Bykonger vil de helst ikke kaldes. Men magt er ikke noget, man vinder. Magt er noget, man tager

Ydmyghed og evnen til at samarbejde er vejen frem, hvis man vil være langtidsholdbar i kommunalpolitik, lyder det fra nogle af landets stærkeste borgmestre. Men brutalitet og kynisme kommer man heller ikke udenom

”Selvfølgelig kan jeg give slip på magten, og magt er ikke interessant. Det, der holder mig i gang, er byens udvikling,” siger Ole Bjørstorp, der har været borgmester i den københavnske forstadskommune siden 2001. Men når det er sagt, indrømmer han blankt, at kommunalpolitik kan være en hård omgang og helt på linje med den voldsomhed, man jævnligt ser udspille sig på Christiansborg. Tegning: Morten Voigt
”Selvfølgelig kan jeg give slip på magten, og magt er ikke interessant. Det, der holder mig i gang, er byens udvikling,” siger Ole Bjørstorp, der har været borgmester i den københavnske forstadskommune siden 2001. Men når det er sagt, indrømmer han blankt, at kommunalpolitik kan være en hård omgang og helt på linje med den voldsomhed, man jævnligt ser udspille sig på Christiansborg. Tegning: Morten Voigt.

Der var lagt op til en dramatisk kommunalpolitisk kappestrid, da omtrent 400 Venstre-medlemmer holdt møde i Brovst-hallen i april 2005.

På mødet skulle de nemlig finde partiets bud på en lokal borgmesterkandidat til den nyoprettede Jammerbugt Kommune, der er en sammenlægning af Pandrup, Aabybro, Fjerritslev og Brovst. Men da resultatet forelå, var der ikke tvivl om, hvem de lokale partimedlemmer foretrak som kommunens nye førstemand.

Mogens Gade, der havde siddet som borgmester i Brovst siden 2002, fik nemlig langt størstedelen af stemmerne, og ved kommunalvalget senere på året vandt Venstre stort, og så kunne den tidligere folkeskolelærer iklæde sig den spritnye borgmesterkæde, der blandt andet består af en gylden sol og fire stråler – én for hver af de nu hedengangne kommuner.

Indtil videre er Mogens Gade den eneste, der har haft æren af at bære Jammerbugts gyldne kæder. Ved det seneste valg i 2017 cementerede han sin styrkeposition, da Venstre fik absolut flertal. Og i skrivende stund er det ikke udelukket, at han kan gentage succesen ved kommunalvalget den 16. november.

Det er på den baggrund, at Mogens Gade kvalificerer sig til titlen som bykonge, et journalistisk prædikat for en borgmester, der sidder tungt og længe på magten i en kommune.

Men trods sine meritter er titlen som bykonge ikke et mærkat, Mogens Gade vil have siddende på sig. Ifølge ham er nøglen til succes i kommunalpolitik faktisk, at man netop ikke skal opføre sig som en konge. Det slår han fast med som det første, da Kristeligt Dagblad ringer til ham for at spørge, hvordan man bliver langtidsholdbar i kommunalpolitik.

”Jeg opfatter ikke mig selv som en bykonge. Det har en negativ klang. Jeg er den samme person, som da jeg startede i lokalpolitik for 32 år siden. Hvis man skal nyde respekt og anerkendelse, så skal man være en del af folket,” siger Mogens Gade.

På trods af den divergerende partifarve, er det noget nær de samme toner, der kommer fra Frederikshavns socialdemokratiske borgmester Birgit Hansen.

Når hun hører ordet bykonge, forestiller hun sig "en ældre mand i habit med en stor borgmesterkæde liggende på maven."

Den tidligere sygeplejerske har siddet tungt på sin post siden 2014, idet hun i november året før vippede Venstre-borgmesteren af pinden. Ved valget i 2017 fik hun 42 procent af stemmerne i kommunen. Det var mere end nok til at gøre Frederikshavn til én af de 20 kommuner, hvor et enkelt parti har flertallet alene.

Hun oplever selv, at hendes største udfordring som borgmester er anklagerne om, at hun opfører sig som "dronningen af Frederikshavn". For eksempel vakte det kras kritik fra de borgerlige partier, da Birgit Hansen og hendes byrådsgruppe for nylig brugte deres flertal til at afvise Venstres forslag om at anlægge en ny vej til et nyt boligområde i Sæby.

”Forleden var jeg til et vælgermøde, hvor Søs Marie Seerup (politisk kommentator på TV2 NEWS, red.) hævdede, at nogle ville kalde mig dominerende. Man kunne også sige, at jeg var den med mest erfaring, og som vidste mest om sagerne. Jeg kan godt mærke, at jeg efter otte år som borgmester skal kæmpe som en vild for ikke at blive kategoriseret som egenrådig og magtfuldkommen,” siger Birgit Hansen.

Det er ikke et spørgsmål om at sidde i lang tid. Det er et spørgsmål om, hvorvidt man styrer kommunen. Når man vinder et valg, vinder man en position. Det er ikke magten, man vinder. Magt er noget, man skal tage.

Roger Buch

Forsker i kommunalpolitik på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Hun peger på ydmyghed, samarbejdsvilje og en solid portion pragmatisme som de vigtigste karaktertræk, hvis man vil tilbringe mange år på et af landets 98 borgmesterkontorer.

