourcer som mad. Men da langt de fleste ofre er lokale – for Mali hele 97 procent – som genererer lavere løsesummer end vesterlændinge, er incitamentet snarere politisk. Det vil sige, at bortførelserne fungerer som pressionsmiddel for at generere lokal opbakning eller eliminere modstand.

Derfor er ofrene typisk heller ikke menigmænd, men en blanding af statslige repræsentanter, lokale meningsdannere som journalister eller religiøse overhoveder og landsbyledere. Dette er også en forklaring på, at meget få af de bortførte angiveligt vender tilbage.

Staterne er traditionelt fraværende i området, og de lokale ledere spiller en afgørende rolle som forbindelsesled mellem lokalsamfund og centralregeringer og som værn mod de væbnede grupper. Uden dem er befolkningen langt mere udsat for blandt andet rekruttering, angreb og radikalisering af jihadistgrupperne, der ønsker at etablere en shariastat i Sahel.

”Hvis du ønsker maksimal uro, så dræb chefen,” siger Rahmane Idrissa, der er politolog med fokus på nigersk politik ved Leiden Universitet i Holland, til nyhedsbureauet Reuters.

”Hvis dagsordenen er at erstatte staten, er drab på landsbyens chef kun begyndelsen på den proces.”

Samtidig underminerer jihadisternes målrettede bortførelser også det brede freds- og stabiliseringsarbejde i regionen, siger Thomas Mandrup:

”Det er mennesker, man kan have en dialog med, og som kunne være med til at påvirke ting i en positiv retning for eksempel ved at underskrive fredsforhandlinger på vegne af klaner, så når de bliver hevet ud af skakspillet, er det klart, at det har en dyb skadelig effekt.”

Konflikten i Sahel er også på dagsordenen på G20-topmødet i Rom i næste weekend.