For den temperamentsfulde, tyggegummityggende træner er familien livets ét og alt

Nikolaj Jacobsen, den temperamentsfulde, tyggegummityggende træner for herrelandsholdet i håndbold med adskillige titler på cv’et, fylder i dag 50 år

Nikolaj Jacobsen er glad for at være hjemme på Thurø efter mange år med job som klubtræner i Tyskland ved siden af jobbet som dansk landstræner.
Nikolaj Jacobsen er glad for at være hjemme på Thurø efter mange år med job som klubtræner i Tyskland ved siden af jobbet som dansk landstræner. Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix.

”Prøliåhør, øøøååh, vi går over og spiller syv mod seks lidt. Mikkel i midten ogøøøååh Gidsel på højre back. Lasse. Mads på venstre back og øøøhmagnus klarer Anders og øøøh-det-vil-sige, at øøh Mikkel, du skynder dig ud i forsvaret og øøøh skifter øøøhhhm.”

Udskriftet her er fra en timeout i VM-finalekampen i herrehåndbold mod Sverige i Egypten januar 2021. Det er naturligvis landstræner Nikolaj Jacobsen, der lægger strategien. Og den må have stået lysende klar for spillerne, for som bekendt blev det guld til Danmark.

Ifølge formand for Dansk Håndbold Forbund Morten Stig Christensen er Nikolaj Jacobsens karakteristiske måde at coache på nærmest ”symbiotisk” for holdets erfarne spillere.

”Rigtigt meget af det, der ligger i sådan en timeout, er Nikolajs helt ekstreme passion. Det er meget tydeligt, hvor han er følelsesmæssigt, det kan han slet ikke skjule, og der er masser af signaler i hans ord. Han en ekstrem dygtig strateg, det ligger simpelthen i hans dna. Nikolaj er den autodidakte træner, der kommer med et langt levet liv i håndbold og som har en unik medfødt evne for at navigere med en bold, ” siger Morten Stig Christensen, der har kendt Nikolaj Jacobsen i mange år.

Hvis der skulle være enkelte, der måtte have glemt det, var føromtalte VM-finale mod Sverige en gyser, så vi tager lige endnu en timeout-situation fra kampen, som Danmark vandt 26-24. For også den viser nemlig noget om Nikolaj Jacobsen.

Straffekastene fordelte han på stedet med disse ord:

”Vi har rækkefølgen her, der hedder Emil Jakobsen først, Magnus Landin to, Henrik Møllgaard tre, Nikolaj Øris fire, og så får du lov til at afgøre det, min ven, ik’?”, sagde han henvendt til Lasse Svan. Og det lille ”min ven”, som blev sagt i et øjeblik, hvor landstrænerens puls og tyggegummitygning ellers kappedes om at køre i højeste gear, viser, at Nikolaj Jacobsen både har sine spillers ryg, og at han inderst inde har ro på.

Sådan er det, fordi han af bitter erfaring ved, at håndbold trods alt kun er håndbold. For da han da som 27-årig inden for blot 14 måneder mistede først sin far og så – helt uventet – sin mor, satte det karrieren i relief. Om sit livs omvæltning har han senere sagt til Magasinet Håndbold:

”Det var et kæmpechok. Og et stort tomrum. Jeg vidste godt, at min far ikke ville blive 75 eller 80. Det havde han levet et for hårdt liv til. Men min mor dør ud af den blå luft. Ingen tegn på sygdom eller noget. Hun fik en hjerneblødning.”

På det tidspunkt, i 1998, havde Nikolaj Jacobsen selv fuld fart på håndholdkarrieren i den tyske topklub THW Kiel. Samtidig var han og hustruen Lenette nybagt forældre til deres første datter, Freja. Men forældrenes død betød, at han overvejede at stoppe karrieren og rejse hjem for at være der for sine to yngre brødre, Carsten og Simon.

Sådan blev det ikke, men forældrenes død var med til at modne Nikolaj Jacobsen som menneske. Hans familie ”betyder alt for ham”, som en nær bekendt siger, og selv har Nikolaj Jacobsen til medierne udtalt, at han først og fremmest er far.

Nikolaj Jacobsen er ikke en mand, der skåner sig selv. Indtil 2019 var han sideløbende med landstrænerjobbet også klubtræner i tyske Rhein-Neckar Løwen, og her var han ude for endnu et chok, da han oplevede, at hans krop ”stod af”. Med Morten Stig Christensens ord han fik et klart signal om, at når man taler om restitution for spillerne, så gælder det også for træneren.

Flere i håndboldverdenen kan godt se for sig, at Nikolaj Jacobsen engang igen rejser ud for at blive klubtræner, men i så fald bliver det ikke sideløbende med landstrænerposten. Og lige nu er Nikolaj Jacobsen ”vanvittigt glad” for at være hjemme. Nærmere bestemt hjemme på Thurø, hvor han bor med sin familie, og hvor det meste af øen var mødt op for at tage imod ham, da han vendte hjem efter VM.

Næste store opgaver for landstræneren og herrelandsholdet i håndbold bliver EM i Ungarn/Slovakiet til januar, og i 2023 VM, som foregår i Sverige og Polen.

Kilde: Dansk Håndbold Forbund