Partier presser regeringen for svar om mink-sms'er

Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti prøver på hver sin måde at få svar ud af regeringen i sms-sagen.

Mette Frederiksens forklaring er, at hun af sikkerhedshensyn er blevet rådgivet i Statsministeriet til at slå automatisk sletning af sms'er til.
Mette Frederiksens forklaring er, at hun af sikkerhedshensyn er blevet rådgivet i Statsministeriet til at slå automatisk sletning af sms'er til. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix.

Statsminister Mette Frederiksen (S) bliver bedt om at møde op i Folketingssalen og svare mundtligt på de spørgsmål, som udestår i sagen om de slettede sms'er.

Partiet Venstre mener, at statsministeren direkte modarbejder arbejdet med at opklare, hvad der skete, da ordren om at aflive mange millioner mink blev givet i 2020 uden lovgrundlag.

Formand for retsudvalget Morten Dahlin (V) undrer sig.

- Vi kan konstatere, at statsministeren direkte modarbejder Minkkommissionen. Ud over, at hun har slettet sms'er, ved vi, at der er gået mere end 130 dage fra kommissionen bad om skriftligt materiale, til statsministeren oplyste, at hun havde slettet det, siger han.

Også justitsminister Nick Hækkerup (S) vil blive bedt om at svare på spørgsmål. De Konservative indkalder ham i hasteforespørgselsdebat for at få udleveret en oversigt over sms'erne, som fire topfolk i Statsministeriet har slettet.

Data om borgernes mobiltelefoner registreres og gemmes i et år - hvilket er ulovligt ifølge EU-Domstolen, men det finder fortsat sted, da skiftende regeringer anfægter dommen.

Minksagen er fra november 2020, og derfor haster det, hvis oversigterne skal udleveres indenfor et år. Debatten kan tidligst finde sted 10. november, hvilket vil gøre oversigten over de mest centrale sms'er forældede.

- Vi vil gerne have svar på, om man vil udlevere logningsoplysninger til Minkkommissionen. Vi har ikke tiltro til, at regeringen får gjort det af sig selv, siger gruppeformand Mai Mercado (K).

Dansk Folkeparti har forsøgt at få svar fra Mette Frederiksen ved at indkalde hende i samråd. Det støtter regeringens tre støttepartier i form af SF, De Radikale og Enhedslisten.

Det er uvist, om hun stiller op til mundtlig debat eller samråd. Statsministeriet er ved at undersøge det.

Hvis hun takker nej, kan et flertal indkalde hende eller andre ministre til en forespørgselsdebat, som vedkommende i praksis er forpligtet til at møde op til.

Den automatiske sletning betyder, at Minkkommissionen som udgangspunkt er afskåret fra at undersøge en del af kommunikationen i dagene omkring beslutningen om at aflive mink i Danmark.

Mette Frederiksens forklaring er, at hun af sikkerhedshensyn er blevet rådgivet i Statsministeriet til at slå automatisk sletning af sms'er til.

Modtagerne af beskederne er dog ikke blevet bedt om det samme.

En række tidligere ministre, inklusive tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen, har afvist, at de også har haft automatisk sletning.

/ritzau/