Pernille Rosendahl: Udvidet arrangørordning er banebrydende

Ny kompensationsordning til kulturlivet lukker vigtigt hul for musikere, siger sangskriver Pernille Rosendahl.

Vilkårene for arrangørordningen er forbedret med en ny kompensationsaftale, der landede lørdag aften. Det glæder sangskriver og musiker Pernille Rosendahl. (Arkivfoto).
Vilkårene for arrangørordningen er forbedret med en ny kompensationsaftale, der landede lørdag aften. Det glæder sangskriver og musiker Pernille Rosendahl. (Arkivfoto). Foto: Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix.

Lørdag aften landede en ny aftale, som forbedrer vilkårene for arrangørordningen.

Som noget nyt behøver arrangørerne ikke længere opsige kontrakter med kunstnere for at modtage kompensation.

Og det er "banebrydende", mener musiker og sangskriver Pernille Rosendahl.

- Siden pandemien ramte, har vi set, at når vi ikke kunne spille koncerter, blev kontrakterne revet itu. Men nu med den nye aftale bliver vi kompenseret for det job, vi skulle spille.

- Det har vi kæmpet for, og det er banebrydende, fordi vi dermed ved, at vi kan aflønne de folk, der er hyret ind, og os selv, hvis en koncert bliver aflyst, lyder det.

Arrangøren kan nu i stedet ansøge om aflysning. Det kan ske på baggrund af kontrakter med kunstnere, som indeholder nye annulleringsbestemmelser.

Formålet er at kompensere kontrakten med kunstnerne. Det sker efter en bestemt kompensationstrappe.

Pernille Rosendahl mener, at det styrker tilliden til hele økosystemet i musikbranchen. Det vil få betydning for alle, der spiller musik, for deres ansatte og for arrangørerne.

- Siden pandemien ramte, er der ikke nogen, der har villet aflyse, så man har forsøgt at flytte rundt på optrædener, men så ender man med meget kø i arrangementerne. Nu kan vi i alleryderste konsekvens tillade os at aflyse, selv om det er det allersidste, vi ønsker, siger hun.

Også Esben Marcher, sekretariatschef hos Dansk Live, der er interesseorganisation for spillesteder og festivaler, bider mærke i den udvidede arrangørordning.

- Det er glædeligt at se, at man har forstået vilkårene i kultur- og musiklivet og faktisk laver en aftale, der rummer mange af de ting, vi har efterspurgt.

Han savner dog en samtale om genopretning.

- Den her nye nedlukning er den tredje på to år, og det er dybe sår, der er sat ude hos koncertarrangører og spillesteder. Det kræver en genopretningspulje, og det håber vi snart, at vi skal have en snak med politikerne om, siger han.

Fra Pernille Rosendahl lyder det også, at branchen fortsat er i konstant dialog om fremtiden.

- Kulturområdet er det første til at lukke og det sidste til at åbne. Heldigvis kan jeg mærke, at branchen har samlet sig og står skulder ved skulder, konstaterer Pernille Rosendahl, der også kvitterer for politikernes lydhørhed.

Pernille Rosendahl fik sit store gennembrud med bandet Swan Lee i 1999 og har en række musikalske projekter bag sig med bandet The Storm og sin solokarriere.

Hun har også været dommer i talentshowet "X Factor".

/ritzau/