Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?
Det er, at jeg har fået et fjerde arbejdsliv, som er synes er vildt interessant. Jeg er uddannet folkeskolelærer og mit første arbejdsliv var at undervise på Grundtvigskolen i Københavns nordvestkvarter, derefter var jeg på rådhuset i næsten 16 år som overborgmester, og så var jeg 11 år i By & Havn (byudviklingsselskab, red.) Da jeg skulle stoppe der i 2018, havde jeg egentlig forestillet mig, at jeg skulle lave lidt rådgivningsopgaver og noget bestyrelsesarbejde, men så spurgte NREP, Nordic Real Estate Partners (investerende ejendoms- og logistikvirksomhed, red.), om jeg havde lyst til at komme ombord. Så nu er jeg byudviklingsdirektør der. På familefronten er det vigtigste, der er sket, at se mine børn blive voksne selvstændige kloge mennesker, der træffer deres egne valg. Jeg blev far i en lidt senalder de er 23, 25 og 32 år.
Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?
Det synes jeg faktisk, er nu. Jeg er i en fase af mit liv, hvor jeg føler mig lidt klogere og bedre forberedt, end jeg gjorde før. Og så er jeg flyttet tilbage til Østerbro, hvor jeg er vokset op, efter at have boet et par og tyve år i Brønshøj-Husum. Det var også en god tid, men der er noget særligt ved at vende tilbage til sit barndomskvarter, som jeg holder meget af og trives godt i.
Hvilke personer har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?
Min far. Det er ham, der har give mig værdierne og det moralske kompas. Da jeg var ung i en opvækst, hvor jeg havde brug for at finde ud af, hvem jeg var, gav han mig også noget kant. Han kæmpede selv med ikke at have en uddannelse og at være ordblind, og alligevel var han en læsende arbejder, der fulgte med, og som gav mig kærligheden til bøger. Fra ham har jeg mottoet: Du skal huske, hvor du kommer fra, du skal opføre dig ordentligt, og du skal gøre dig umage.
Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?
Min mor døde, da hun var 68 år, det var for tidligt. Hun havde lidt af leukæmi i en del år, og det havde været ’nu’ så mange gange, at vi havde sænket paraderne, så hendes død kom trods hendes sygdom som en overraskelse. Det var en stor sorg. Blandt mange andre ting var hun dygtig til at sy og syede for hele familien, og da jeg blev overborgmester og købte mit første jakkesæt i Magasin og det kradsede, syede hun silkefor i bukserne, så jeg kunne holde ud at have dem på.
Hvor ser du dine forældre i dig selv?
Det er det der med at være bevidst om sin baggrund og at have et moralsk kompas, der gør, at man ved, når man gør noget godt, og når man gør noget galt.
Hvad ville du gerne have gjort anderledes?
Masser af ting. Men der er en årsag til, at forruden på en bil er større end bakspejlet: Man skal kigge fremad. Jeg ved jo selv, hvornår jeg har gjort noget forkert og hvad det er, jeg har med i rygsækken til nye beslutninger i både arbejds- og familieliv. Hvis jeg en gang imellem overfor mine børn siger, at jeg ikke var der nok, svarer min ældste, Anna, som blev født tre uger, før jeg blev overborgmester, at nu må jeg stoppe med det der, og at jeg var der, når de havde brug for mig.
Hvad tror du på?
Jeg tror på kloge selvstændige reflekterede mennesker. Og så tror jeg på, at der er mere, end det vi går rundt i. Jeg er medlem af folkekirken og løste for mange år siden sognebånd til Sankt Jakobs Kirke, hvor jeg er døbt og konfirmeret og hvorfra mine forældre er bisat. Jeg er dog gift på rådhuset, begge gange.
Beskriv en scene fra din barndom.
Min bror og jeg sidder på bagsædet i vores nyindkøbte folkevogn i 1966-67 på vej til Brøndby Strand. Vi skal besøge en af min fars bekendte for at se deres nye lejlighed, hvor børnene havde fået deres egne værelser. Da vi kørte derfra, spurgte min mor, om vi drenge syntes, vi skulle flytte derned eller købe et sommerhus. Min bror Lars og jeg var enige om, at vi skulle flytte til Brøndby Strand, men mine forældre besluttede sig heldigvis for et sommerhus ved Roskilde Fjord. I dag er det det fristed på kloden, hvor jeg slapper bedst af.