Et øget fokus på faglighed på læreruddannelsen eller i religionsundervisningen udfordrer ikke, hvad det vil sige at være dansker. Når undervisere gør opmærksom på faglige problemstillinger i religionsfaget, skal vi lytte.
Lad det handle om den bedste undervisning frem for en værdipolitisk markør for danskhed.
En udviklingsgruppe nedsat af Uddannelses- og Forskningsministeriet opfordrer til en mere ambitiøs og fagligt krævende læreruddannelse – herunder at man gentænker faget kristendomskundskab, livsoplysning og medborgerskab (KLM). Det tolkes midlertidigt af Dansk Folkeparti som manglende forståelse for, at ”den kristne arv er de vestlige samfunds vigtigste kulturelle fundament” ifølge et debatindlæg i Kristeligt Dagblad den 2. december.
Synet på kristendommen som det essentielle for den danske identitet er selvfølgelig absurd. Man ignorerer med et pennestrøg en lang række andre historiske faktorer, der har haft endnu større betydning for samfundsudviklingen.
Dansk Folkepartis ordførere for uddannelse og kirke påstår, at ”man har fjernet konfirmationsforberedelse i skoletiden”. Det er faktuelt forkert.
Både konfirmationsforberedelsen og præsterne er nævnt i folkeskolelovens paragraf 53, hvor det slås fast, at tiden til konfirmationsforberedelsen skal tænkes ind i planlægningen af undervisningen. Ligesom det i øvrigt siden 2019 har været muligt for skolerne at erstatte understøttende undervisning med konfirmationsundervisning på 7. og 8. klassetrin. Og her taler vi selvfølgelig helt underforstået om den kristne konfirmation.
Vi skal naturligvis ikke reducere fagligheden for at promovere en bestemt opfattelse af dansk identitet. En diskussion om faglighed og religionsundervisning kommer hurtigt til at handle om, om man er for eller imod kristendom. Det er en uheldig ”os mod dem”-mentalitet, som polariserer. Lad det i stedet handle om god og saglig undervisning, for eksempel om religionens betydning i samfundet.
”Religion – det alternative faghæfte” af Pia Böwadt og Jes Heise Rasmussen fra Københavns Professionshøjskole er et glimrende eksempel på en mere faglig tilgang til den nuværende undervisning.
De lægger op til, at religionsfaget kun skal ligge i udskolingen, og at der skal undervises i alle verdensomspændende religioner fra start.
Argumentet er, at et religionsfag ligesom samfundsfag er et komplekst fag, som kræver en vis modenhed at deltage i. Kan man som lærer eller elev ikke afkode religion og forstå dens betydning for samfundet, uddanner vi religiøse analfabeter.
Vi har ikke brug for yderligere polarisering, så lad os i stedet sørge for, at børn og unge får de rette kompetencer til kritisk at reflektere over religionens betydning i samfundet. Også i den nuværende undervisning i indskolingen og på mellemtrinnet, hvor kristendom i KLM-faget bør erstattes af religion.
Det er ikke, fordi kristendomskundskaben fylder for lidt, at det er problematisk. Det er problematisk, at det først fra 7. klasse er obligatorisk at undervise i andre religioner og livssyn.
Det er problematisk, at kristendomsfaget næsten fremstår teologisk, når eleverne ikke i særlig stor grad får kendskab til religionsvidenskabelige og kritiske metoder.
Og det er absolut problematisk, når lærernes faglighed eller elevernes undervisning i folkeskolen bliver til et spørgsmål om religiøs identitet.