Pling! Der tikkede en mail ind i min inbox. ”Bekymring” stod der i kommentarfeltet, og mailen viste sig at være fra en mand, der mente, at jeg måtte være bimlende gak gak og derfor gav mig nummeret på en psykiater.
Mailen kom på baggrund af et indlæg i Kristeligt Dagblad. Og det var vel at mærke ikke et indlæg, jeg selv havde skrevet. Det havde Kristian Østergaard den 29. oktober. Han kommenterede på et indlæg, jeg havde skrevet til dagbladet Politiken en lille uge tidligere, og det gjorde han i stærkt fordrejede vendinger og tolkninger samt citater taget ud af kontekst.
Det står Østergaard og enhver anden frit for at tolke og fortolke mine ord, som det passer dem. Noget overrasket blev jeg dog over at se, hvor mange der efterfølgende erklærede mig for at være en ideologisk ulv i fåreklæder; woke; en præst, der tydeligvis ikke har læst i Bibelen eller alternativt ikke fattet en meter af det, jeg måtte have læst.
Og dertil kommer friske kommentarer om, at lgbt+ er en stor satanisk løgn, at der tilsyneladende findes en woke-fascisme og så naturligvis alle de sædvanlige kedsommelige ”ned med kristendommen”-kommentarer.
I ingen af kommentarerne står det klart, om vedkommende har besværet sig med at læse mit oprindelige indlæg i Politiken. Havde man gidet det, ville man have opdaget, at mit ærinde var et andet end det, jeg får skudt i skoene af Østergaard.
Min hovedpointe var denne: Det er ikke ligegyldigt, hvordan vi omtaler ting, og det er absolut ikke ligegyldigt, hvordan vi omtaler mennesker. Den pointe står jeg til enhver tid på mål for!
Man kan indvende – og det forventer jeg, at mange vil gøre – at kan man ikke klare lugten i bageriet, så må man smutte. Det kan der i visse tilfælde være en lille sandhed i, men først når vi har undersøgt, om der faktisk er noget galt med lugten. Om der faktisk foregår noget råddent i det bageri. Det, synes jeg, vi skylder hinanden.
Det er en almindelig kendt og udbredt sandhed, at tonen i debatten er hård. For min smag er den alt for hård. Det betyder, at jeg, hver eneste gang jeg overvejer at åbne munden, samtidig overvejer, om jeg er klar til at betale prisen for det i form af ubehageligheder og usaglige beskyldninger.
Verden kan leve uden min offentlige stemme, men jeg finder det stærkt problematisk, hvis denne tanke får folk generelt til at klappe i. Det er et problem for demokratiet, for mangfoldigheden og for den gode opbyggelige samtale. Tænk, hvis ingen ville stille op i politik, hvis ingen tog førertrøjen i fagforeningerne, hvis ingen gad engagere sig i de små lokale foreninger. Det er en uhyggelig tanke.
Kristeligt Dagblad er avisen om livets store spørgsmål, som det hedder i avisens omtale af sig selv. I kraft af mit virke og af almindelig interesse for områderne, der behandles i avisen, har jeg læst den on and off i mange år. Også her sniger hårdheden sig ind.
Der er en tone, en stemning, både i avisens egne spalter, og når der efterfølgende debatteres på de sociale medier. Og selvom den ikke er ualmindelig i debatten, så slår jeg mig lidt ekstra på den i Kristeligt Dagblads kontekst. På en eller anden måde synes jeg, det er værre, at vi taler sådan her til hinanden i Kirkedanmark, end at de gør det i Ekstra Bladets kommentarfelt (som i parentes bemærket blev for meget selv for Ekstra Bladet, der derfor nedlagde det).
Ønsker vi virkelig et splittet Kirkedanmark? Er det det, der er målet? For så er vi godt på vej. Og Kristeligt Dagblad er en dygtig medspiller for at nå derhen. Personligt ville jeg nu foretrække en kirke, der kunne rumme det meste og de fleste – også dem, hvis holdninger jeg ikke selv bryder mig om.
Er alt, hvad der bliver skrevet, sagt og gjort det pure guld? Nej, selvfølgelig ikke! Og giv da endelig din mening til kende. Men gør det med et kærligt blik for det medmenneske, der sidder i den anden ende. Et menneske af kød, med bankende hjerte, drømme og håb, præcis ligesom dig.
Hvis Kristeligt Dagblad og avisens læsere kan løfte sin behandling af livets store spørgsmål over almindelig mudderkastning og i stedet skabe et rum, hvor der lyttes, undres og tales, tror jeg, at kirken i Danmark står stærkt.
Så kan Kristeligt Dagblad være en avis, hvor holdninger kan få frit løb. Hvor vi kan lade os forarge, provokere og måske blive klogere på noget, vi intet anede om. Og vi kan begejstres, udvikle os og finde flere og nye måder at være kirke på i et samfund, der mere end nogensinde trænger til Ånd.
Lizette Harritsø Lauritzen er sognepræst i Hornbæk Kirke.