Kirkens stemmer skal ruste sig

Det giver mening at vedtage, at kirken er noget af det sidste, der i et samfund kan undværes, skriver Sørine Gotfredsen

Sidste år blev julens gudstjenester flere steder afholdt udendørs som her ved Græse Kirke nær Frederikssund.
Sidste år blev julens gudstjenester flere steder afholdt udendørs som her ved Græse Kirke nær Frederikssund. Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix.

Jeg anede nok, at vi kunne ende her. Her ved punktet, hvor politikerne har taget delvist ved lære af sidste år og nu lader kirken i julefred, mens det meste af kulturlivet må lukke på grund af stigende smittetal. Det kan man finde enten naturligt eller mærkeligt, og kommunikations- og erhvervskvinde, Anna Thygesen, stod som ugens gæst i P1-programmet ”Bagklog” i lørdags for det sidste standpunkt. ”En mærkelig vægtning” kaldte hun det, og Anne Thygesens holdning vil i de kommende dage være udbredt. Derfor skal kirkens stemmer ruste sig. Nu. For hvorfor må kirken gennemføre gudstjenester, når så meget andet må lukke? Spørgsmålet kan føre til to reaktioner, og jeg er tilhænger af dem begge.

For det første skal det understreges, at kirken adskiller sig fra alt andet ved at være stedet, hvor menneskene hører den tiltale, der ligger til grund for en meget stor del af vores tankegang og menneskesyn og fornemmelse af overhovedet at være sat på jorden. Slukker man for den tiltale, slukker man for en kilde til selve det hellige i vore liv, og det ér bare noget andet end Tivolis juleudsmykning og den seneste musical.

Hvis det tilmed er rigtigt, som forfatter og filosof Morten Albæk i weekenden udtalte i Berlingske, at coronatiden minder os om, at livet har en ende, synes det blot endnu vigtigere, at kirken står åben som bindeleddet mellem mennesket og håbet og tanken om evigheden. Anna Thygesen ser det som et ”spil for galleriet” at holde den kirke åben, som ”vi ikke ellers bruger særlig meget krudt på”, som det blev formuleret på klassisk overfladisk vis af endnu en kommunikationsekspert.

Hvis man imidlertid anskuer livet i lyset af andet end den seneste ligegyldige undersøgelse og medfølgende mediedebat om danskernes trosliv og tænker lidt dybere, giver det mening fra øverste hold at vedtage, at kirken er noget af det sidste, der i et samfund kan undværes. For det andet kan man til Anna Thygesen og andre kirkeskeptikere sige, at ja – det virker faktisk ret urimeligt, at teatre og museer, hvor folk opfører sig stort set lige så civiliseret som i kirken, skal lukke. Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, udtalte i fredags, at vi efterhånden er så erfarne ud i coronaadfærd, at vi i høj grad kan lade os styre af egen sunde fornuft.

Det gælder i kirkerummet, hvor alt som bekendt er koreograferet i detaljer, og det gælder i en teatersal, hvor hverken beruselse eller tumultariske scener normalt opstår. Kultur- og åndsliv burde samlet set være mere friholdt fra nedlukning, men når det er sagt, strander vi ved dette ene spørgsmål: hvad er at foretrække, hvis man ønsker at værne om danskernes åndsliv? At ethvert rum med adgang til de højere interesser lukker, eller at kirken i det mindste står der som stedet, hvor man kan gå hen, hvis man mærker længsel efter dem?

Det spørgsmål synes ikke så svært at besvare, og vi vil hver eneste dag i denne uge blive konfronteret med det. Så man kan lige så godt ruste sig. Nu.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.