Smitten stiger, Knæk Cancer-ugen starter, og Israel bygger nye bosætter-boliger

Her samler Kristeligt Dagblad nogle af dagens vigtigste historier om tro, etik, eksistens og de værdikampe, der foregår i ind- og udland

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix, Ammar Awad/Reuters/Ritzau Scanpix, Philip Davali/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix, Ammar Awad/Reuters/Ritzau Scanpix, Philip Davali/Ritzau Scanpix .

Godmorgen. Vi starter mandagen ud med en lidt nedslående nyhed om, at vi i dag kan se det højeste antal nye smittede med corona i fem måneder. Det skriver TV 2. 1349 personer er testet positive for covid-19 det seneste døgn, viser tal fra Statens Serum Institut, mens 167 i øjeblikket er indlagte med sygdommen. Det er det højeste antal indlagte siden 18. maj. Det højest antal smittede lige nu ses i Ishøj blandt børn, unge og dem, der ikke har villet lade sig vaccinere, og det betyder, at der er restriktioner på vej, som kan ramme børn, unge, lærere og pædagoger i det område, skriver RitzauOverlæge ved Statens Serum Institut Tyra Grove Krause mener, at befolkningen måske trænger til en lille påmindelse om, at coronavirus faktisk stadig eksisterer.

“I takt med at alle restriktioner er løftet, virker hverdagen helt normalt igen. Det gør, at corona er gået lidt i glemmebogen,” siger hun til TV 2 og opfordrer danskerne til at huske den gode hygiejne og stadig blive testet, hvis man har symptomer. 75,1 procent af den danske befolkning er færdigvaccineret, og overlægen kommer til sidst med en særlig opfordring til de ikke-vaccinerede om at gå ned og få vaccinen nu, hvor smittetrykket er stigende.

Knæk cancer-ugen starter 

Vi bliver lidt i sundhedssektoren, hvor Knæk Cancer-ugen i dag er skudt i gang for 10. år. Det betyder, at TV 2 og Kræftens Bekæmpelse hele denne uge sætter fokus på kræft gennem personskildringer, oplysning og underholdning. I år er der udpeget 12 indsatsområder, som indsamlingen skal gå til, herunder Børnecancerfonden, kræftområdet i Grønland og en pulje til unge, talentfulde forskere. Ugen kulminerer med det årlige Knæk Cancer-indsamlingsshow, som sendes lørdag kl. 20.00. Men ikke alle kræftsyge eller pårørende ser frem til denne uge, hvor medieeksponeringen kan virke retraumatiserende. Det kunne man læse i Kristeligt Dagblad i fredags, hvor psykolog Line Neustrup fortalte, at hun i sin praksis møder mange, der finder Knæk Cancer-ugen konfronterende  og grænseoverskridende: 

“Selvfølgelig møder jeg som psykolog mest mennesker, for hvem sygdommen stadig fylder. Men for en stor del ligger Knæk Cancer på grænsen for, hvad de kan kapere. Og sådan kan man godt have det, selvom man synes, ugen har et godt formål,” siger hun til Kristeligt Dagblad. 

Region ignorerede indvending fra forskningsleder i Grindsted-sag

I sidste uges morgensamling kunne man læse at Grindsted-borgere igen skal undersøges for, hvorvidt der er øget sygdom blandt indbyggerne som følge af forurening fra blandt andet det tidligere Grindstedværk. I dag kan man på forsiden af Dagbladet Information læse, at en forskningsleder i 2020 havde advaret regionsformand Stephanie Lose (V) om ikke at udtale i en pressemeddelelse, at Grindsted-rapport kunne “dokumentere”, at det var sikkert at bo i den vestjyske by trods forurening, fordi den netop ikke kunne dokumentere det. Men det påbud blev ifølge Dagbladet Information ignoreret og alligevel fremlagt. 

Vestlige ambassadører erklæret persona non grata af Erdogan

Og nu skal vi et smut forbi Tyrkiet, hvis præsident i lørdags erklærede ti vestlige ambassadører, herunder den danske ambassadør Danny Annan, for uønskede i landet. Stemplingen som persona non grata kommer, efter at de ti ambassadører i sidste uge opfordrede Tyrkiet til at løslade aktivisten Osman Kavala, der blev fængslet for fire år siden for sin påståede rolle i forbindelse med regeringsfjendtlige protester i 2013. Ambassadørerne skriver blandt andet i erklæringen, at fortsatte forsinkelser i Kavalas retssag "kaster en skygge over respekten for demokratiet, retssikkerheden og gennemsigtigheden i det tyrkiske retsvæsen". I dagens Kristeligt Dagblad skriver udlandsredaktør Kerrin Linde i en leder, at beslutningen vidner om desperation. 

Israel vil bygge over 1300 nye boliger til bosættere

Vi bliver i udlandet, hvor Israels nye regering ifølge Ritzau har planer om at fortsætte med at udvide de omstridte bosættelser på Vestbredden. Søndag kunne Israels boligministerium oplyse, at de har sendt et byggeri af 1355 nye boliger i udbud, hvilket bliver mødt af fordømmelse fra palæstinensere, fredsaktivister og nabolandet Jordan. Den palæstinensiske premierminister, Mohammad Shtayyeh, opfordrer det internationale samfund og især USA til at "konfrontere" Israel. Han kalder byggeriet en "aggression" mod det palæstinensiske folk og siger, at man holder nu øje med, hvad der kommer af reaktion fra USA's præsident, Joe Biden, og hans regering, som tidligere har meddelt, at den er imod Israels udvidelser af bosættelser. Også fra det lille israelske socialdemokratiske parti Meretz - der indgår i regeringen - lyder der kritik. Den nye regering er "ti grader længere mod højre end den tidligere regering", siger parlamentariker Mossi Raz ifølge avisen Jerusalem Post.

Et nyt fund kan omskrive historien om mumier

Vi skal til det gamle Egypten, hvor et fund af en mumie kan være med til at omskrive historiebøgerne. Mumien var en højtstående adelsmand kaldet Khuwy, som blev opdaget i 2019, og den har vist sig at være langt ældre end tidligere antaget. Faktisk er den en af de ældste egyptiske mumier, der nogensinde er blevet opdaget! Fundet af mumien påviser ifølge The Guardian, at de gamle egyptere udførte de sofistikerede mumifikationer af deres døde 1000 år tidligere, end vi hidtil har antaget. Professor Salima Ikram, som er leder af egyptologi ved det amerikanske universitet i Kairo mener, at opdagelsen vil påvirke vores forståelse af det gamle Egypten dramatisk.

Morgensamling er Kristeligt Dagblads nyhedsoverblik om tro, etik og eksistens. Morgensamling udsendes som nyhedsbrev alle hverdage. Skriv dig op her.