Tine Roesen, du skriver i din nye bog ”Dostojevskij – en introduktion”, at den russiske forfatter for mange læsere tydeligst signalerer litterær og menneskelig modenhed. Hvorfor har han fået denne status?
På en måde er det lidt mystisk. Mange kender bare navnet Dostojevskij som indbegrebet af fortidens store russiske forfattere. Nogle læsere finder teksterne svært tilgængelige, og nogle bliver decideret forargede over deres form og emner, men for mange er Dostojevskijs bøger så fascinerende, at man aldrig glemmer dem igen og derfor taler om dem som noget særligt.
Men selvom de ses som indbegrebet af dannelse, mener du ikke, at man skal tro, det hele er tungt, klogt og alvorligt?
Nej, Dostojevskij er ikke en forfatter, der tilstræber at skrive klogt og intellektuelt. Han skriver tekster til mennesker om at være menneske. Herunder alle de ufrivilligt morsomme pinligheder, den menneskelige forfængelighed udløser. At der så er personer i hans bøger, der går og bakser med tilværelsens store spørgsmål, er med til at gøre dem emnemæssigt læseværdige og relevante, men den enkelte bog skal ikke læses som en nøgle til livets gåde.
Du beskriver, hvordan flere af Dostojevskijs scenerier og handlingsforløb lægger sig endog meget tæt op ad den mindre ansete franske forfatter Eugène Sues spændingsromaner. For eksempel ”Forbrydelse og straf”. Er Dostojevskij lige så påvirket af kulørte fortællere som af filosofiske tænkere?
Ja, det hører med til billedet af Dostojevskij, at han bruger meget melodrama. At handlingen i hans værker bygger på en grundlæggende kamp mellem det gode og det onde og en spænding om, hvem der vinder, blot er det slet ikke så enkelt hos ham som i det rene melodrama. Men samtidig med at han bruger fortællemæssige greb fra triviallitteraturen som cliffhangers, tager han sit forfatterskab meget alvorligt. Han så det som sit kald at være forfatter og skrev ikke kun for at underholde, men for at forstå verden og undersøge, hvad det vil sige at være menneske.
Bøgerne rummer ofte lange dialoger, som kan være lidt langtrukne, og som du opfordrer til, at man kan læse lidt hurtigt henover. Var Dostojevskijs mange ord ikke altid lige velovervejede?
Fra Dostojevskijs side er det hele velovervejet, men overvejelsen er hele tiden, at sådan må denne person tale, hvis det skal være realistisk. Også dem, som taler udenom eller narrer sig selv. Men vi behøver som læsere ikke at tro, at alle ordene i sig selv er det rene guld af menneskelig indsigt.
Så det er ikke 100 procent Dostojevskij, vi får, når vi læser, hvad hans romanfigurer siger?
Nej, det er snarere nul procent Dostojevskij. Det er ikke ham selv, men altid en masse andre personer, der taler i hans bøger, og nogle siger så noget vrøvl, men samlet set skaber det et realistisk billede af, hvor sammensatte vi og verden er.
Hvor skal en ny læser, der ønsker at læse Dostojevskij, begynde?
Man skal nok ikke begynde med komplicerede værker som ”Idioten”. Så er det bedre med ungdomsværker som debutromanen ”Stakkels mennesker” eller ”Hvide nætter”. ”Forbrydelse og straf” er hans første virkelig vellykkede store værk og er faktisk også nogenlunde let at gå til, fordi bogen har en meget genkendelig form som en kriminalroman. Der sker et mord, og vi følger en efterforskning, samtidig med at vi følger morderens kvaler.
Hvad er det mest oversete i Dostojevskijs ellers så berømmede forfatterskab?
Hans humor og selvironi. Det er et gennemgående træk, at selvom der i bøgerne altid er meget vigtige ting på spil, og emnerne skal tages alvorligt, beder Dostojevskij ikke som forfatter læserne om tage ham for højtideligt. Med sine dialoger forsøger han at udforske, hvad der er inde i det menneske, han beskriver, af godt og ondt, højt og lavt. Og med sin selvironi lader han læseren forstå, at forfatteren også bare er et menneske.