”Jeg tror mest af alt, min succes skyldes min personlighed. I kommunalpolitik stemmer mange på den, der skal stå på broen og styre skibet. Mange kan godt lide konsensus og stabilitet. Der skal ikke være konflikter, og kommunalpolitik skal helst ikke være for spændende,” siger Birgit Hansen.

Læren fra Brøndby og Farum

Den analyse deles af Roger Buch, der forsker i kommunalpolitik på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

”Det vigtigste er, at det skal gå godt i kommunen. Der skal ikke være larm og ballade i byrådssalen, som der er i for eksempel Slagelse og Randers,” siger han.

Han har det dog ambivalent med begrebet bykonger. Han påpeger, at man sagtens kan sidde på en borgmesterpost i adskillige år uden at leve op til den forståelse af begrebet, han selv arbejder med som forsker.

”Det er ikke et spørgsmål om at sidde i lang tid. Det er et spørgsmål om, hvorvidt man styrer kommunen. Når man vinder et valg, vinder man en position. Det er ikke magten, man vinder. Magt er noget, man skal tage,” siger han og fremhæver den tidligere Rødding-borgmester Peter Holst som et eksempel på en politiker, der sad på magten i mange år, men som ”ikke styrede meget eller egenrådigt".

”Han delte gladelig ud af magten og lod Socialdemokratiet få formandsposten i socialudvalget. Men der var selvfølgelig en vis portion politisk kynisme i det, for det er jo svært at blive kritiseret af ens politiske modstandere, hvis de har et ansvar for politikken,” siger Roger Buch.

Han peger på den tidligere Farum-borgmester Peter Brixtofte som prototypen på det modsatte og en bykonge i ordets egentlige forstand.

”Hvis du som borgmester ønsker det brede samarbejde og egentlig bare passer butikken, kan man godt have et stille og fredsommeligt arbejde. Men hvis du – for eksempel som Peter Brixtofte – vil gøre en socialdemokratisk kommune til en liberal mønsterkommune, så skal du virkelig gribe magten og presse på for at få det til at ske.”

Historien om den nu afdøde Peter Brixtofte endte som bekendt som en tragedie, da den tidligere skatteminister blev dømt for blandt andet groft mandatsvig. Men sådan behøves det ikke at gå. Det mest klassiske eksempel er Kjeld Rasmussen (S), der var borgmester i Brøndby i svimlende 39 år, hvilket stadig er danmarksrekord. Et nyere tilfælde er Lars Krarup (V), der ifølge Roger Buch, styrede både politiske modstandere og embedsværket i Herning Kommune med ”hård hånd", indtil han forlod posten i august.

En hård branche

Mogens Gade mener ikke, at han hører hjemme i nogle af de to kasser, Roger Buch stiller op.

”Jeg er ikke en ideologiens mand. Mit udgangspunkt er sund fornuft og et godt samarbejde på tværs af partierne. Men jeg har selvfølgelig et politisk ståsted og nogle visioner,” siger han.

Birgit Hansen er enig i, at man bør holde igen med de skarpskårne ideologiske argumenter, hvis man vil have stemmetal, der nærmer sig hendes.

”Det er ikke nødvendigvis en kvalitet i kommunalpolitik at råbe ud i verden, hvilket parti man kommer fra. Jeg har selvfølgelig nogle værdier og ideologier, men nej, jeg har også været med til at lave budgetforlig, hvor vi gav borgerne tilbud om pasning af eget barn i eget hjem. Det er ikke ligefrem noget, der står i den socialdemokratiske partibog,” siger hun.

Kommunalpolitik er ikke søndagsskole. Det er en hård branche, og vi må acceptere, at det nogle gange er nødvendigt at skære igennem.

Ole Bjørstorp

Borgmester

At det partimæssige tilhørsforhold ikke nødvendigvis er en kvalitet i sig selv, kan Ishøjs borgmester Ole Bjørstorp blive et levende bevis på, når valgresultatet ligger klar på valgnatten. Den 75-årige borgmester, der indtager førstepladsen på listen over de borgmestre, der har siddet længst tid, og som genopstiller ved valget, vakte nemlig opsigt, da han i februar meldte sig ud Socialdemokratiet og stiftede det nye parti Ishøjlisten. Det skete, efter han i slutningen af 2020 blev vraget som partiets lokale borgmesterkandidat.

Er det det, der sker, når man bliver forvænt med magten og smelter sammen med embedet?

”Selvfølgelig kan jeg give slip på magten, og magt er ikke interessant. Det, der holder mig i gang, er byens udvikling,” siger Ole Bjørstorp, der har været borgmester i den københavnske forstadskommune siden 2001.

Men når det er sagt, indrømmer han blankt, at kommunalpolitik kan være en hård omgang og helt på linje med den voldsomhed, man jævnligt ser udspille sig på Christiansborg.

”Man er nødt til at være brutal en gang imellem. Ellers kan du jo ikke lykkes med det projekt, du vil igennem med,” siger han.

Det er også derfor, han er mest stolt af de projekter, hvor modstanden har været størst. For eksempel, da han fik trumfet planen om et højhus igennem trods mere end 4000 protestskrivelser.

”Så står man i et dilemma om, hvorvidt man skal opgive eller gennemtrumfe det og tage den ballade, der kommer. Sådan er man nødt til at satse engang imellem,” siger han.

Efter snart tyve år som borgmester i to forskellige kommuner er Mogens Gade kommet frem til den samme konklusion.

”Kommunalpolitik er ikke søndagsskole. Det er en hård branche, og vi må acceptere, at det nogle gange er nødvendigt at skære igennem.”