Hvad er verdens mest kriminelle land? Indeks tager livtag med organiseret kriminalitet

Østaten Tuvalu er verdens mindst kriminelle land, viser interaktivt indeks, som for første gang rangerer organiseret kriminalitet blandt alle FN-nationer

Beslaglagt kokain i Cartagena, Columbia. Det er næppe overraskende, at den globale kokainhandel centrerer sig i Sydamerika.
Beslaglagt kokain i Cartagena, Columbia. Det er næppe overraskende, at den globale kokainhandel centrerer sig i Sydamerika. Foto: Colombian Police/Reuters/Ritzau Scanpix.

Hvor i verden er menneskehandel størst? Hvad er den mest udbredte kriminalitetsform i Europa? Og hvor indblandet er stater egentlig i organiseret kriminalitet rundt om på kloden?

Disse spørgsmål tager det nye Globale Organiserede Kriminalitetsindeks livtag med. Bag indekset står det EU-støttede projekt Enact, der vil forbedre Afrikas respons på organiseret, grænseoverskridende kriminalitet, og som drives af den sikkerhedspolitiske afrikanske tænketank ISS og Interpol.

Indekset er det første af sin art og måler organiseret kriminalitet i samtlige 193 FN-lande samt hvor modstandsdygtige landene er over for denne kriminalitet. Resultatet er et interaktivt indeks, hvor man selv kan gå på opdagelse og sammenligne, hvilke kriminalitetsformer og -aktører, der er mest udbredte og hvor.

Det kaster både overraskelser af sig og bekræfter mere gængs viden.

For eksempel vil det sikkert ikke undre mange, at Den Demokratiske Republik Congo er verdens mest kriminelle land, men det vil måske komme bag på flere, at østaten Tuvalu i Stillehavet kan bryste sig at være verdens mindst kriminelle land – i øvrigt efterfulgt af to andre østater, nemlig Nauru og Sao Tomé og Principe.

Det er næppe heller overraskende, at den globale kokainhandel centrerer sig i Sydamerika med Colombia, hjemland for narkobaronen Pablo Escobar, i spidsen, mens cannabishandlen har storproducenten Marokko i front.

Også ulovlig handel med truede dyrearter, de såkaldte fauna crimes, er med i indekset, og det viser sig, at det er den mest udbredte kriminalitetsform i Oceanien. Men er man udelukkende interesseret i kriminalitetens omfang, så er ulovlig handel med dyr størst på det afrikanske og derefter det asiatiske kontinent.

Kina – efterfulgt af Brasilien og Vietnam – er det land i verden, der bedriver mest ulovlig handel med truede dyr og dyredele, der bliver solgt som remedier i traditionel kinesisk medicin, som ingredienser til madlavning, som pyntegenstande eller som eksotiske kæledyr, skriver Enact.

Indekset kategoriserer også kriminalitet efter aktørtype, og kigger man på mafialignende grupper, er Italien selvfølgelig med i front. Men støvlelandet, der er kendt for blandt andet den sicilianske mafia, må dele sin plads i indekset med lande som Mexico, DRCongo og Myanmar og bliver desuden overhalet af Somalia, Colombia og Venezuela, der scorer lige mange og flest point.

Den anden del af indekset vurderer landenes modstandsdygtighed over for kriminalitet, hvor der blandt andet måles på tiltag mod hvidvask, politisk lederskab og retssystemet. Her ligger Europa i front. Finland og Liechtenstein indtager en delt førsteplads, derefter kommer New Zealand og så Danmark.

På den samlede score over organiseret kriminalitet ender Danmark på en 150. plads ud af de 193 lande. Den mest udbredte kriminalitetsform herhjemme er kokainhandel, og den mest fremtrædende kriminelle aktør er mafialignende grupper.

Og for at følge op på de tre spørgsmål fra artiklens begyndelse, så er menneskehandel størst i nordafrikanske Libyen – og desuden den mest udbredte kriminalitetsform i ikke blot hele verden, men også i Europa, hvor den er skarpt efterfulgt af handel med cannabis, mens kokainhandel kommer på en tredjeplads.

Og så er stater godt og grundigt sovset ind i kriminalitet på verdensplan – faktisk er statsaktører den førende kriminelle aktør globalt set og slår dermed både kriminelle netværk og mafialignende grupper. Stater er mindst kriminelle i Oceanien og mest kriminelle i Afrika. Alligevel er det tre asiatiske lande, der topper den liste, nemlig Syrien efterfulgt af Iran og Libanon, der scorer lige højt.

Gå på opgagelse i indekset her.