Tænk, at man kan blive så glad for en overdækket arkade. For julemusik i højttalerne, varm kaffe og mulighed for at få opladet sin telefon: livlinen til Rejseplanen, som jeg desperat håber, vil oplyse nyt om muligheden for at komme med et tog eller en bus sydpå. Det sker desværre ikke. Lige nu er det bedste bud, at vi kan komme af sted ved middagstid torsdag efter næsten et døgn uden afgange.
Ringer til DSB’s kundeservice. Hvornår kan vi komme hjem? Kan fornemme, at det er et ret godt spørgsmål, som er svært at svare på. Men at der stadig er problemer på grund af væltede træer ved Hobro. At togbusserne heller ikke kan køre, og at DSB – ligesom alle os, der sidder her og har gjort det siden i går – håber på, at de snart kan sige noget mere konkret.
Nu hører vi ”Rocking around the Christmas tree”. Over for mig sidder Nina, som jeg tilfældigt mødte ved morgenmaden på hotellet, som blev aftenens nødløsning, da DSB, busser, taxaer og fly helt havde opgivet Aalborg. Nina er en tidligere kollega, som jeg ikke har set i 11 år. Nu har vi fået samlet op på alle årene, der er gået. Har taget selfies og grinet over, at vi stadig kan huske rigtig mange af de samme ting, men ikke altid lige navnene på de folk, vi snakker om. Nu er vi rejsemakkere og venter sammen. Mens vi synger lidt med på både Elvis og Chris Rea med ”Driving Home for Christmas”. Som om …
Tirsdag aften havde DMI godt nok varslet snestorm over Nordjylland om onsdagen, den 1. december. Derfor valgte jeg at bestille togbillet hjem fra den opgave, jeg skulle dække for avisen. Følte mig meget ansvarlig og voksen, da jeg købte billetten i stedet for at vælge den lette løsning, bilen. Så da stormen viste sig op ad eftermiddagen i Aalborg, med skum på bølgerne i havnen og måger, der nærmest fløj baglæns, var jeg endnu mere overbevist om, at fornuften var på min side. Men det undrede mig alligevel lidt, at der hverken var biler eller bybusser på gaden, da jeg stred mig igennem blæsten og sneen hen mod banegården, hvor 7-Eleven var det eneste sted med varme i radiatorerne. Så her stod vi og klumpede os sammen. Lystavlerne fik flere og flere røde streger over afgangene mod Aarhus og København.
Min sidekammerat skulle hjem til København. Hun havde muligvis fået fat på en taxachauffør, der ville køre hende til Hobro. Der var plads til fire i bilen, så vi blev hurtigt ret gode venner. Jeg passede hendes kaffe, mens hun forsøgte at finde et toilet. Stationens toilet var lukket, og her henviste man til toiletterne i toget … Hun fandt et pizzeria, hvor ejerne var søde.
Taxaen kom selvfølgelig ikke. Hun sagde farvel og ville finde et hotel.
Nu var vi så en lille gruppe på tre, der blev stående. Og håbede. Måske kom taxaen alligevel. Måske kom der en togbus fra Hobro. Måske sagde de noget i højttaleren om, hvad planen var.
Den næste fra gruppen gav op og ville finde en sofa hos en ven. Nu stod en ung mand fra Herning og jeg så sammen. Han skulle op og i skole næste dag. Var ved at tage enkeltfag i samfundsfag og drømte om at læse til erhvervsøkonom. Lige nu arbejdede han som poder, og jeg kunne forstå, at det gav ret godt.
Ved siden af os stod et ægtepar fra Aarhus, der havde været på besøg hos gode venner i Løkken. Nu ærgrede de sig over, at de ikke var blevet hængende en ekstra dag i varmen.
Efter yderligere tre timer i en mere og mere overfyldt 7-Eleven på banegården, hvor selv coronarestriktionerne var aflyst, blev vores lille gruppe enige om at finde et spisested i nærheden af stationen – og så holde øje med de sparsomme informationer fra DSB imens.
Det blev en café et stenkast derfra, men vi lignede alligevel fire undslupne snemænd, da vi trådte ind. Her sad andre som os. En mand var i gang med at skaffe sig en soveplads hos nogle perifere venner i byen, og vi rakte straks fire fingre i vejret, så der måske kunne findes plads til os også.
Så sad vi her. Fire mennesker, der aldrig havde mødt hinanden før. Men som nu var i samme situation og delte skæbne som strandede i Aalborg for en aften. Vi bestilte mørk øl. Skålede. Og delte livshistorier. Og som aftenen skred frem, og DSB var den eneste, der forholdt sig tavs, blev vi enige om, at det her jo egentlig havde været ret hyggeligt. At en fremmed er en ven, du endnu ikke har mødt. Og at der er vigtigere ting end både corona, DSB og Rejseplanen.